Viser opslag med etiketten 5 stjerner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 5 stjerner. Vis alle opslag

fredag den 12. maj 2023


 

Nattens hjerter
Kis Baadsgaard
Big Point (2)
Baadsgaards Books
2022

Endnu en gang tager Kis os med på besøg hos alle de skønne indbyggere i Big Point. Det er en hjertevarm og stemningsfyldt small town slow burn romance, som man hurtigt bliver fanget af, og inden man ser sig om, er sidste side vendt.

Et one-night-stand efter et veludført job får langt større betydning for Mason end han nogensinde havde forestillet sig. Med et trylleslag, bliver hele hans verden vendt fuldstændigt på hovedet. Heldigvis står alle indbyggerne i det lille samfund klar til at hjælpe Mason.
Harper er byens jordemoder og er vellidt af alle. Hun er tilflytter og kom til byen for at lægge fortiden bag sig. Hun er en såret sjæl og bærer sine ar flot, både de skjulte og de synlige. Da Mason får brug for hjælp, så stepper hun til ligesom resten af indbyggerne i Big Point. Hun havde dog ikke regnet med at skulle sætte dit hjerte i spil.

Endnu en velskrevet og letlæst historie fra Big Point. Det er så nemt at forestille sig de de skønne omgivelser i bjergene, den hyggelige diner, husene og alle byens indbyggere.
Alle følelser kommer i spil, da handlingen er både hjerteskærende, rørende, skræmmende og fuld af hjerterum.
Man kan ikke andet end at holde af Mason og blive ramt af hans udvikling i den nye rolle og hans forelskelse i Harper.
Kis har virkelig skabt et fantastisk samfund i Montanas bjerge, som man ville ønske man kunne besøge i virkeligheden når man trænger til at blive tanket op på feelgood.
Mason og Harpers historie er både sød og rørende, men den ramte mig ikke lige så, som Sam og Graces historie gjorde, som gik lige i hjertet på mig.

5/6⭐️ til dette hyggelige gensyn med Big Point og de skønne mennesker fra bjergene i Montana.

Tusind tak til @baadsgaards_books for anmeldereksemplaret.

fredag den 21. april 2023



Bryllupsrejse på afbud
Christina Lauren
Forlaget Flamingo 
2023
 
En morsom rom-com fra forfatterduoen Christina Lauren med den populære enemies to lovers trope. Den får dig til at trække på smilebåndet mange gange undervejs i læsningen pga. de hylende morsomme formuleringer og beskrivelser fra Olive. Den er til tider tåkrummende på den helt rigtige måde, og krydret med spillet mellem Olive og Ethan, så keder man sig bestemt ikke.
 
Ulykker har altid forfulgt Olive mens hendes tvillingsøster, Ami, altid har haft heldet med sig. Nu skal Ami giftes og Olive tvinges til at tilbringe en del dag med sin kommende svoger og ærkefjende, Ethan. Men en skaldyrsbuffet ender med at sætte en brat stopper for festen, og da bryllupsrejsen ikke kan refunderes, beslutter Olive at tage af sted, alene. Dog ved hun ikke, at det også er Ethans plan at tage af sted på bryllupsrejsen.
 
Selve handlingen kender vi og der er ikke sparet på klicheerne, men der er tilsat tilpas nok drama og twists i handlingen til, at den måske nok alligevel ikke er helt så forudsigelig.
Deres kemi er skøn og deres modsatrettede følelser gør, at de til tider er fyr og flamme. Oveni er der masser af misforståelser, spydig ping pong mellem dem, og ikke mindst den indre dialog gør, at man virkelig lærer dem at kende.
Det er en letlæst romcom med feelgood for alle pengene, som efterlader dig i godt humør og med et smil på læben. Bogen egner sig til at blive læst på en plet i solen, da de skønne beskrivelser af Hawaii, får dig til at længes efter sommer og kolde drinks. Og så kan man jo spørge sig selv om man kan holde en uges ferie og lade som om man er gift uden, at det vækker følelser…
 
Vi læste bogen i @readalongklubben og bogen gav anledning til mange skønne bogsnakke.
Tusind tak til Forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.
5/6⭐️

 

lørdag den 25. februar 2023


Pæn pige problemet
Elle Kennedy
Flamingo
2022
 
Elle Kennedy er en af mine yndlings romanceforfattere. Hun er eminent til at skrive hotte, medrivende romancer med et persongalleri, som man kun kan holde af. Jeg er vild med serierne; Off-campus, Briar U og Out of Uniform, som jeg har læst flere gange, så jeg har været virkelig spændt på serien fra Avalon Bay.
 
