Viser opslag med etiketten 4 stjerner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 4 stjerner. Vis alle opslag

lørdag den 6. maj 2023


 

P.S. Jeg udfordrer dig
Winther Renshaw
Baadsgaards Books
P.S. #3
2022

Har du brug en letlæst romance til at koble af med, så er tredje bind i P.S. serien et oplagt valg. Det er en enemies to lovers med masser af forviklinger, benægtelser og misforståelser.
Den ene side tager den anden og bogen er hurtigt læst.

Aerin lever af at organisere, indrette og lette sine klienters hverdag. Hun er godt i gang med at etablere sig inden for niechen af personlige assistenter, man ikke kan komme uden om. En dag får hun et tilbud som vil give lige præcis den økonomiske indsprøjtning, hendes firma har brug for.
Calder Wellis har ikke haft kontakt til sin far i flere år. Han har knoklet for at leve et uafhængigt liv langt fra alt det hans far står for. Da hans far bliver alvorligt syg, beder han Calder om at vende hjem for at overtage familie virksomheden. Han er ikke meget for det, men indvilger i at give det en måned. Farens præmis er dog, at Calder skal have en personlig assistent. En assistent som viser sig, at vende op og ned på Calder liv og drømme for fremtiden.

En sød og hot romance om to sårede sjæle som finder hinanden på trods af deres forskelligheder og ar fra barndommen.
Det er historien om den typiske playboy, som går fra kvinde til kvinde uden at ville binde sig, og den pertentlige kvinde, som ellers aldrig foretager overilede beslutninger.
Dynamikken og flowet i historien er glidende og man keder sig aldrig i denne letlæste romance med masser at dybe temaer som død, sorg og omsorgssvigt.
Desværre var den ikke lige så god som de forrige bøger i serien og sniger sig op på 4/6⭐️

Tusind tak til @baadsgaards_books for anmeldereksemplaret.

tirsdag den 2. maj 2023


 

Tessa Dare
Forlaget Flamingo
Spindle Cove (1)
2023

Bogen er mit første bekendtskab med Tessa Dares forfatterskab. Jeg havde hørt meget godt om hendes bøger, så jeg havde store forventninger til denne bog, som jeg læste sammen med @readalongklubben.

Susanna Finch bor i den lille by Spindle Cove med sin far. Hun er meget engageret i lokal samfundet og har en finger med i alt hvad der foregår i byen. Derudover tager hun sig af de kvinder, som bliver sendt til den lille by på et rekreationsophold. Alt ånder fred og idyl lige indtil soldaten Bramwell etablerer en milits i byen. Snart bliver der vendt op og ned på hverdagen i den lille by, og Susanna må sande at ikke alt i livet kan planlægges og at hvad hjerne og hjerte begærer ikke altid er det samme.

Desværre så endte bogen med at skuffe mig en smule og levede ikke helt op til mine forventninger. Tessa Dare skriver i et fint og flydende sprog, så det kan man ikke sætte en finger på. Selve historien er også sød nok, men den bliver alt for langtrukken og drukner lidt i alle de hede stunder, som der efter min mening er alt for mange af. Det var faktisk kun de sidste 6-8 kapitler af bogen, jeg rigtig godt kunne lide. Her kommer man lidt dybere ned i karaktererne og deres følelser, og her tager handlingen til. Det er min oplevelse, at bogen vil stå meget mere skarpt, hvis den var ca. 1/3 kortere.
Jeg er dog ikke helt afskrækket af Tessa Dare, og vil give hendes bøger en chance til på et senere tidspunkt. Men alt i alt en okay læseoplevelse, som sniger sig op på 4/6⭐️

Tusind tak til @flamingobooks for anmeldereksemplaret.

mandag den 24. april 2023


 

Dette er for evigt
Jennifer L Armentrout
I følelsernes vold (1)
Palatium Books
2022

Har du brug for en letlæst pageturner, som får dig til at blive oppe fordi du lige skal læse et kapitel mere, så er denne friends-to-lovers et godt bud. Jeg blev fanget af historien og læste den på en dag.

Sydney og Kyler har været venner siden de var små. De har fulgt hinanden i tykt og tyndt og altid været der for den anden.
Der er bare det, at Sydney er blevet forelsket i Kyler. Følelser hun er overbevist om at Kyler ikke gengælder, for hun ser ham have det ene onenightstand efter det andet.
Kyler er en player med stort “P”. kvinderne kaster sig for hans fødder. De giver ham nydelse og det er det. Sydney vogter han over som en høg for ingen er god nok til hende heller ikke ham selv. En snestorm og en række uforklarlige hændelser tvinger dem til at blive sammen i en hytte, men de er ikke alene, for noget lurer i mørket.

