Viser opslag med etiketten Forlaget Cicero. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forlaget Cicero. Vis alle opslag

lørdag den 17. december 2022


 

Jul i Strandhuset
Forfatter: Veronica Henry
Udgivelsesår 2022
Forlag: Cicero

Jeg fortsætter i julebøgernes verden. Dette er en julebog, som efterlader dig med et smil på læben og et varmt hjerte. Det er en skøn fortælling, om en flok mennesker, som hver har sit at kæmpe med i deres hverdag, og har behov for forandring. Den minder dig om, at det er de ting, der ikke kan købes for penge, som er noget af det allervigtigste ved julen. Nemlig, at være sammen med andre mennsker, som vil dig det godt.
Jeg tror jeg har fået en ny jule yndlingsbog, den ligger i hvert fald helt i toppen.

Julen står for døren. Lizzy er blevet opsagt fra sit job, er kommet i overgangsalderen, hendes børn skal snart flytte hjemmefra, mandens ekskone blander sig, hendes svigermor er en mundfuld, og så hun er skuffet over sin mand, som ikke rigtig værdsætter det hun gør for familien.
Lizzy føler at alle tager hende for givet, og regner med at hun klarer det hele. Et par dage før jul får hun nok og stikker af hjemmefra til sin venindes strandhus.
Her møder hun den store teenager Harley, enkemanden Jack og hans lille søn Nat, som også står ved hver deres skillevej.
Skæbnen har bragt dem sammen og det bliver en jul de aldrig glemmer.

Virkelig en god og hyggelig læseoplevelse, som jeg ikke havde lyst til skulle slutte. De superskønne karakterer kryber ind under huden på dig på hver sin måde. Det var så nemt at sætte sig i deres sted og forstå deres følelser hver især.
Der er virkelig livagtige miljøbeskrivelser af de skønne omgivelser, som gjorde det nemt for mig, at forestille mig huset i Pebberpot Cottage, strandhuset, stranden og julemarkedet.
Der er fokus på, at julen ikke handler om store gaver og fantastiske julefester, men om at omgive sig med gode og kærlige mennesker, som holder af en lige præcis som man er.
En julebog du ikke må snyde dig selv for at læse, hvis du er vild med følelser og feel good.
En bog jeg vil tage frem og genlæse til næste jul.
6/6⭐️ til denne hyggelige julebog🎄

torsdag den 15. december 2022


 


Jul i Boghandlen
Forfatter: Jenny Colgan
Udgivelsesår 2022
Forlag: Cicero

[Anmeldereksemplar]
Hvis du skal læse en julebog i år, så lad det være denne her. Du kan ikke undgå at komme i julestemning når forfatteren tager dig med til den hyggelige og julepyntede Edinburgh.

Carmens perfekte søster har skaffet hende et arbejde i en boghandel i Edinburgh. Det er dog den hage ved det, at hun er nødt til at flytte ind hos sin gravide søster og hendes familie. Nogen hun aldrig rigtigt har taget sig tid til at lære kende.
Carmen skal have omsætningen i boghandlen til stige og få den på ret køl, så den ikke går konkurs, så ejeren Mr. McCredie må forlade sit barndomshjem.
Mod forventning begynder Carmen langsomt at holde af byen, søsterens familie, den hyggelige, gamle Mr. McCredie og indbyggerne. Snart er hun hvirvlet ind i flere skæbener i byen end hun havde drømt om da hun ankom, men intet paradis uden en slange, og det er der også her.
Kan Carmen ved egen hjælp få omsætningen til at stige eller vil det kræve et sandt julemirakel at få styr på boghandlen og hendes eget liv.

Superhyggelig læseoplevelse, som var svær at slippe. En skøn fortælling om udviklingen af forholdet mellem de to søstre og søsterens børn. Der var flere stunder mellem Carmen og de 3 børn, som rørte mig meget.
Jenny Colgan er en sand mester i at skrive hyggelig feel good med elskværdige karakterer, som man har lyst til at læse mere om når sidste side er vendt.
Kort sagt en bog med fantastiske miljøer, man nemt kan se for sig og et spændende persongalleri, man vil vide mere om.
Der var langt op til en romance, som dog lod vente lidt for længe på sig efter min smag. Det trækker lidt ned, og bogen ender derfor på 5/6⭐️

Jeg læste bogen i en readalong med @readalongklubben sammen med @you.look.like.a.book @bogormens_verden og 17 andre læsere, og det var en virkelig fed læseoplevelse. Der var godt gang i chatten hver dag, hvor der blev delt en masse tanker om bogen.

Lav en kop varm kakao, sæt dig godt til rette og lad @jennycolganbooks tage dig med på et juleeventyr.

lørdag den 10. december 2022


 

Jul hos familien Chadwick
Forfatter: Marcia Willett
Udgivelsesår 2022
Forlag: Cicero


[Anmeldereksemplar]
En hyggelig kort juleroman, hvis du vel at mærke har læst de andre bøger i serien, kender familien Chadwicks stamtræ og har styr på de forskellige relationer i det store persongalleri. Det gjorde jeg ikke og det var faktisk en skam.