Mackenzie kommer fra en velhavende familie og hele hendes fremtid er planlagt. Hun skal have en universitetsgrad, gifte sig med sin forlovede, og bagefter engagere sig i velgørenhedsarbejde.
Cooper er en lokal, hårdtarbejdende håndværker, som har sit at kæmpe med. Han har et ekstrajob på en bar og en dag provokerer rigmandssønnen Preston ham, og han bliver fyret. Han ønsker hævn, og hvordan kan man hævne sig bedre end ved at tage fyrens kæreste. Cooper bliver dog forelsket, og hævn er pludseligt ikke vigtigt længere, men hvad sker der når løgnene kommer frem i lyset.
 
Kærlighedshistorien mellem Mackenzie og Cooper handler er fin og er skrevet i bedste Elle Kennedy-stil med både humor og spice. Deres forelskelse er ikke til at komme uden om, om end der er mange forhindringer, som de skal overvinde undervejs. De er begge præget af deres opvækst og har begge familiære problemer, som de skal forlige sig med for at komme videre.
 
Jeg er ikke særlig vild med foragten og følelsen af ”os mod dem” mellem de lokale og de rige. De unge velhavere opfører sig fuldstændigt forkasteligt over for de lokale, men hadet mellem dem gør ikke noget godt for bogen, og får efter min mening, for meget plads.
 
Som altid er miljøbeskrivelserne utroligt levende og det er nemt at forestille sig både strandhuset, barerne, campus, kystbyen og golden retrieverhvalpen Daisy
 
Jeg er vild med Mackenzies og Coopers iværksættergen og deres vilje til at tage deres skæbne i egen hånd. På trods af deres forskelige opvækst og vilkår i livet, så kæmper de begge for for hinanden.
 
Jeg glæder mig at læse videre i serien og finde ud af, hvad der videre sker af forviklinger og forelskelser i Avalon Bay.

5/6⭐️
 

 

tirsdag den 21. februar 2023





Dragerepublikken
Forfatter: R.F. Kuang
Serie: Poppy War- triologien (2)
Forlag: Falco
Udgivelsesår: 2022

R.F. Kuang tager dig med Dragerepublikken ud på en vild rejsen. Bogen er opfølgeren til Opiumskrigen og kan virke som en ordentligt mundfuld inden du starter. Jeg må tilstå, at det har taget mig lidt tid at komme i gang med at læse den, for jeg var bange for, at den ikke levede op til mine forventninger. Men, men jeg blev ikke skuffet. Om muligt, så syntes jeg faktisk endnu bedre om denne, hvor der virkelig sker en udvikling af karaktererne.
 
Det er dark fantasy i en klasse for sig selv, hvor kinesisk historie og magisk fantasy er vævet ind i hinanden på fornem vis. Vi følger den virkelig spændende badass hovedperson, Rin, efter den tredje opiumskrig. Hun kæmper både med følgerne efter sine krigshandlinger og følgerne efter sin opiumsafhængighed. Endnu en gang må hun begive sig ud i en krig for retfærdighed og hævn. Bogen er hæsblæsende og ligesom man tror det lysner, så vendes det hele på hovedet og alt ser sort ud for Rin igen.
 
Bogen indeholder flere dilemmaer, som får dig til at reflektere over din egen verdensopfattelsen og af hvad der er rigtigt og forkert. Samtidig udfordrer den din forestilling om moral og etik i en krigshandling. Den giver stof til eftertanke og det er svært at slippe universet igen.    
 
Bogen er lang, men hold op hvor var jeg fanget undervejs. Det er bogen du skal læse, hvis du er vild med strategi, politiske intriger, krig, højforræderi og plot, masser af plot. Endnu en fantastisk barsk og blodig bog fra R.F. Kuang til den voksne fantasyelsker. Jeg glæder mig helt vildt til at læse næste bog i serien.
5/6⭐️ 




torsdag den 16. februar 2023


 

Forestillingen om (for)forståelsens beslutninger
Regitze S Fuglsang
LivingMoonBooks
2022

Det er altid spændende at stifte bekendtskab med en ny forfatter, og dette var et godt møde. Det er nemlig en bog du allerede glæder dig til at læse videre i når, du har lagt den fra dig. Den handler om forbudte følelser, løgne, hemmeligheder, et trekantsdrama og mødet med sin soulmate. Den er velskrevet og fængende, og ikke det sidste jeg har læst af forfatteren.

