tirsdag den 28. marts 2023


 

Vild i Natten
L. Sherman
Forført i Aarhus (2)
Forlaget Flamingo
2023

Endnu en gang forfører L Sherman os med en romance fra Aarhus. Det er en hjertevarm fortælling, som rammer dig lige i hjertet og efterlader dig eftertænksom, og med troen på, at kærligheden venter derude et sted.
Bogen får dig til at glemme tiden og inden du får set dig om, er timerne gået og sidste side vendt.

Claes er enkemand, far til to små børn og medejer af et tømrerfirma. Han han har en travl hverdag, men sammen med børnene arbejder han sig stille og roligt ud af sorgen. Behovet for at komme lidt ud og more sig, får ham til at tage med til firmaets julefrokost.
Felicity har fuld fart på karrieren og tankerne tunet ind på sit forestående udlandsophold. Hun er træt af one-night stands, men har endnu ikke mødt en der har kærestepotentiale. Et tilfældigt møde i foyeren til julefrokosten får langt større betydning for dem begge, end hvad de umiddelbart havde regnet med.

Det er en romance med noget på hjertet. Der er store følelser, masser af kemi og hede stunder. Igen har forfatteren formået at skabe nogle skønne, varme karakterer, man kan relatere til og som man ville ønske, man kunne række ud til og møde i virkeligheden.
De modsatrettede følelser Claes har over at være den der er tilbage, og hans skyld og skam over at komme videre med sit liv, ramte mig som spot on, og jeg forstod ham til fulde. Selv har jeg ikke oplevet den form for sorg og tab, men for mig, virker det autentisk.
Felicity har også sine problemer, som hun skal bearbejde undervejs, og hun må i sidste ende træffe nogle svære valg for at komme følelsesmæssigt videre.
Man bliver ramt af Claes sorg, men også af Felicitys frustrationer over sine forældre. Man kan slet ikke lade være med at heppe på dem under deres følelsesmæssige rejse mod hinanden og væk fra deres ar på sjælen.

L Sherman har skrevet en intens og alligevel sårbar romance, som får dig gennem hele følelsesregisteret. Man tryllebindes af karaktererne og deres historie, og når sidste side er vendt, vil man have mere og ønsker slet ikke, at vende hjem fra bogen igen.

Jeg er imponeret over, at L Sherman igen og igen skaber karakterer og handlinger, som jeg simpelthen elsker og har lyst til at flytte ind i.
Jeg kan slet ikke vente til næste gang forfatteren forfører os med endnu en romance fra Aarhus.

6/6⭐️ til denne skønne og følelsesladede romance fra Aarhus.

Tusind tak til @authorlsherman og @flamingobooks for anmeldereksemplaret og tusind tak for at nævne mig i på omslaget til bogen. 

Jeg er vild med den fantastisk flotte forside, som @rikkeellaandrup har lavet👌🏻

Jeg læste bogen i en buddyread. Tak for skønne bogsnakke og tanker om bogen undervejs i læsningen til @bogormens_verden ❤️

søndag den 26. marts 2023

 


Hvordan man bygger en enhjørningefarm
Julie Clausen
Flamingo
2023

En skøn bog, som overraskede mig positivt og endte med at tage mig med storm. Jeg må ærligt tilstå, at havde bogen ikke vundet vores afstemning i @readalongklubben så havde jeg nok ikke læst bogen - og det ville have været en skam, for hold da op en god læseoplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.
Chatten i readalongklubben var rødglødende fra morgenstunden, og der var mange af deltagerne, som gav udtryk for at det var svært at overholde læseplanen og ikke bare læse bogen færdig.

Emily har et godt job i Aarhus, men er alligevel ikke helt glad og føler at hun mangler noget i sin tilværelse. Efter sin farfars død, overtager hun hans ejendom, og går i gang med den helt store renovering, som også kickstarter hendes personlige rejse mod mål og drømme.
Undervejs krydser kærligheden hendes vej, og hun erfarer at hvad hjertet begærer, ikke altid er hvad hjernen efterstræber.

En skøn læseoplevelse som italesættter mange af de tanker, jeg selv har haft på min rejse udi voksenlivet. Hvad er det egentligt vi stræber efter, og for hvis skyld? Hvad gemmer der sig egentligt bag den fancy jobtitel, som vi stiler efter? Og er det her vi vil, hvis vi rigtigt mærker efter?

