Viser opslag med etiketten Forlaget Tellerup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forlaget Tellerup. Vis alle opslag

lørdag den 11. februar 2023

 


Drømme om ild og had
Forfatter: Sidsel Katrine Slej
Serie: Asgårds datter (3)
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2022

Wauw, sikke en afslutning på serien om Asgårds datter. Den var både hjerteskærende, hæsblæsende og yderst spændende. Det er en virkelig god serie, som kan læses af både den store teenager og voksne, som holder af nordisk mytologi.
Det er en skøn fortælling om sorg, venskaber, familiebånd, ære, sårbarhed og sidst men ikke mindst kærlighed. Men den er også barsk og blodig med slægtsfejder, mord og overgreb og fortæller om et hårdt liv blandt guder og krigere i Asgård.

Ragnarok er tættere på end nogensinde før, og Fréa må kæmpe med alt hvad hun har lært. Sammen med Ranveig kaster hun sig uselvisk ind i kampen for at redde Asgård, men hvem er frænde og hvem er fjende? Hemmeligheder afsløres som ændrer alt for Magne og Fréas fremtid.

Til tider var handlingen så spændende og fyldt med farer, at jeg næsten helt glemte at trække vejret, for hvor var der mange færdelige kampe der skulle kæmpes. Derudover må jeg tilstå, at jeg også fældede et par tårer undervejs, da der er flere hjerteskærende episoder, som man ikke kan undgå at blive berørt af.

Denne gang blev der dykket lidt dybere ned i kærligheden mellem Magne og Fréa, og deres kærlighed beskrives præcis så ren, dyb og inderlig, som jeg havde forestillet mig.

Jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen - Jeg er vild med de fantastiske fortællinger fra de universer, som Sidsel skaber. Hendes evne til at formidle nordisk mytologi er så eminent, at man føler, at man er dumpet ned lige midt i Asgård blandt guder og jætter. Karaktererne fremstår troværdige og er yderst nemme at holde af, og så er jeg altså vild med guder, jætter, valkyrier, einherjer og runemagi.
6/6⭐️ til denne virkelig gode læseoplevelse og en kæmpe anbefaling af serien fra mig!

torsdag den 26. januar 2023


 

Ísliljas fortælling
Forfatter: Sidsel Katrine Slej
Serie: Asgårds døtre (3)
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2022

Jeg siger det som det er, Jeg knuselsker den her serie og føler mig helt hjemme i bøgerne. Læseoplevelsen var et kærkommet gensyn med nogle af mine favoritter fra Asgård. Jeg er vild med de tre valkyrier og de strabadser de møder, og ikke mindst deres møde med kærligheden.

Bedst som jeg troede at serien ikke kunne blive bedre, så skete det alligevel. Ísliljas historie er virkelig noget for sig selv. Det er en superfin fortælling om hendes møde med kærligheden, men er også en medrivende fortælling om en ung kvinde, som er villig til at ofre alt for det hun har kært. Oveni så er hun stærk, karakterfast og beslutsom.

Jeg blev suget ind i bogen fra start, og jeg er imponeret over forfatterens evne, til at få mig til at se det hele for mig, og give mig følelsen af at være tilstede i Asgård. Forfatteren er en sand mester i nordisk mytologi. Bogen er tempofyldt og til tider så spændende, at man ikke kan vente med at vende den næste side.

Bogen er yderst velskrevet i et flydende sprog, hvor intet virker overladt til tilfældighederne. Der er en fin rød tråd gennem bøgerne og handlingen bindes på fornemmeste vis sammen i dette tredje bind.
Den er svær at lægge fra sig, og er en af den slags bøger, som holder dig oppe fordi man lige skal læse et kapitel mere.

Jeg kan slet ikke vente med at læse videre i serien, for jeg er slet ikke færdig med forfatterens skønne univers fra Asgård. Bogen hører nemlig ind under kategorien #bøgerduikkevilhjemfra

6/6⭐


lørdag den 14. januar 2023


 

Drømme om storm og salt
Forfatter: Sidsel Katrine Slej
Serie: Asgårds datter (2)
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2022

Sidste side er vendt på en skøn bog og endnu et besøg i det spændende univers hos Fréa og hendes venner i Asgård. Det er en ungdomsserie, som voksne med hang til nordisk mytologi og fantasy også hurtigt bliver fanget af. Jeg blev i hvert fald hurtigt suget ind i handlingen og glemte tid og sted. Det er en tempofyldt, spændende og følelsesladet fortælling, som får dit hjerte til at briste en smule, men også fylder det med kærlighed.