Friends-to-lovers plottet er jo som det er. Det der adskiller fra den typiske trope, er elementet af at der lurer noget i mørket. Det giver lidt ekstra til handlingen og er med til at holde læseren fanget. Sproget er let og flydende trækker dig ind i handlingen. Der er store følelser, ærlig snak, jalousi og hede stunder for alle pengene.
Jeg har læst flere bøger af forfatteren og ved, at der altid venter en velskrevet læseoplevelse. Hun skriver om følelser der er nemme at identificere sig med for de fleste og som man forstår.
4/6⭐️ til denne gode læseoplevelse.

mandag den 17. april 2023


 

Haunting Adeline (Cat and Mouse Duet Book 1)
H. D. Carlton
2021

Den ligger i toppen af Amazons bestseller liste og den tog TikTok med storm, men den har også delt vandene, for det er absolut ikke en bog for alle. Det er dark and twisted romance og dens liste af trigger warnings er lang. Den indeholder eller berører flere temaer, som kan virke stødende og direkte frastødende for flere læsere.
🚨Stalking
🚨Tvang
🚨Voldtægt
🚨Menneskehandel
🚨S€xuelle overgreb
🚨S€xuelt misbrug af børn (nævnes)
🚨Mord
🚨Samtykke???
…… og listen fortsætter

Plottet kort: Mand ser kvinde og bliver betaget ved første øjekast. Han begynder at stalke hende alt mens han kæmper for retfærdighed for børn og kvinder ved at straffe paedofile og menneskehandlere.

Bogen indeholder meget af det jeg overhovedet ikke finder tiltalende eller acceptabelt i den virkelige verden, og det kan da skræmme mig, at jeg bliver opslugt af en bog, som prøver at romantisere stalking og ihærdigt prøver på at få mig til at elske antihelten og retfærdiggøre hans gerninger eller anden form af selvjustits.

Gennem hele bogen balancerer Adelines følelser lige på kanten. På den ene side frastødes hun og er bange for sin stalker, mens hun på den anden side bliver pirret og godt kan lide det.

Zades handlinger bliver romantiseret og gemt væk bag hans forelskelse, løfte om evig troskab og hans ihærdige arbejde med at sørge for at paedofile og menneskehandlere bliver skaffet af vejen og derved at sørge for, at de ikke kan gentage deres forbrydelser.

Bogen er velskrevet og den sideløbende opklaring af mordet på Adelines oldemor, giver lidt ekstra til historien. Den slutter med en cliffhanger, så det er svært ikke at læse næste bog.

Det fascinerer mig at forfatteren formår at hive mig ind, men nok fordi man får det indtryk at Adeline inderst inde er fascineret af Zade.
En anderledes kærlighedshistorie, som er byder på en masse spice.
Er du i tvivl om bogen er noget for dig, så læs de mange anmeldelser på goodreads før du kaster dig i bogen.
4/6⭐️


søndag den 9. april 2023


 

The cheat sheet
Sarah Adams
2021

Jeg er en sucker for sportsromancer, og denne er en sød og hyggelig læseoplevelse, som efterlader dig med er smil på læben og troen på at kærligheden overvinder alt. Det er en romance med troperne friends to lovers og fake dating. Der er ikke de store overraskelser, for man ved hvordan den ender, men det er alligevel en rigtig fin og følelsesladet fortælling.

Bree har været forelsket i Nathan siden de mødtes i high school, og følelserne er ikke blevet mindre med tiden. Hun står lidt på sidelinjen og ser Nathan date den ene efter den anden, men er alligevel hans største fan og altid klar med opmuntring eller støtte.
Nathan har stor succes som quaterback i NFL, og det hele kører for ham. Han har en fed lejlighed, gode venner, en lækker kæreste, men alligevel er han ikke helt tilfreds, for inderst inde, drømmer han om at være kæreste med hende han altid har været vild med. Han tør fog ikke gøre noget ved det af frygt for at miste Bree. For hvordan går man fra vennezonen til kærestezonen uden at ødelægge alt?

Åhh, altså skønne Nathan. Man kan ikke andet end at holde af denne søde fyr, som er fuld af følelser og betænksomhed. Hans tanker og frygt for at miste Brees venskab, hvis han fortæller om sine følelser, kan man sagtens sætte sig ind i. Gemt i kulissen har han sit helt eget private heppekor af holdkammerater, som har mange gode bud på hvordan missionen med at vinde Bree skal lykkes.
Bree er sød og opmærksom, men man dog godt kan blive lidt irriteret på hende, da hun hele tiden har så travlt med at friendzone Nathan, at man har lyst til at ruske lidt i hende, men hun er så bange for at Nathan ikke har andet end venskabelige følelser for hende.
Sproget er let og flydende og forfatteren formår at beskrive miljøet uden alt for mange detaljer, men alligevel så man kan se de forskellige lokationer for sig uden besvær.

Temaer i bogen er kærlighed, angst, venskab, depression og at finde sig selv efter en livsændrende begivenhed.
4/6⭐️ til denne superhyggelige sportsromance, som efterlader dig i godt humør.

onsdag den 8. marts 2023


 

Tag mig igen
Carly Philips
Brødrene Knight(1)
Baadsgaards Books
2022

En sød romance, som gør lige præcis det en romance skal. Den underholder og efterlader dig i godt humør. Selve plottet er måske nok lidt forudsigeligt, og er i store træk set før, men hvis du har brug for en læseoplevelse, som skal underholde uden at den kræver det store af dig, så er denne romance et godt valg.