Fortællingen handler om Emma, som er flyttet tværs over USA for at starte på psykologistudiet på UCLA. I LA møder hun en ny verden. Med hjælp fra hendes roommate og studiekammerater, bryder hun ud af sin pæn-pige skal og finder sig selv, og ser verden med nye øjne. Midt i det hele bliver hun stormende forelsket i sin lidt ældre studiekammerat, Gabe. Der er bare lige det problem, at han allerede har en kæreste, men hvordan skal hun vende ryggen til noget der føles så rigtigt? Og hvad er rigtigt og hvad er forkert? Og hvem bestemmer egentligt hvad der er rigtigt?

Bogen er fyldt med spændende, eksistentielle og tankevækkende diskussioner om følelser, metoo og verdensopfattelse. Sammen med de skønne og vildt forskellige personligheder i studiegruppen, sætter det rammen for handlingen. Midt i det hele står Emma, som er let at identificere sig med. Hun har en skøn personlighed, som man kun kan holde af. Det er svært ikke at heppe på hende under hendes personlige rejse.
Sproget er let og flydende og miljøbeskrivelserne gør det let at forestille sig de forskellige lokationer. Sammen med den lette fortællestil, så føres du sikkert gennem bogen.

Det er en hot new adult, med masser af kemi og hede stunder. De fleste kvinder vil kunne relatere til Emma og de tanker, følelser og overvejelser hun gør sig undervejs i bogen.
En virkelig velskrevet og fængende læseoplevelse. En stærk debut fra forfatteren, som Jeg glæder mig til at læse mere fra i fremtiden.
5/6⭐️ til denne følelesesladede og fængende NA.

tirsdag den 24. januar 2023


 

Børn af Havet
Forfatter: Leon S. Dantoft
Forlag: Leitura
Udgivelsesår: 2022

Sidste side er vendt på en barsk, dyster og følelsesmæssig hård læseoplevelse. Udover gys og gru, så er det nogle virkelige tunge temaer, som tages op i bogen, og den har efterladt mig i det tænksomme hjørne.

Frank og Klara er barndomsvenner og bor i Esbjerg. Frank lever et liv på kanten, og dulmer sine identitetsproblemer med stoffer og lidt hurtige penge i en hverdag der er præget af vold og misbrug. Han ejer praktisk talt kun det tøj han går og står i, og sover på sofaen hos venner og familie.
Klara bor i sin mormors lejlighed og har travlt med at træde ud af sin afdøde mors skygge, og finde sin egen identitet langt fra minderne om sin berømte mor.
Franks og Klaras opvækst har været barsk og fuld af svigt. Mange af deres traumer fra barndommen er centreret om Klaras mor, og følgerne efter de modbydelige oplevelser i barndommen, er det der holder dem sammen i dag.

Jeg udfordrede mig selv lidt med denne bog, da den er en hel del mere dyster end hvad jeg normalt læser. Ja, jeg læser thrillere og krimier, men denne bog er på en eller anden måde mere barsk. Der berøres mange temaer i bogen og den skildrer et virkelig hårdt og giftigt miljø, med alt hvad det indebærer af grusomheder; vold, svigt, incest, psykisk sygdom, hatecrimes og drab, og på en eller anden måde, så var det en for voldsom cocktail.

Når det er sagt, så er bogen er velskrevet og miljøbeskrivelserne er så livagtige, at det er helt skræmmende og virkelig spot on. Selvom den er barsk og ikke for sarte sjæle, så bliver man hurtigt fanget af fortællingen og er ivrig efter at blive klogere på, hvad det er der foregår af overnaturligheder i Esbjerg.
Det er en læseoplevelse, hvor uhyggen kommer krybende af flere årsager, men hvis du er til barsk horrorlæsning, så er det bogen for dig.

5/6⭐️

torsdag den 12. januar 2023


 

Nornernes løfte
Forfatter: Charlotte Mandrup Larsen
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Mandrup

Et glædeligt gensyn med Estrid i denne spændende og barske saga fra vikingetiden.
Det er en fortælling om en stærk kvindelig personlighed, når det er allerbedst. Jeg er vild med den unge skjoldmø Estrid og hendes både barske og følsomme sider.

Estrid er blevet gift med Sorte Svend og sammen har de fået en datter, men Estrid drømmer stadig om at blive den næste jarlskvinde, og det er ikke noget som familielivet skal sætte en stopper for.
Nornerne spinder skæbnetråde for Estrid og Svend, som snart oplever et ægteskab i medgang og modgang. Endnu en gang kastes Estrid ud i en drabelig kæmp for sin plads i hierakiet.