Det hele er skrevet med en skøn humør, som til tider kan grænse til det lidt tåkrummende. Man kan sagtens se handlingen udspille sig for sit indre, og bogen ville blive en skøn film.
Personerne omkring Emily er skønne på hver deres måde, og der er flere personligheder, som de fleste vil kunne nikke genkendende.
De fleste af Emilys muligheder holdes åbne gennem hele bogen, og det kan være svært at forudse i hvilken retning Emilys valg går.
Ender hun med at følge hoved eller hjerte eller vælger hun i sidste ende dig selv?
Når du har læst bogen, så giver bogens titel mening, i hvert fald hvis du har forstået budskabet.

6/6 ⭐️ til den skønne bog, som egner sig perfekt til et læsefællesskab og mange bogsnakke.

Tusind tak til @flamingobooks for anmeldereksemplaret

onsdag den 8. marts 2023


 

Tag mig igen
Carly Philips
Brødrene Knight(1)
Baadsgaards Books
2022

En sød romance, som gør lige præcis det en romance skal. Den underholder og efterlader dig i godt humør. Selve plottet er måske nok lidt forudsigeligt, og er i store træk set før, men hvis du har brug for en læseoplevelse, som skal underholde uden at den kræver det store af dig, så er denne romance et godt valg.

Sebastian er en topforhandleren i familievirksomheden. Han forstår altid at lukke en god forretningsaftale, hvad enten det er kvinder eller ren forretning. Et uventet dødsfald får ham til at indse, at familien ikke føler at de kan regne med ham, og det får ham til at reflektere over livet. Oveni konfronteres han med en kvinde fra sin fortid, som han gjorde uret, og pludselig står han over for skulle lukke sin livs aftale.
Ashley har aldrig glemt hvad eller hvem der tvang hende væk fra NYC, men hun er godt tilfreds med sit liv i London. Hun har et godt job, en sød kæreste og gode venner. Familieomstændigheder tvinger hende tilbage til USA, og kort besøg kan hun vel godt klare. Henad vejen indser hun, at hun forlod mere end hun regnede med, da hun i sin tid forlod USA.

Fin og velskrevet romance. Det hele beskrives så fint, at man har let ved at forestille sig omgivelserne. Hvad enten det er i NYC eller i Napa Valley.
Deres kemi er hot og det er ikke hede stunder der mangler i bogen. De er et sødt par, og deres udvikling sammen og hver for sig, er ikke til at stå for.
Det er første bog i serien, og da Sebastian har to brødre, så er der lagt i kakkelovnen til endnu mere romance og forviklinger.
4/6⭐️ til denne søde og underholdende romance.

søndag den 5. marts 2023


Eliors sang
Louise H Trankjær
Superlux
Syvstjernesagaen
2022

Igen efterlades jeg med et smil på læben over de smukke formuleringer og det lette sprog, som bogen er skrevet i. Lige så skønt det er at være tilbage hos Enilia og Elior, lige så skønt er gensynet med den sproglige finesse bogen har.

Lysets kamp mod mørket er nært forestående. Enilia begynder så småt at tvivle på hvad der egentligt venter dem i Namilia, da ingen rigtigt ved det, kender kun fortællingerne fra gammel tid.
Enilias splittelse over hendes følelser for Laino og Mevarn plager hende stadig. Hvordan skal hun kunne lukke af for sine følelser for en af dem, når hun føler sig følelsesmæssigt forbundet til dem begge. Det er svært at vælge mellem episk kærlighed eller begær.
Den samlede flok begiver sig mod mørket.
Hvad de ikke ved er, at denne sidste rejse får store konsekvenser for Enilia og Elior, større end hvad de nogensinde havde forestillet sig.

Bogen er både hjerteskærende og actionfyldt. Der er nogle virkelig fine og nærværende beskrivelser af de følelsmæssige dilemmaer der er i trekantsdramaet mellem Enilia, Laino og Mevarn. Beskrivelserne gør, at man næsten kan mærke deres følelser på egen krop. Samtidig gør de smukke miljøbeskrivelser, at man føler sig tilstede i fortællingen.
Bedst som handlingen tager fart, så tages tempoet af fortællingen igen, hvilket er lidt ærgerligt. Der er passager i bogen, som gør handlingen lidt langtrukken, bl.a. feltets lange rejse mod mørket.
Der kom lidt mere dybde på bl.a. Enilias og Eliors far, hvilket var helt rart. Man har aldrig tvivlet på hans oprigtighed, men denne gang kom vi et stykke dybere ned.
Slutningen overraskede mig virkelig meget, og efterlod mig med undren og en sådan lidt “say what” følelse.

4,5/6⭐️ til denne spændende rejse mod lysets kamp mod mørket.