Sebastian er en topforhandleren i familievirksomheden. Han forstår altid at lukke en god forretningsaftale, hvad enten det er kvinder eller ren forretning. Et uventet dødsfald får ham til at indse, at familien ikke føler at de kan regne med ham, og det får ham til at reflektere over livet. Oveni konfronteres han med en kvinde fra sin fortid, som han gjorde uret, og pludselig står han over for skulle lukke sin livs aftale.
Ashley har aldrig glemt hvad eller hvem der tvang hende væk fra NYC, men hun er godt tilfreds med sit liv i London. Hun har et godt job, en sød kæreste og gode venner. Familieomstændigheder tvinger hende tilbage til USA, og kort besøg kan hun vel godt klare. Henad vejen indser hun, at hun forlod mere end hun regnede med, da hun i sin tid forlod USA.

Fin og velskrevet romance. Det hele beskrives så fint, at man har let ved at forestille sig omgivelserne. Hvad enten det er i NYC eller i Napa Valley.
Deres kemi er hot og det er ikke hede stunder der mangler i bogen. De er et sødt par, og deres udvikling sammen og hver for sig, er ikke til at stå for.
Det er første bog i serien, og da Sebastian har to brødre, så er der lagt i kakkelovnen til endnu mere romance og forviklinger.
4/6⭐️ til denne søde og underholdende romance.

søndag den 5. marts 2023


Eliors sang
Louise H Trankjær
Superlux
Syvstjernesagaen
2022

Igen efterlades jeg med et smil på læben over de smukke formuleringer og det lette sprog, som bogen er skrevet i. Lige så skønt det er at være tilbage hos Enilia og Elior, lige så skønt er gensynet med den sproglige finesse bogen har.

Lysets kamp mod mørket er nært forestående. Enilia begynder så småt at tvivle på hvad der egentligt venter dem i Namilia, da ingen rigtigt ved det, kender kun fortællingerne fra gammel tid.
Enilias splittelse over hendes følelser for Laino og Mevarn plager hende stadig. Hvordan skal hun kunne lukke af for sine følelser for en af dem, når hun føler sig følelsesmæssigt forbundet til dem begge. Det er svært at vælge mellem episk kærlighed eller begær.
Den samlede flok begiver sig mod mørket.
Hvad de ikke ved er, at denne sidste rejse får store konsekvenser for Enilia og Elior, større end hvad de nogensinde havde forestillet sig.

Bogen er både hjerteskærende og actionfyldt. Der er nogle virkelig fine og nærværende beskrivelser af de følelsmæssige dilemmaer der er i trekantsdramaet mellem Enilia, Laino og Mevarn. Beskrivelserne gør, at man næsten kan mærke deres følelser på egen krop. Samtidig gør de smukke miljøbeskrivelser, at man føler sig tilstede i fortællingen.
Bedst som handlingen tager fart, så tages tempoet af fortællingen igen, hvilket er lidt ærgerligt. Der er passager i bogen, som gør handlingen lidt langtrukken, bl.a. feltets lange rejse mod mørket.
Der kom lidt mere dybde på bl.a. Enilias og Eliors far, hvilket var helt rart. Man har aldrig tvivlet på hans oprigtighed, men denne gang kom vi et stykke dybere ned.
Slutningen overraskede mig virkelig meget, og efterlod mig med undren og en sådan lidt “say what” følelse.

4,5/6⭐️ til denne spændende rejse mod lysets kamp mod mørket.

 

tirsdag den 14. februar 2023


 

I Fiskens Tegn
Forfatter: Melissa Broder
Forlag: Falco
Udgivelsesår: 2022

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente mig af denne bog, men blandingen mellem magisk realisme og erotik vakte min interesse, og sikken tur jeg blevet taget med på.

Men lad mig starte med at sige, at denne bog nok ikke er for alle. Jeg syntes selv, at jeg er ret garvet ud i erotikken og ikke er sart, men der er scener i bogen med blod og seggs, der alligevel fik mig til at rynke lidt på næsen.

Lucy er 38 år og har gennem 9 år skrevet på sin ph.D. Hun er kæreste med geologen Jamie, som ikke rigtigt vil binde sig. Da deres forhold forliser, tager hun til sin søster i Venice Beach for at være hundesitter, mens søsteren rejser til Europa.
Hun starter i en terapigruppe med andre kvinder, som også har det svært ved kærligheden og samfundets tendenser. Hun går på Tinder-dates, gør sig store tanker om livet og kærligheden, og ender med at møde kærligheden i svømmeren Theo.

Den første femtedel af bogen var jeg ikke helt vild med. Måske forstod jeg ikke handlingen, men det der blev hintet til i forordet, det fandt jeg ikke. Men som handlingen skred frem, så endte jeg med at blive helt glad for bogen.
Flere steder kan man genkende lidt af sig selv. Både i mødet med nye mennesker, tankerne inden en date, Lucys hang til et godt glas vin, usikkerheden og tankerne om livet, kærligheden og sameksistensen med andre mennesker. Det er en bog der er barsk, provokerende og tankevækkende, og som giver stof til eftertanke og får dig til at føle, at du ikke er alene med dine tanker.