Estrid forsætter sin kamp for retfærdighed, hævn over Ivar Sakse og anerkendelse i dette andet bind. Det gør hende både kompromisløs, barsk og sårbar på samme tid. Hun kæmper med at vise følelser og hengivenhed, men kæmper indædt for alt hvad hun har kært.

Jeg er virkelig imponeret over fortællingen om Estrid Ulvfare og den lette måde, Charlotte Mandrup formidler sin viden om vikingetiden på. Bogen er velskrevet og utrolig svær at lægge fra sig, da man hurtigt bliver fanget af Estrids skæbne og vil vide hvorhen den bringer hende.

Det er en og opslugende læseoplevelse med nogle fantastiske miljøbeskrivelser fra Vikingetiden, som livagtiggør læseoplevelsen for dit indre øje, så man kan se det hele for sig. Dertil kommer de sanselige indtryk fra beskrivelser af både mad, bål og hav, som på fornem vis gør, at du føler dig hensat til at opleve vikingetiden på tæt hold.

Jeg er glad for at der kommer et bind mere med Estrid, for jeg er slet ikke færdig med hende. Jeg er spændt på hvilken farefuld færd hun bliver sendt ud på i næste bind, og på hvordan det hele mon ender med hendes ægteskab med Sorte Svend.
Hvis du er fascineret af vikingetiden og nordisk mytologi, og ikke læst bøgerne om Estrid endnu, så er det bare med at komme i gang. Snyd ikke dig selv for en fantastisk rejse tilbage til vikingetiden.
5/6 ⭐️ og en kæmpe anbefaling herfra.

søndag den 25. december 2022


 


Som i et vintereventyr
Forfatter: L Sherman
Udgivelsesår 2022
Forlag: Augusta Publishing

Da jeg så, at L Sherman ville udkomme med en juleromance, så hoppede mit lille romance hjerte af bar begejstring i forventning om at komme med på juleeventyr til de franske alper.
Det er en juleromance, som får dit hjerte til at smelte, og som giver dig troen på, at små julemirakler og kærlighed kan ske når du mindst venter det, og at du kan få dit eget lille vintereventyr.

Franske Claire lever det gode liv i London, nyder sin tilværelse og holder af sit job som hotelmanager. En dag kaldes hun hjem til sin families hotel i byen Montagne des Agnes, da hendes bror, som bestyrer hotellet, er forsvundet. Til Claires overraskelse, står hotellet over for en konkurs, hvis der ikke indtræffer et mirakel.
Sebastian Fogg er en anerkendt rejseanmelder, som er mere på farten end hjemme i London. Hans succes beror på hans altid ærlige rejseanmeldelser, og at han er tro mod sit brand. Da han bliver bedt om at lave en anmeldelse af det lille familieejede hotel, er han i syv sind. For hvordan kan han anmelde det hotel, som ejes af kvinden han aldrig glemte?

Der er lagt op til en sød og hot romance i bedste L Sherman stil, og jeg blev ikke skuffet. Som altid er kataktererne og deres følelser nemme at relatere til, og kan mærkes gennem siderne mens de arbejder sig vej ind i dit hjerte. Settingen i de franske sneklædte alper, julelys, knitrende ildsteder, kaneture og snefald gør, at du nemt indfanger stemningen i bogen og kan se det for dit indre øje. Som altid bliver læseoplevelsen sanselig, da det er lige før du kan dufte den boeuf bourguignon der bliver serveret eller den bacon der bliver stegt på hotellet.
Sproget er let og flydende, og fører dig ind i en fortælling, som taler hjertets sprog.
Endnu en superskøn juleromance fra L Sherman , som skriver bøger du ikke vil hjem fra og bøger som du du vil bo i.
5/6⭐️ til denne hyggelige juleromance, som du ikke skal snyde dig selv for, hvis du er vild med juleromancer.

torsdag den 15. december 2022


 


Jul i Boghandlen
Forfatter: Jenny Colgan
Udgivelsesår 2022
Forlag: Cicero

[Anmeldereksemplar]
Hvis du skal læse en julebog i år, så lad det være denne her. Du kan ikke undgå at komme i julestemning når forfatteren tager dig med til den hyggelige og julepyntede Edinburgh.