Frea er så småt ved at vænne sig til livet som valkyrie i Asgård blandt guder og jætter. Hendes helbredende evner bliver bedre og bedre og hun er tit at finde på hospitalet.
Kærligheden til Magne vokser, og alt ånder idyl indtil en ny trussel pludselig indfinder sig. En trussel som vender op og ned på livet i Asgård og kræver sine ofre. Fréa må endnu en gang begive sig ud på en risikofyldt færd for at frelse dem hun har kær.

Jeg må bare tilstå, at jeg er vild med fortællingen om Fréa og den nordiske mytologi. Beskrivelserne er så levende, at man føler at man befinder sig midt i Asgård, for fortællingen kryber ind under huden på én. Der er spænding, plottwists, drama og store følelser, som fik mig til at knibe en tåre. Den voksende kærlighed og ømhed mellem Fréa og Magne er simpelthen så fin.

Igen en virkelig rørende, opslugende og barsk saga om den nordiske mytologi fra forfatteren. Jeg er imponeret om karakterernes mange facetter og dybde, som får mig til at holde endnu mere af dem. Jeg har både været frustreret, rørt og siddet med hjertet oppe i halsen undervejs. Det er et fantastisk magisk univers, hvis man er til guder, jætter, valkyrier og einherjer.

6/6⭐️ til denne læseoplevelse. Jeg er vild med bogen og kan kun sige læs serien, hvis du ikke allerede har gjort det! En kæmpe anbefaling herfra.

fredag den 14. oktober 2022


 

Drømme om sne og blod
Forfatter: Sidsel Katrine Slej
Serie: Asgårds datter (1)
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2022

[Anmeldereksemplar]
Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret begejstret for de universer, som forfatteren skaber, så jeg har virkelig glædet mig til læse mere fra Asgård, og jeg blev ikke skuffet. Bogen her er både hjertevarm, spændende og yderst fængende. Handlingen veksler lidt mellem at foregår i Aarhus og Asgård, og det fungerer.

Fréa bor i Aarhus med sine forældre. Hendes liv er fyldt med skole, venner, musik og fester. Kort sagt en helt almindelig teenager. Der er dog lige den undtagelse, at det hun drømmer af og til bliver til virkelighed. Efter et indbrud røber hendes mor en stor familiehemmelighed, og Fréa er helt sikker på at det rabler for hende. Hun følger dog sin mor, og snart bliver hele hendes verden vendt på hovedet, da de ender i Asgård. Her skal hun finde sig til rette i et nyt liv som valkyrie og lære at navigere mellem guder og jætter alt mens hendes drømme tager til i styrke.

Jeg er vild med fortællingen om Fréa og den nordiske mytologi. At det samtidigt beskrives så levende, at man føler at man selv er tilstede, det gør blot læseoplevelsen endnu bedre. Der er spænding, plottwists, drama og store følelser på spil.

Igen en virkelig rørende og opslugende barsk fortælling om den nordiske mytologi fra Sidsels hånd. Karaktererne er troværdige og autentiske, og yderst nemme at holde af. Bogen er skrevet til de lidt yngre læsere, men jeg var godt underholdt af den medrivende fortælling fra Asgård. Jeg har siddet med hjertet oppe i halsen, været rørt og heppet på Fréa og hendes venner. Bogen kan sagtens anbefales den til voksne læser også, hvis man er til guder, jætter, valkyrier og einherjer.

Virkelig en super læseoplevelse. Jeg er vild med bogen, og glæder mig til at læse videre i serien. En kæmpe anbefaling herfra.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

onsdag den 5. oktober 2022


Íssóls fortælling
Forfatter: Sidsel Katrine Slej
Serie: Asgårds døtre (2)
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2021

[Anmeldereksemplar]
Jeg har virkelig glædet mig til at læse videre i denne serie. Første bog tog mig med storm, så forventningerne til denne var høje og jeg kan lige så godt sige det med det samme - jeg elskede den. Den er absolut lige så fantastisk og medrivende, som første bog. Jeg nød gensynet med de tre søstre og deres skønne personligheder.