Er du klar på en anderledes og spicy fortælling om en kvinde, som søger en dybere mening med livet og kærligheden, så sæt dig godt tilrette i din yndlingsstol og tag på tur med Lucy.
4/6⭐️

mandag den 9. januar 2023


 
Dragedronningen
Forfatter: C.G. Valentin
Forlaget Leitura
2022

Jeg har været spændt på at komme tilbage til Novahr Orbis, og har glædet mig til et kærligt gensyn med alle de skønne skabninger.

Vi følger Juliana i fortiden gennem dagbogsnotater og Sarina i nutiden, på hver sin side af portalen.
Dagbogsnotaterne fortæller om en trist verden med menneskeskabte klimaforandringer, manglende føde og opgør menneskene i mellem.
På den anden side af portalen kæmper Sarina en intens kamp mod modstandsbevægelsen for at nå frem til portalen i tide.

Det er en utrolig følelsesladet fortælling om kærligheden mellem mor og datter, men også om afsavn, indre styrke og om at turde satse alt for et større formål end sig selv. Man kan slet ikke undgå ikke at blive rørt af følelserne i denne bog, som til tider er intense.

Desværre syntes jeg, at de dystre breve kommer til at fylde lidt for meget, og tager plads for det som mit fantasyhjerte banker for, nemlig magi, drager og andre magiske skabninger, og mit ønske om at lære karaktererne endnu bedre at kende.

Alle trådene fra de tre bøger væves på fornem vis sammen, alle mysterier ser dagens lys og eventyret fuldendes.

Alt i alt en spændende afslutning på Dragernes æra. I forhold til hvad jeg havde forventet, så var der en del klima- og science fiction, og det fyldte lidt for meget i forhold til drager og magi.

Endelig må jeg sige, at worldbuildingen fantastisk. Jeg er blæst bagover over det store arbejde som ligger bag. Det er et virkeligt spændende univers, som Carina har skabt. Jeg er slet ikke klar til at forlade magien, jiklaerne, dragerne, rådsdamerne eller Queridor, og jeg håber, at det kommer mere fra dette spændende magiske univers.

En intens afslutning på triologien, som dog skuffede mit lille fantasyhjerte, da jeg havde sat næsen op efter mere magi og drager.
4/6⭐️

lørdag den 24. december 2022


Mit hjertes længsel
Kærlig Julehilsen 1
Novellesamling fra Baadsgaards Books
Udgivelsesår 2022

Endnu en julebog er føjet til samlingen over læste julebøger. Denne gang har jeg læst novellesamlingen med juleromancer fra Baadsgaards Boooks. Den indeholder 7 juleromancer, som er skrevet af danske forfattere, både debuterende og etablerede.

Noveller er ikke noget jeg læser særlig ofte, da jeg tit sidder tilbage med en følelse af ikke, at have fået det hele med, og at handlingen bliver lidt forhastet. Det skete desværre også i nogle disse noveller, hvor jeg følte at handlingen ville meget mere, end der kunne nås inden sløjfen skulle bindes til sidst.

Men her får man 7 søde juleromancer, som alle har indfanget ånden af hjerternes fest og kan forsøde din juletid. De giver håb om, at små magiske julemirakler sagtens kan indtræffe i en fortravlet hverdag.

Deres længde gør, at de fint kan læses eller lyttes på farten mellem julens arrangementer. Novellesamlingen indeholder både erotiske og romantiske noveller, så der er noget for enhver smag.

Har du ikke fundet julestemningen endnu? Eller har du mistet troen på magiske juleromancer? Så læs novellesamlingen og lad den hjælpe dig tilbage til troen på julens magi.

Samlet vurdering 4/6⭐️

Mine favoritter er “Mit Hjertes Længsel” af Pia Gasberg og “Et Julematch” af Britt Bøgh. Har du læst bogen, og hvilken novelle er din favorit?

 

tirsdag den 13. december 2022


 

En storm før juletid
Forfatter: Camilla Davidsson
Udgivelsesår 2022
Forlag: Palatium Books

[Anmeldereksemplar]
Jeg elsker december måned og de dertil hørende julebøger. De bidrager i høj grad til min julestemning, og det gjorde denne bog også.

Sidste år kørte det hele på skinner for Alice. Hun var redaktør på et stort forlag, hendes kæreste havde lige friet og en forfremmelse lå i kortene.
Nu et år senere har hun ikke noget job, ingen kæreste og verden er ramt af efterdønninger af corona epidemien. Nedlukningen af samfundet passede egentligt Alice meget godt, for så kunne hun pleje sine kærestesorger i fred, uden indblanding fra sin mor og dermed slippe for hendes mange kommentarer.
Da Alices økonomiske situation begynder at se håbløs ud, takker hun ja til en opgave, som redaktør for krimiforfatteren, Samuel, som er ved at skrive en julebog. Uden at ville indrømme det, så bliver hun lidt afhængig af både Samuels juleroman og hans beskeder på facebook.
Med hjælp fra en ældre dame med skønne teselskaber, en lille pige, en gråstribet kat og dates med en kendt skuespiller, så finder Alice langsomt tilbage til sig selv, mærker efter og lukker kærligheden ind i sit liv igen.