Carmens perfekte søster har skaffet hende et arbejde i en boghandel i Edinburgh. Det er dog den hage ved det, at hun er nødt til at flytte ind hos sin gravide søster og hendes familie. Nogen hun aldrig rigtigt har taget sig tid til at lære kende.
Carmen skal have omsætningen i boghandlen til stige og få den på ret køl, så den ikke går konkurs, så ejeren Mr. McCredie må forlade sit barndomshjem.
Mod forventning begynder Carmen langsomt at holde af byen, søsterens familie, den hyggelige, gamle Mr. McCredie og indbyggerne. Snart er hun hvirvlet ind i flere skæbener i byen end hun havde drømt om da hun ankom, men intet paradis uden en slange, og det er der også her.
Kan Carmen ved egen hjælp få omsætningen til at stige eller vil det kræve et sandt julemirakel at få styr på boghandlen og hendes eget liv.

Superhyggelig læseoplevelse, som var svær at slippe. En skøn fortælling om udviklingen af forholdet mellem de to søstre og søsterens børn. Der var flere stunder mellem Carmen og de 3 børn, som rørte mig meget.
Jenny Colgan er en sand mester i at skrive hyggelig feel good med elskværdige karakterer, som man har lyst til at læse mere om når sidste side er vendt.
Kort sagt en bog med fantastiske miljøer, man nemt kan se for sig og et spændende persongalleri, man vil vide mere om.
Der var langt op til en romance, som dog lod vente lidt for længe på sig efter min smag. Det trækker lidt ned, og bogen ender derfor på 5/6⭐️

Jeg læste bogen i en readalong med @readalongklubben sammen med @you.look.like.a.book @bogormens_verden og 17 andre læsere, og det var en virkelig fed læseoplevelse. Der var godt gang i chatten hver dag, hvor der blev delt en masse tanker om bogen.

Lav en kop varm kakao, sæt dig godt til rette og lad @jennycolganbooks tage dig med på et juleeventyr.

onsdag den 7. december 2022


 

Frækt spil
Forfatter: Lucy Felthouse
Udgivelsesår 2022
Forlag: Baadsgaards Books

[Anmeldereksemplar]
Titlen ”Frækt spil” passer godt til denne kortroman, den er nemlig fræk på flere måder. Her er højt spil, hede stunder, hotte diamanttyve og en fræk kvindelig spion. Man keder sig ikke i denne tempofyldte action-/kærlighedsbog og inden man ser sig om, er sidste side vendt.

Mallory er ansat af den britiske efterretningstjeneste som spion. Hun har en forrygende karriere og giver sig selv fuldt ud til hver opgave, også hvis det betyder at hun skal give lidt af sig selv. Hun er intelligent, og formår altid at spore sig ind på lige det, der skal til for at hendes mission lykkes. Denne gang skal hun infiltrere en gruppe udspekulerede diamanttyve, som det hidtil ikke har været muligt at fange.
Et tilfældigt møde og en frokostdate med den hotte Baxter ender med at give Mallory lige den åbning, som hun har ledt efter, men det er ikke uden kvaler, at hun sætter sin plan i værk. For første gang i sin karriere, spiller hun højt spil og med hjertet som indsats og er ikke sikker på, at hun kommer ud som vinder i sidste ende.

En fortælling om en stærk kvindelig hovedperson, som i sidste ende må træffe et livsændrende valg, da hendes karriere sættes på spidsen. Der er hed tiltrækning, så gnisterne flyver og erotik, så dine ører bliver røde. Det hele er så bundet ind i en udspekuleret og spændende fortælling om efterretningsarbejde og hensynsløse forbrydere. Deres tiltrækning og pingpong er skøn, og man kan slet ikke lade være med at trække på smilebåndet.
Det er en anderledes romance, men bestemt ikke på den dårlige måde. Der er action og romantik for alle pengene, og det er ikke den sidste bog jeg har læst af forfatteren, jeg venter spændt på mere.
Tip til læseren – sørg for at have lidt fyldt chokolade inden for rækkevidde – du får brug for det!
5/6⭐️

mandag den 5. december 2022


 

Hypotesen om kærlighed
Forfatter: Ali Hazelwood
Udgivelsesår 2022
Forlag: Gutkind

[Anmeldereksemplar]
Denne bog har taget BookTok og Instagram med storm, og det kan jeg godt forstå, for den rammer lige præcis alt det jeg elsker ved romance. Der skulle ikke mange sider til før jeg var opslugt af Olive og Adam og deres fake dating. Jeg er vild med laboratoriemiljøet, de phD studerendes frustrationer, kampen om at lave den bedste abstract og få en bevilling, give den bedste pitch og selvfølgelig den spirrende romance.