Landstedet The Keep er det trygge samlingssted for familien Chadwick, det er det sted familien vender hjem til når livets store spørgsmål presser på.
Denne jul er flere af familiens voksne børn hjemme, da de hver især går og tumler med lidt problemer. Lulu har problemer med en eksmand, Freddie har brug for at tage sin karriere op til revision og Edward er vendt hjem fra USA for at tage en stor beslutning om at indvie familien i hans store hemmelighed.
Alt dette mens julen står for døren og julestemningen langsomt indfinder sig på familielandstedet i Devon. Det er svært at gengive meget mere af handlingen uden at spoile, så det vil jeg lade være med.

Jeg har ikke læst de andre bøger i denne slægtsserie, og havde derfor lidt svært ved at holde rede på hvem der var hvem, og hvilken relation de havde, og det ødelagde desværre min læseoplevelse. Dertil er der utrolig mange synsvinkler på lige godt 108 sider, og det gjorde det ikke bedre. Men jeg fik trods alt et klart indtryk af en familie med stærke og kærlige familiebånd.
Bogen er velskrevet og let læst, og kender du familien Chadwick, så er det et nok et kærkomment gensyn med det hyggelige familielandsted og dets beboere.
Har du ikke læst de andre bøger i denne slægtsserie, så skal du gøre det først, hvis du overvejer at læse denne bog, da du ellers får en lidt ligegyldig læseoplevelse.

tirsdag den 22. november 2022


 

Vinter i Applemore
Forfatter: Rachael Lucas
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Cicero

[Anmeldereksemplar]
Så er sæsonen for hyggelige juleromancer skudt i gang. Det er tid til indendørs hygge, varme drikke og en feel good bog i hånden. Bogen her efterlader dig i godt humør og fyldt op med feel good. Er du til feel good genren, så sæt bogen på din TBR.

Rilla Clarke har rejst verden tynd for at arbejde de sidste mange år. Da hendes far pludselig dør, vender hun hjem til hans hus i Skotland for en kort bemærkning inden hun skal videre til sit næste job i Paris. Tilbage i farens hus konfronteres hun med gamle minder, følelser og gamle venner fra barndommen.
Lachlan Fraser har arvet det slidte gods Applemore sammen med en masse bekymringer og økonomiske udfordringer. Egentligt vil han hellere brygge øl på sit mikrobryggeri i Edinburgh, men han føler ansvar for sine tre søstre og vender tilbage for at finde en afklaring på godsets fremtid. Tilbage i Applemore møder han Rilla, som han ikke har set i 18 år, og som han aldrig fik fortalt om sine varme følelser. Måske er det tid nu, men eller også er det lige meget for Rilla rejser, og han kan ikke tilbyde andet end bekymringer og et faldefærdigt gods.

Rachael Lucas formår virkelig at skrive hyggelig feel good, som efterlader læseren med et varmt hjerte. Hun skriver godt og historien indeholder lige præcis de elementer, som en bog i denne genre skal. Følelser, forviklinger, hemmeligheder og forløsning. Det kan godt være at handlingen er lidt forudsigelig, men det er jo lige præcis det vi læsere sætter pris på. Vi ved de får hinanden til sidst, og vi elsker rejsen der til.
Jeg er vild med hendes beskrivelser af den skotske barske natur, og kan sagtens se godset, hotellet og alle de hyggelige bygninger for mig. Hun skaber hjertevarme karakterer, som man ville ønske man kendte.
Hvis du vil have en hyggelig læseoplevelse med kærlighed og svære beslutninger, så er det bogen for dig.
5/6⭐️

onsdag den 16. november 2022


 

Byens Boghandel
Forfatter: Rachael Lucas
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Cicero

[Anmeldereksemplar]
Ingen du skal læse juleromancer, så kan du lige nå at snuppe denne søde og romantiske slowburne romance, som vil efterlade dig med et smil på læben og et varmt hjerte. Her er hygge og feel good for alle pengene.

Hannah blev gravid som forholdsvis ung og opgav sine studier for at passe mand og barn. Men Hannah har brug for forandring og da hun får tilbuddet om at overtage det lille posthus i Little Maudley, slår hun til. Landsbylivet passer hende godt, og indbyggerne accepterer efterhånden hendes idéer om både bogklub og boghandel.
Jake Lovatt er tidligere professionel fodboldspiller, men måtte indstille karrieren pga. en slem skade. Livet i den lille by passer ham fint langt væk fra mediernes søgelys. Ved en tilfældighed får han chancen for at blive fodboldtræner for ungdomsholdet, hvor Hannahs søn spiller.
Snart er der amoriner i luften for Hannah og Jake, men lykken er ikke altid lige til at regne med.

En superhyggelig læseoplevelse som egner sig perfekt til en kold efterårsdag med et tæppe og lidt varmt at drikke. Her er skønne personligheder, sammenhold, personlig udvikling og masser af humor og frustrationer. Hannah og Jake er måske nok en smule langsomme om at komme ud af starthullerne og følge deres følelser, men de kommer efter det.
Bogen er let læst og velskrevet, og hvis du vil læse en god feel good bog, så er Byens Boghandel et oplagt bud.
5/6⭐️