Lynhurtigt var jeg tilbage i Asgård og blev fuldstændig opslugt af Íssóls historie. Forfatteren beskriver det hele så levende, så man føler at man selv er tilstede. Jeg kunne dufte de helbredende urter, lugte den metalliske lugt af blod, lugten af sved, støv og mjød og se det hele for mit indre blik.

Íssól er en af de dygtigste urtemagersker i Asgård. Efter at være blevet enke, er hun ofte at finde på sygehuset, hvor hun bruger sin viden til at helbrede de sårede, og gemmer sig i sørgeklæder gor at undgå nye ægteskabstilbud. Da manglen på urten stormkrone bliver så fatal, at de ikke kan slå et udbrud af kopper ned, begiver hun sig ud på en farefuld færd til jætternes land, hvor urten er at finde i overflod. Det bliver en skæbnesvanger rejse, der ender med at ændre både hendes og slægtens liv for altid.
Nye alliancer dannes, og snart er der vendt op og ned på hvem der er fjende og hvem der er frænde.

Igen en virkelig fantastisk, men barsk og blodig saga om at finde den eneste ene, og om at turde satse på kærligheden, og kæmpe for den til det sidste. Jeg har både været rørt og fældet en tåre undervejs. Der er så fine og rørende beskrivelser af kærlighed mellem to elskende, men også af søskendekærlighed. Det er læsning der går lige i hjertet - og jeg elsker det. Bogen er så velskrevet og levende, at man ikke kan undgå at blive fanget. Karaktererne er så troværdige og virker så ægte, at man kan mærke dem.

Det her er fortællingen om nordisk mytologi og stærke kvindeskæbener når det er allerbedst. Jeg er vild med beskrivelserne af miljøet, med urterne, kampene og valkyriernes handlekraft. Kort sagt - jeg er vild med bogen.

6/6⭐️
 

søndag den 7. august 2022

Boganmeldelse af Ingeborgs Fortælling

 


Forfatter: sidsel Katrine Slej
Udgivet 2020
Forlag: Tellerup

[Anmeldereksemplar]
Hold da op, sikke en fuldstændig fantastisk og medrivende læseoplevelse. Bogen hører til i top 5 af mine bedste læesoplevelser i år. Jeg blev fra første færd helt opslugt af Ingeborgs fortælling, og havde slet ikke lyst til at lægge den fra mig. Bogen er skrevet så levende, at jeg følte mig tilstede i bogen. Jeg fornemmede støvet på slagmarken, kunne dufte de helbredende urter og kunne se det hele for mig.

Ingeborg er smuk valkyrie med en stærk personlighed, og er ud af en magtfuld slægt. Hun er en sand mester med et sværd, hvilket har gjort hende både berømt og berygtet på slagmarken. Det er dog ikke egenskaber der er specielt eftertragtede, når der skal indgås ægteskabsalliancer med de andre magtfulde slægter i Asgård. Dette har sammen med hendes intelligens, ligefremhed og temperament skræmt den ene bejler efter den anden væk. Lige indtil hun en dag møder ham, ham der virkelig ser hende, og værdsætter alt hvad hun har at byde på.
Deres slægters alliance truer med at forskyde magtfordelingen i Asgård, og en barsk og blodig fejde for slægternes overlevelse og deres kærlighed begynder.

En virkelig fantastisk, men barsk og blodig saga om at finde den eneste ene, og om at turde satse på kærligheden, og kæmpe for den til det sidste. Jeg har både grint, været gal og frustreret, været rørt og fældet en tåre undervejs. Det er læsning der kommer ind under huden på dig - og jeg elsker det. Bogen er så velskrevet og levende, at man ikke kan undgå at blive fanget. Karaktererne er så troværdige og virker så ægte, at man kan mærke dem.

Det er nordisk mytologi når det er bedst og man fornemmer helt klart, at forfatteren ved hvad hun taler om. Jeg er vild beskrivelserne af miljøet, med runerne, urterne og de magiske amuletter. Kort sagt - jeg er vild med bogen.
Heldigvis er dette første bog i en triologi, for jeg er slet ikke færdig med valkyriernes liv i Asgård.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6
Tusind tak for anmeldereksemplaret til @sidselkatrineslej