Olive er ved at skrive sin phD og bruger al sin tid i laboratoriet på sine mus. Hun vil finde frem til en cancermarkør, der kan diagnosticere kræft i bugspytkirtlen tidligt i forløbet.
Hendes veninde Ahn er vild med den fyr Olive har datet lidt, men holder sig tilbage, så for at overbevise veninden om at hun er videre, så begynder hun at fake date den unge, succesrige professor Adam Carlsen.
Adam er berømt og berygtet af de studerende for sin hudærlige og til tider hårde kritik, som kan tage modet fra enhver, men Adam er bare dedikeret.
Adam har sine egne grunde til at indgå en aftale om at fake date, da universitetet har låst hans forskningsmidler for at holde på ham.
Men der er bare det problem, at jo mere Olive ser Adam, jo bedre syntes hun om ham.

Jeg er vild med Ali Hazelwoods skrivestil, som har plads til både humor, ærlighed og store følelser. Hendes akademiske karriere har sat tydeligt præg på historien og giver den en vis form for autencitet. Jeg kan i hvert fald nikke genkendende til de forskellige typer af studerende og professorer som er skildret i bogen fra min egen hverdag i et forskningsmiljø.
Man kan ikke andet end at åbne sit hjerte for Olive og den lidt kejtede Adam. Det kan godt være at handlingen er lidt forudsigelig, men det gør ikke spor i denne velskrevne romcom. Den er både underholdende og svær at lægge fra sig.
Det er i hvert fald ikke sidste bog jeg har læst af forfatteren. Jeg glæder mig til at læse videre i kærlighed på hjernen.
5/6⭐️

tirsdag den 22. november 2022


 

Vinter i Applemore
Forfatter: Rachael Lucas
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Cicero

[Anmeldereksemplar]
Så er sæsonen for hyggelige juleromancer skudt i gang. Det er tid til indendørs hygge, varme drikke og en feel good bog i hånden. Bogen her efterlader dig i godt humør og fyldt op med feel good. Er du til feel good genren, så sæt bogen på din TBR.

Rilla Clarke har rejst verden tynd for at arbejde de sidste mange år. Da hendes far pludselig dør, vender hun hjem til hans hus i Skotland for en kort bemærkning inden hun skal videre til sit næste job i Paris. Tilbage i farens hus konfronteres hun med gamle minder, følelser og gamle venner fra barndommen.
Lachlan Fraser har arvet det slidte gods Applemore sammen med en masse bekymringer og økonomiske udfordringer. Egentligt vil han hellere brygge øl på sit mikrobryggeri i Edinburgh, men han føler ansvar for sine tre søstre og vender tilbage for at finde en afklaring på godsets fremtid. Tilbage i Applemore møder han Rilla, som han ikke har set i 18 år, og som han aldrig fik fortalt om sine varme følelser. Måske er det tid nu, men eller også er det lige meget for Rilla rejser, og han kan ikke tilbyde andet end bekymringer og et faldefærdigt gods.

Rachael Lucas formår virkelig at skrive hyggelig feel good, som efterlader læseren med et varmt hjerte. Hun skriver godt og historien indeholder lige præcis de elementer, som en bog i denne genre skal. Følelser, forviklinger, hemmeligheder og forløsning. Det kan godt være at handlingen er lidt forudsigelig, men det er jo lige præcis det vi læsere sætter pris på. Vi ved de får hinanden til sidst, og vi elsker rejsen der til.
Jeg er vild med hendes beskrivelser af den skotske barske natur, og kan sagtens se godset, hotellet og alle de hyggelige bygninger for mig. Hun skaber hjertevarme karakterer, som man ville ønske man kendte.
Hvis du vil have en hyggelig læseoplevelse med kærlighed og svære beslutninger, så er det bogen for dig.
5/6⭐️

onsdag den 16. november 2022


 

Byens Boghandel
Forfatter: Rachael Lucas
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Cicero

[Anmeldereksemplar]
Ingen du skal læse juleromancer, så kan du lige nå at snuppe denne søde og romantiske slowburne romance, som vil efterlade dig med et smil på læben og et varmt hjerte. Her er hygge og feel good for alle pengene.