Jeg må indrømme, at jeg er utroligt mæt af corona, da det har fyldt meget de sidste 2,5 år i både mit arbejds- og privatliv, så det lægger desværre lidt en dæmper på min læseoplevelse.
Når det er sagt, så er det en hyggelig feel good bog, om at være sårbar og om at man med gode menneskers hjælp kan finde tilbage til hverdagen, og åbne sit hjerte igen.
Der er ikke de store overraskelser, men det forventes vel egentlig heller ikke af genren.
Forfatteren skriver godt og Samuels julebog er fint spundet ind i fortællingen om Alice og hendes knuste hjerte, og tilfører både julestemning og romantik.
En hyggelig feel good bog, som du skal føje til listen over julebøger, du skal læse i år.
4/6⭐️

fredag den 18. november 2022


 

Pistacieskovens forbandelse
Forfatter: Richard Asklund
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Den sorte svane

[Anmeldereksemplar]
Forfatteren kontaktede mig og spurgte om jeg havde lyst til at læse med på hans thriller, og det ville jeg gerne. Der er langt op til spændende læsning med en hemmelig orden, menneskeofringer, et tragisk mord og en mors kamp for at finde sin datters morder.

Franske Nadine tager på ferie med sin lille datter til Sicilien. Et sted hun selv har mange gode barndomsminder fra. Skæbnen vil, at Adeline bliver brutalt myrdet af en flugtbillist, hvorefter Nadine starter en personlig vendetta mod sin datters morder.
Hun ledes mod en hemmelig orden bestående af verdens magtelite, og snart bliver hun hvirvlet ind i en verden fuld af korruption, hvidvask og mennskeofringer.
Det viser sig, at blive en ferie som får store konsekvenser for Nadine og ikke mindst resten af verdens befolkning. Det bliver en ferie med livet som indsats.

En meget detaljerig læseoplevelse, som gør, at man nemt kan forestille sig omgivelserne, men faren er også, at de mange detaljer til tider tager tempoet lidt af, hvilket er ærgerligt. Når det er sagt, så er bogen velskrevet og spændende, og til tider både barsk og blodig. Det er en skildring af rendyrket ondskab, og der var enkelte passager, som fik min mave til at vende sig pga. deres voldsomhed.
Jeg savnede lidt opdeling når der blev skiftet mellem de forskellige karakterer, det forvirrede lidt at det blot var ved linjeskift.
Sidste halvdel af bogen, hvor Nadine kommer tæt på den hemmelige orden er virkelig spændende, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig.
Den slutter med en cliffhanger, hvor læseren kun kan gisne om hvad der videre sker.
Hvis du har hang til spænding og hemmeligheder krydret med rendyrket ondskab, så er bogen et godt bud på din næste læseoplevelse.
4/6⭐️

mandag den 14. november 2022


Forheks din eks
Forfatter: Erin Sterling
Udgivelsesår 2022
Forlag: Flamingo 

Hvis du er til hekse, troldmænd og besværgelser, så er denne romcom et oplagt bud. Der er dømt hot kemi, glødende kærlig og magiske forbandelser.

Vivienne havde den perfekte kæreste, eller det troede hun, at hun havde, lige indtil hun en dag finder ud af, at han er trolovet og skal giftes bort. Den uge heks får knust sit hjerte og forlader straks Rhys Penhallow for at tage hjem og pleje sit sårede hjerte. Hvordan gøres det bedst? Tja, når man er en ung heks, så indebærer det vodka, stearinlys og lidt magi, hvilket nok ikke den mest gennemtænkte blanding.
Penhallow slægten har grundlagt byen Glen Graves. Rhys skal repræsentere sin slægt ved efterårsfestivalen og skal samtidig oplade de leilinjer der løber gennem byen. Men noget er helt galt for, så snart han træder inden for bygrænsen, bliver han ramt at den ene ulykke efter den anden.
Og så er der lige Vivienne, hende han ikke har kunne glemme. Luften slår gnister når de er i samme rum, men Vivienne er fast besluttet på at holde sig langt væk fra Rhys. De tvinges dog til at samarbejde om at bryde den forbandelse, som pludselig hænger over byen og magi opstår.

Jeg havde nok forventet mig lidt mere magi og spænding. Handlingen er lidt for forudsigelig og lige ud af landevejen. Bogen holder hvad den lover mht. til handling og underholdning, men gør umiddelbart ikke det store indtryk og er desværre nok hurtigt glemt.
Men en velskrevet og underholdende romcom til en regnfuld efterårsdag, og jeg skal da læse videre i serien og høre om hvad der videre sker af forviklinger i Glen Graves.
4/6⭐️


torsdag den 22. september 2022


 

Bugten
Forfatter L J Ross
Udgivelsesår: 2022
Forlag: LindbakLindbak
 
[Anmeldereksemplar]
Hvis man kan lide krimi og romance, så er Bugten et oplagt valg af læsning her i sensommeren, for der er fyret op i kakkelovnen under begge genrer med en historie krydret med drama, mysterier og romantik.
 
