Viser opslag med etiketten Forlaget Falco. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forlaget Falco. Vis alle opslag

tirsdag den 21. februar 2023





Dragerepublikken
Forfatter: R.F. Kuang
Serie: Poppy War- triologien (2)
Forlag: Falco
Udgivelsesår: 2022

R.F. Kuang tager dig med Dragerepublikken ud på en vild rejsen. Bogen er opfølgeren til Opiumskrigen og kan virke som en ordentligt mundfuld inden du starter. Jeg må tilstå, at det har taget mig lidt tid at komme i gang med at læse den, for jeg var bange for, at den ikke levede op til mine forventninger. Men, men jeg blev ikke skuffet. Om muligt, så syntes jeg faktisk endnu bedre om denne, hvor der virkelig sker en udvikling af karaktererne.
 
Det er dark fantasy i en klasse for sig selv, hvor kinesisk historie og magisk fantasy er vævet ind i hinanden på fornem vis. Vi følger den virkelig spændende badass hovedperson, Rin, efter den tredje opiumskrig. Hun kæmper både med følgerne efter sine krigshandlinger og følgerne efter sin opiumsafhængighed. Endnu en gang må hun begive sig ud i en krig for retfærdighed og hævn. Bogen er hæsblæsende og ligesom man tror det lysner, så vendes det hele på hovedet og alt ser sort ud for Rin igen.
 
Bogen indeholder flere dilemmaer, som får dig til at reflektere over din egen verdensopfattelsen og af hvad der er rigtigt og forkert. Samtidig udfordrer den din forestilling om moral og etik i en krigshandling. Den giver stof til eftertanke og det er svært at slippe universet igen.    
 
Bogen er lang, men hold op hvor var jeg fanget undervejs. Det er bogen du skal læse, hvis du er vild med strategi, politiske intriger, krig, højforræderi og plot, masser af plot. Endnu en fantastisk barsk og blodig bog fra R.F. Kuang til den voksne fantasyelsker. Jeg glæder mig helt vildt til at læse næste bog i serien.
5/6⭐️ 




søndag den 19. februar 2023



Den eneste
Louise Colding
Johannastad(1)
Falco
2022

Mit lille romance hjerte hopper og danser af bar glæde over denne fantastiske bog. Den giver dig et kæmpe bogkram og efterlader dig med et kæmpe smil på læben. Den trækker dig dybt ind i sin fortælling og får dig til at glemme tid og sted. Jeg er sikker på, at den kommer til at ligge i toppen af min bedste læseoplevelser i år. Jeg er vild med den.

Bogen foregår i Sverige 1300-tallet, hvor den sorte død hærgede i Europa og efterlod død og ensomhed tilbage. Anna er det sidst overlevende menneske i sin by. Knuget af sorg og ensomhed efter at have mistet sin familie, finder hun en indre styrke og beslutter sig for at genopbygge byen.
Johan har været på farten i mere end et år uden at have mødt et andet menneske. En dag kommer han til en by, hvor der ikke er død og ødelæggelse, men hvor dyrene på marken trives, husene er rene og vidner om liv.
Han beslutter sig for at udforske byen og møder Anna.
Mødet ændrer alt for dem begge og snart står de overfor vigtige beslutninger om deres fremtid.




Jeg er vild med bogen. Den er virkelig godt skrevet. Den er dybtfølt, inderlig og fuld af følelser. Udviklingen i deres venskab og romance er skrevet så fint. Man kan næsten mærke deres følelser, som handlingen skrider frem. Man kan identificere sig med dem begge og forstår deres tanker og overvejelser. Sproget er let og flydende og beskrivelserne af miljøet får dig til at føle, at du er tilstede i bogen, og er suget ind i en tidslomme.

Tankerne om ensomhed, frygten for andre mennesker, smittefare og afsavn rammer lige ind i vores egen frygt under coronaepidemien, hvilket forfatteren da også fortæller i forordet, at hun har taget udgangspunkt i.
Det er min første bog af forfatteren, men absolut ikke den sidste. Jeg glæder mig til næste bog i serien om Johannastad, og kan næsten ikke vente med at komme tilbage.
Hvis du er til historiske romaner og romancer, så skal læse denne.
6/6⭐️ og en kæmpe anbefaling herfra.