Hannah blev gravid som forholdsvis ung og opgav sine studier for at passe mand og barn. Men Hannah har brug for forandring og da hun får tilbuddet om at overtage det lille posthus i Little Maudley, slår hun til. Landsbylivet passer hende godt, og indbyggerne accepterer efterhånden hendes idéer om både bogklub og boghandel.
Jake Lovatt er tidligere professionel fodboldspiller, men måtte indstille karrieren pga. en slem skade. Livet i den lille by passer ham fint langt væk fra mediernes søgelys. Ved en tilfældighed får han chancen for at blive fodboldtræner for ungdomsholdet, hvor Hannahs søn spiller.
Snart er der amoriner i luften for Hannah og Jake, men lykken er ikke altid lige til at regne med.

En superhyggelig læseoplevelse som egner sig perfekt til en kold efterårsdag med et tæppe og lidt varmt at drikke. Her er skønne personligheder, sammenhold, personlig udvikling og masser af humor og frustrationer. Hannah og Jake er måske nok en smule langsomme om at komme ud af starthullerne og følge deres følelser, men de kommer efter det.
Bogen er let læst og velskrevet, og hvis du vil læse en god feel good bog, så er Byens Boghandel et oplagt bud.
5/6⭐️

fredag den 11. november 2022


 

Den Røde Jord
Forfatter: Hanne Rump
Serie: Kærlighedens Bånd (2)
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Baadsgaards Books

[Anmeldereksemplar]
Jeg har glædet mig til at læse Christines historie lige siden, der blev hintet til den i forrige bog, og lad mig bare med det samme sige, at jeg ikke blev skuffet. Jeg slugte den fra start til slut. Det er en bog der går tæt på med en fortælling om en hård kvindeskæbne og en ulykkelig kærlighedshistorie.

Christine er ung og en smule naiv. Hun er ud af en fin adelig slægt, der ikke er særligt velhavende. Hendes far arrangerer et fornuftsægteskab med den noget ældre og velhavende diplomat, Arthur. På overfladen ligner det et lykkeligt ægteskab, men sandheden er et ægteskab præget af tvang, dominans og kontrol for Arthur går op i at tage sig godt ud. Kort efter deres bryllup skal han udstationeres i Afrika. Det bliver et møde med både frihed og kærlighed for den unge Christine, da hun forelsker sig hovedkulds i den jævnsldrende amerikaner John.
Eventyret i Afrika slutter brat og der følger udstationeringer i flere forskellige lande, men et skelsættende gensyn med John i Paris, ændrer hendes liv for altid.

En virkelig medrivende fortælling om en ung kvindes skæbne i 60’erne. Den har dybde og er på samme tid både både barsk, spændende og hjerteskærende. Christines historie kom under huden på mig, for hold op hvor mit hjerte bristede for den unge kvinde. Hun blev voksen på ingen tid og måtte hurtigt lære at passe på sig selv og tage ansvar.
En velskrevet og letlæst kærlighedshistorie, som du kun kan blive ramt af. Der veksles i tiden mellem 1960’erne og 2014, og det fungerer rigtigt fint, at vi både møder den unge og den ældre Christine.
5/6⭐️
Den efterlod mig med med et smil på læben, og jeg glæder mig til næste bog, hvor vi får Eloises historie.


fredag den 4. november 2022


Mekaniske hjerter
Forfatter: Stine Bahrt
Serie: Urværkerne (2)
Forlaget Krabat
Udgivelsesår: 2022

[Anmeldereksemplar]
Skønt at være tilbage i det fascinerende steampunk univers. Bogen starter kort efter, at første bog slutter lige, efter angrebet fra de grå.

Genopbygningen af Kuppelbyen er i fuld gang. Uro og splittelse blandt de evneløse og urværkerne begynder at ulme i krogene. Midt i det hele, så har Nil og Dorian svært ved at tale sammen. De går tit forkert af hinandens følelser,og det ender ofte i misforståelser.
Nil kæmper med at lære, at beherske sine fey-evner, og det er ikke helt lige til.
Freden i Kuppelbyen varer ikke ved. Snart står Dorian og Nil overfor en række skæbnesvangre valg, som viser sig at få vidtstrækkende følger. Følger som ingen havde kunne forestille sig, for Kuppelbyens nye fjende er langt mere farlig end først antaget.