Alt kører på skinner fra Gabrielle. Hun har et godt job i forlagsbranchen, gode venner og en forlovet, men en sen aften ændres alt, da hun skubbes ud foran et tog på metrostationen. Hun overlever, men den forfærdelige hændelse efterlader hende med posttraumatisk stress og alt smuldrer mellem hendes fingre. Pludselig har hun hverken job eller en forlovet.
 
Et stillingsopslag i avisen viser sig som en kærkommen lejlighed til at begynde på en frisk. En lille boghandel mangler en bestyrer og Gabrielle søger jobbet. Da hun får det, sætter hun hurtigt kurs mod Cornwall. Boghandlen ligger i fantastiske omgivelser i en afsides bugt, som kun er tilgængelig ved lavvande, og man efterlades med følelsen af at være afsondret fra omverdenen.
Hun indlogeres i et lille hus med en vidunderlig udsigt over bugten, og finder sig hurtigt til rette i den lille by med 5 indbyggere, som alle er venlige og imødekommende. Romantikken blomstrer mellem Gabrielle og naboen Luke, men er hun overhovedet parat til at kaste sig ud i kærligheden igen og tør hun lukke en anden ind i sit hjerte.
 
Da hun under et uvejr overværer en forfærdelig hændelse fra boghandelen, bliver hun i tvivl om alt er som det ser ud. Det får hende også til at sande, at det er lettere sagt end gjort at flygte fra fortiden.
 
Bugten er velskrevet i et let og flydende sprog, hvor siderne næsten vender sig selv. Forfatteren beskriver omgivelserne så livagtigt, at man næsten kan høre bølgernes brusen og dufte havet. Dog kan persongalleriet til tider virke lidt overfladisk. Jeg ville gerne have lært Luke lidt bedre at kende end jeg gjorde, hvilket er ærgerligt.
Alt i alt en hyggelig læseoplevelse som bød på både romantik, hygge, mord og drama, og som formår at holde læseren fanget undervejs.
4,5/6⭐️

fredag den 9. september 2022


Pleasured
Forfatter: L.A. Busch
Serie: Thrills of lust
Udgivelsesår: 2022
Sprog: Engelsk

[Anmeldereksemplar]
Forfatterens debut er en engelsk erotisk novelle, hvor plottet er en klassisk corporate romance med en lækker, selvsikker CEO og en smuk, yngre, uskyldig kvinde.

Adam Tucker har det hele, er godt udseende, en tyk bankbog og et forretningsemperium, som kører på skinner. Han nyder livet, og tager for sig af det der krydser hans vej, også når det gælder kvinder og s€x. Lige Indtil et møde med en særlig kvinde i en privat klub, som han ikke kan glemme.
Kristen arbejder hårdt, men drømmer om at skrive på fuld tid og leve af sin blog, hvor hun skriver erotiske noveller. To uventede møder ændrer alt for hende, og snart må hun sætte spørgsmålstegn ved verden som hun kender den.

For tålmodighed er en dyd, og alt godt kommer til den der venter, eller gør det?

Det er modigt af forfatteren at kaste sig ud i at skrive en bog på engelsk, og så i en genre, hvor der findes et utal af lignende bøger, som man må sige, at der gør indenfor corporate romance med en CEO der er multimillionær, men hun er landet flot på begge ben.

Jeg er desværre ikke helt vild med starten, og det er nok påvirket af de dialoger Kristen har med sin veninde og sine kollegaer. De virker klodsede, lidt for overfladiske og påtagede og lige en tand for friske til mig. Derudover er der flere steder i bogen, hvor der er lidt forvirring om nutid/datid og det er ærgerligt for det forstyrrer, og gør at læsningen ikke flyder.
Fortællingen udvikler sig positivt i takt med, at der kommer lidt mere dybde på både personer og handling, og ender med at være superspændende og flydende. Der er plottwist som man ikke havde set komme, og bogen efterlader læseren med en cliffhanger, så man har noget at glæde sig til i næste bog.
Bogen kan købes hos Amazon.
4/6⭐️
 

mandag den 5. september 2022


 

Maid
Forfatter: Stephanie Land
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Memoris

[Anmeldereksemplar]
Hvis du er til socialrealisme der går tæt på, og bliver siddende i dig når sidste side er vendt, så skal du læse Maid. Selvbiografien er fyldt med levende beskrivelser af et liv i fattigdom i “The land of dreams”. Bogen handler om stigmatisering, skam, en enlig mors kamp for at forsørge sin datter og give hende en god opvækst.

En graviditet ændrer alt og tvinger Stephanie til at sætte sine drømme for fremtiden i bero, da hun vælger at beholde barnet. At hun er fastlåst i et voldeligt parforhold uden hjælp og støtte fra sin familie, gør ikke livet lettere for hende. Volden i det lille hjem tager til og hun ender med at flytte ind på et herberg. Oveni så skal hun til at finde sig selv, vise at hun kan beholde forældremyndigheden over sin datter og skaffe mad på bordet.
Hun tager flere forskellige underbetalte rengøringsjob, og knokler hårdt med at skrubbe toiletter og rydde op efter andre for for at komme ud af et liv i fattigdom med sig selv og sine drømme i behold.