 

tirsdag den 14. februar 2023


 

I Fiskens Tegn
Forfatter: Melissa Broder
Forlag: Falco
Udgivelsesår: 2022

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente mig af denne bog, men blandingen mellem magisk realisme og erotik vakte min interesse, og sikken tur jeg blevet taget med på.

Men lad mig starte med at sige, at denne bog nok ikke er for alle. Jeg syntes selv, at jeg er ret garvet ud i erotikken og ikke er sart, men der er scener i bogen med blod og seggs, der alligevel fik mig til at rynke lidt på næsen.

Lucy er 38 år og har gennem 9 år skrevet på sin ph.D. Hun er kæreste med geologen Jamie, som ikke rigtigt vil binde sig. Da deres forhold forliser, tager hun til sin søster i Venice Beach for at være hundesitter, mens søsteren rejser til Europa.
Hun starter i en terapigruppe med andre kvinder, som også har det svært ved kærligheden og samfundets tendenser. Hun går på Tinder-dates, gør sig store tanker om livet og kærligheden, og ender med at møde kærligheden i svømmeren Theo.

Den første femtedel af bogen var jeg ikke helt vild med. Måske forstod jeg ikke handlingen, men det der blev hintet til i forordet, det fandt jeg ikke. Men som handlingen skred frem, så endte jeg med at blive helt glad for bogen.
Flere steder kan man genkende lidt af sig selv. Både i mødet med nye mennesker, tankerne inden en date, Lucys hang til et godt glas vin, usikkerheden og tankerne om livet, kærligheden og sameksistensen med andre mennesker. Det er en bog der er barsk, provokerende og tankevækkende, og som giver stof til eftertanke og får dig til at føle, at du ikke er alene med dine tanker.

Er du klar på en anderledes og spicy fortælling om en kvinde, som søger en dybere mening med livet og kærligheden, så sæt dig godt tilrette i din yndlingsstol og tag på tur med Lucy.
4/6⭐️

søndag den 7. august 2022

Boganmeldelse af Hævnens Paradis




Forfatter: Rachel Hawkins
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Falco

[Anmeldereksemplar]
Her er der lagt op til en rigtig sommer thriller. Drømmen om en smuk paradisø har nok strejfet de fleste af os i disse ferietider. Meroe Island er lige præcis det. En sagnomspunden paradisø hvor fortællinger beretter om både kannibalisme og mystiske forsvindinger.

Lux har fulgt sin kæreste Nick til Hawaii. Pengene er små, men de har hinanden og deres drømme om at sejle ud på eventyr i deres båd. Båden er dog i stykker, så deres planer har lange udsigter.
To unge kvinder tilbyder dem en god betaling mod at blive sejlet ud til en afsides liggende ø. Øen er omgæret af mystik og har en skræmmende historie, men udsigten til at deres eget eventyr rykker tættere på gør, at parret går med på tilbuddet.
Da de kommer frem er de ikke de eneste der har drømt om en øde ø, for der ligger allerede en båd for anker. Båden tilhører et smukt, ungt par, som frister med delikatesser og kolde drikkevarer. Idyllen indfinder sig hurtigt, og de finder en fælles rytme med at udforske øen om dagen og feste om aftenen.
Men livet på øen udvikler sig hurtigt til en klaustrofobisk oplevelse, da de føler at nogen iagttager dem. Da en række hemmeligheder kommer frem, bliver det pludselig en kamp for livet at forlade øen.

Hold da op, sikke et sommermysterium.
Bogen byder på spænding, sorg, hævn, ondskab, eventyrlyst, hemmeligheder og masser af forviklinger. Der veksles mellem nutid og fortid, hvor fortiden fortælles fra de fire kvinders vinkel, så man lærer deres hemmeligheder og historie at kende.

Velskrevet bog hvor forfatteren formår at holde læseren til ilden og bevare spændingen til det sidste. Bogen er svær at lægge fra sig, da den næste side frister med at komme mysteriet nærmere.
Skal du læse en thriller i sommer, så er denne et godt bud.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Tusind tak for anmeldereksemplaret til @forlagetfalco