Det er en bevægende og hjerteskærende selvbiografi, som viser læseren den grimme sandhed om et liv under fattigdomsgrænsen i USA, og hvor svært det er at bryde ud af den onde cirkel. Ikke mindst pga. andre menneskers fordomme og forestillinger om hvordan fattige mennesker er. Hendes vedholdende kamp er inspirerende. Hun beviser at hårdt arbejde betaler sig, og at man ikke skal skamme sig over at have brug for hjælp.
Bogen sætter vores eget velfærdssystem i perspektiv, og får mig til at sætte endnu mere pris på den danske model.

Velskrevet og let læselig læseoplevelse, som jeg fløj gennem, og som fik mig til at reflektere over, at det er så meget mere i mødet med et andet menneske end hvad øjet ser.
Jeg havde forventet mig noget mere af bogen end hvad jeg fik, så derfor får den
4/6⭐️

tirsdag den 23. august 2022


 

A dance with the fae prince
Forfatter: Elise Kova
Serie: Married to magic
Udgivelsesår: 2021
Forlag: @Silverving Press

Jeps, en bog, som er købt på grund af cover og titel, og at jeg var i humør til feer, magi, vinger og lidt overnaturlig slow burn romance.
Derudover havde jeg set flere posts med forfatterens bøger herinde.

Bogen starter ud i bedste Askepot stil med en forældreløs pige, to stedsøskende og en ond stedmor, som udnytter hende på bedste vis til alt det huslige arbejde. Efter farens død er det småt med pengene, så derfor skal Katria giftes bort til den mand der byder højest. Hun bliver købt af den mystiske Lord Fenwood, og hun føres til hans palæ. Hun har svoret aldrig at forelske sig, for hun har set at kærlighed er vejen mod svaghed og ruin, men hendes mand gør det ikke let at modstå kærligheden.
Hendes nye liv indebærer strenge regler, mærkelige skrig og lyde om natten og angreb fra onde væsener, som hun kun har hørt om i fortællinger. Da hun en nat overværer et overnaturligt ritual, som involverer gammel magi fra tidligere konger, tager hendes liv for alvor en uventet drejning. Det bliver starten på en rejse mod feernes rige og kampen mod det onde, et rige der skal generobres, en konge der skal krones og feer der skal sættes fri.

Der er en fin worldbuilding, som leder tankerne lidt hen på ACOTAR, pga. de flere forskellige riger. De udfoldes dog ikke helt, men man møder personer fra de forskellige riger undervejs i bogen.
Det er en standalone, så jeg tror ikke at vi kommer til at stifte yderligere bekendtskab med de andre riger, men muligheden er der.
Katria og Lord Fenwood/Davien har en del de skal overkomme undervejs, men det er spændende at følge deres udvikling både sammen og hver for sig.
Super spændende læseoplevelse, som bare blev bedre og bedre. Jeg blev hurtigt fanget af både univers og personer, og er glad for at det kun var i starten, at der kunne drages paralleller til Askepot.
Er du til fantasy med lidt romance, så kan bogen anbefales.
4,5/6⭐️

mandag den 8. august 2022

Det grønne sind
Forfatter: Hanne Rump
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Baadsgaards Books

[Anmeldereksemplar]
En til tider barsk romance med mange hårde temaer på programmet, og måske lidt mere sørgmodig og trist, end hvad jeg havde regnet med, men når det så er sagt, så man sige, at det er velskrevet og letlæst romance. Jeg slugte den på en trist gråvejrs eftermiddag/aften.

Josefine er opvokset i London i high society præget af velstand og luksus. Udover enkelte små oprør som ung, så har hun altid gjort hvad man forventede af hende, hvilket har resulteret i at hun er forlovet med svigermorsdrøm. En ulykkelig hændelse og et voldsomt overgreb gør, at hun lægger London bag sig og søger tilflugt hos sin bedstemor ude på landet.
Alex nyder livet og sit arbejde som skovløber, som giver ham højt til loftet og fuglefløjt. Han holder at det stille liv og at være i fred og ro.
Han er den hjælpsomme nabo, som ikke er bleg for give en hjælpende hånd med lidt havearbejde eller at dele ud af sin sin viden om hans store passion, roser.
Josefine søger tilflugt i skoven, hvor hun bearbejder sine traumer i ensomhed. En dag i skoven farer hun vild og hendes veje krydses med Alex. Han bliver straks betaget af den smukke kvinde, men han bemærker også hendes angst, og holder sig på afstand.
Men kan han holde sig væk når det han ønsker allermest er at beskytte hende, og kan Josefine mon overkomme sin angst og turde elske igen.

Bogen fortælles fra 3 forskellige synsvinkler. Alex, Josefines og hendes bedstemor, hvilket giver en fin dynamik til fortællingen. Alex indre ro og tilgang til livet, sammen med hans generthed og tålmodighed gjorde, at jeg selv forelskede mig lidt i ham.
Josefine kæmper og kæmper for at blive sin angst kvit, og man føler virkelig med hende. Alex og Josefines kemi, da de først tør give efter for deres følelser, er både fin og samtidig til at brænde sig på. Jeg heppede på dem hele vejen.
Det er en fortælling der går tæt på, og det er nemt at sætte sig ind i de følelser og tanker, som den ulykkelige Josefine gennemgår på sin vej mod heling.

⭐️⭐️⭐️⭐️💫/6




 

søndag den 7. august 2022

Boganmeldelse af Drageægget



Forfatter: C. G. Valentin
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Forlaget Klippe/Forlaget Leitura

Magi, elvere, drager, dværge, fantastiske riger og kampen mellem det gode og det onde, det er noget af det jeg altid har elsket allermest ved fantasy - og heldigvis, så får man det hele serveret i et lækkert omsvøb i Drageægget.

Juliana har altid følt sig uden for og anderledes, og har higet efter anerkendelse fra sine omgivelser. På vej til reeksamen for at få sin studenterhue, påkører hun en ulv, og herfra ændres den verden hun kender for altid.
Hun kommer til sig selv i en magisk parallelverden, Novahr Orbís, hvor der findes elvere, dværge, orker, gobliner og drager. Her bringes hun til elverrigets konge, hvor hun præsenteres for en profeti, der udråber hende til frelseren fra menneskeverden. Ikke alle magiske væsener er venligt stemte overfor hende, eller er overbeviste om, at hun er den længe ventede frelser, der skal redde deres verden, så uoren begynder at ulme.
For at redde verden, skal nye færdigheder tillæres, og Juliana stifter bl.a. bekendtskab med magi, besværgelser, bueskydning, magiske væsener og den magiske verdens historie.
Oveni dette så møder hun kærligheden i mørkelveren Daerín, som ligesom hende selv er en outsider, men får hende til at føle sig hjemme i det nye rige.

En velskrevet og fængende fantasyfortælling om den udvalgtes kamp mod det onde og mødet med kærligheden. Plottwists, forhindringer og skilleveje opbygger og krydrer handlingen, og holder læseren til ilden. Worldbuildingen er superspændende og har masser af potentiale, som jeg glæder mig til at se blive udfoldet i de næste bøger om drageæraen. Juliana og alle de andre er nemme at holde af, og man kan mærke deres frustrationer og følelser undervejs i læsningen.
Den slutter med en kæmpe cliffhanger, og man kan kun gisne om, hvilken rejse forfatteren tager os med videre på.
Jeg glæder mig at blive trukket længere ind i universet i næste bog.
⭐️⭐️⭐️⭐️💫/6

lørdag den 11. juni 2022

Boganmeldelse: P.S. Jeg Hader Dig

 





P.S. Jeg hader dig

Forfatter: Winter Renshaw

Serie: P.S. #1

Udgivet på dansk i 2021 

Forlag: Baadsgaard Books


[Anmeldereksemplar]

Hyggelig romance med twists, uforudsete hændelser og overraskelser, det er hvad denne bog byder på.


Maritza arbejder som servitrice på en diner mens hun prøver at finde ud af, hvad hun skal studere på universitetet. Hun er ikke interesseret i at få en kæreste, er træt af mænd man ikke kan stole på, og dater ikke seriøst. Hun bor i et gæstehus sammen med sin kusine på sin bedstemors grund. Bedstemoren er en tidligere Hollywoodstjerne, som kom på de bonede gulve sammen med Richard Burton. 


Isaiah er soldat og står over for at skulle udsendes i nær fremtid. Han tror ikke på kærlighed, men er kun til uforpligtende møder, da han altid på vej mod sin næste udsendelse. Han har det bedst i sit eget selskab og lukker af for sine følelser for at klare jobbet. Dog er hans familie en undtagelse, da han altid er der for dem når han er hjemme. 


En uventet hændelse bringer den positive og udadvendte servitrice sammen med den indadvendte og lidt dystre soldat. De aftaler at tilbringe de sidste dage inden Isaiahs næste udsendelse sammen som venner, uden forventninger og altid hudløst ærlige. 


Men kan man undgå at blive følelsesmæssigt involveret? Og kan man udvikle et nært venskab efter kun 7 dage? 


Historien er sød og udvikler sig i takt med at man kommer længere ind i bogen. Det jeg holdt allermest af var deres brevudveksling, hvor man kommer dybere ind under huden på karaktereren. 


Sproget er let og flydende, og skrivestilen er fin og levende. Der er dog enkelte steder hvor oversættelsen ikke helt holder på dansk, og formuleringen irriterer en smule. 


Handlingen er nutidig med et budskab om at turde åbne sig og være sårbar og huske på, at tingende ikke altid er som de umiddelbart ser ud til. 

En udmærket bog, som er hurtigt læst. Det er læsning der ikke kræver den store koncentration, og som desværre heller ikke efterlader sig det store indtryk, hvilket gør at den desværre nok går hurtigt i glemmebogen.  

Men alt i alt er det en sød, letlæst romance med twists og overraskelser undervejs. 

⭐⭐⭐⭐️/6


Tusind tak for anmeldereksemplaret til @baadsgaardbooks