Igen en amaze og medrivende fortælling om vores venner i Kuppelbyen. Denne gang får vi også Dorians synsvinkel, og det fungerer supergodt. Han er skøn og har noget på hjertet, og kunne sagtens have mere plads.
Nil og Dorian taler en del forbi hinanden, og af og til måtte jeg drage et frustreret suk.
Jeg er vild med det lidt skæve persongalleri, og deres amaze personligheder. De er autentiske og nemme at holde af pga. deres følelser og usikkerhed på sig selv og hinanden.
Jeg er fascineret over alle de sproglige finurligheder, de lækre urværkerdetaljer og det kuppel-fantastiske univers, som forfatteren har skabt. Plottet er spændende og overraskende, og holder læseren fanget. Der er en del ender at holde styr på, men det hele bliver samlet op på fornemmeste vis.

Jeg var vært for en readalong sammen med @you.look.like.a.book og @bogormens_verden og det var en sand fornøjelse at læse med dem og de andre dedikerede læsere.
@forfatterstinebahrt krydrede det hele med spændende fun facts undervejs, og det var sjovt at høre om de tanker hun havde gjort sig undervejs i skrivningen.
Jeg glæder mig allerede til at læse videre om flokken fra Kuppelbyen.
5/6⭐️ til denne amaze læseoplevelse.

 

mandag den 24. oktober 2022


 

Sig nej til mig
Forfatter: Pernille Kim Vørs
Forlaget Drømmefangeren
Udgivelsesår: 2022

[Anmeldereksemplar]
Hold da op, sikke en følelsesmæssig rutsjetur, jeg lige har været ude på. En virkelig emotionel rejse, som har været både medrivende og opslugende. Jeg blev ramt helt ind i hjertekulen, og har måtte fælde et par tårer undervejs, og jeg elsker det. Jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig, for jeg var nødt til at vide hvordan det hele endte for Alma.

Alma er vokset op i en rigtig kernefamilie, kærester har hun ikke tid til, for hun bruger al sin tid på at være en mønster studerende. Hun har nemlig hele sin fremtid planlagt. Bacheloren, som hun er godt i gang med skal gøres færdig, så venter kandidaten og derefter den helt store gevinst, titlen som tandlæge. Først derefter er der tid til en kæreste, og ja, ham har hun såmænd også planlagt. Kort sagt, alt kører på skinner. Lige indtil ham, Matti. Han er alt det hun ikke har brug for. Kriminel, en smule skødesløs og dårligt selskab. Men hvordan kan noget der er så forkert føles så rigtigt, og hvordan er det muligt, at elske en person så voldsomt efter så kort tid.

En virkelig smuk og sårbar kærlighedshistorie. Den rummer en sårbarhed, som jeg ikke har set i Pernille bøger før, og jeg elsker at hendes forfatterskab overrasker mig. Hun formår altid at komme under huden på mig med sine karakterer, og denne bog er ingen undtagelse. Som altid skriver hun om kærlighed og hotte stunder, og bogen er virkelig velskrevet og i et flydende sprog.
Dett er en fantastisk badboy romance, som du ikke kan undgå at blive ramt af. Handlingen overrasker og tager en drejning, man ikke havde set komme. Har du haft en “Matti” i dit liv, så vil den helt sikkert vække minder, det gjorde den for mig. Læs den!
6/6⭐️

fredag den 14. oktober 2022


 

Drømme om sne og blod
Forfatter: Sidsel Katrine Slej
Serie: Asgårds datter (1)
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2022

[Anmeldereksemplar]
Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret begejstret for de universer, som forfatteren skaber, så jeg har virkelig glædet mig til læse mere fra Asgård, og jeg blev ikke skuffet. Bogen her er både hjertevarm, spændende og yderst fængende. Handlingen veksler lidt mellem at foregår i Aarhus og Asgård, og det fungerer.

Fréa bor i Aarhus med sine forældre. Hendes liv er fyldt med skole, venner, musik og fester. Kort sagt en helt almindelig teenager. Der er dog lige den undtagelse, at det hun drømmer af og til bliver til virkelighed. Efter et indbrud røber hendes mor en stor familiehemmelighed, og Fréa er helt sikker på at det rabler for hende. Hun følger dog sin mor, og snart bliver hele hendes verden vendt på hovedet, da de ender i Asgård. Her skal hun finde sig til rette i et nyt liv som valkyrie og lære at navigere mellem guder og jætter alt mens hendes drømme tager til i styrke.

Jeg er vild med fortællingen om Fréa og den nordiske mytologi. At det samtidigt beskrives så levende, at man føler at man selv er tilstede, det gør blot læseoplevelsen endnu bedre. Der er spænding, plottwists, drama og store følelser på spil.

Igen en virkelig rørende og opslugende barsk fortælling om den nordiske mytologi fra Sidsels hånd. Karaktererne er troværdige og autentiske, og yderst nemme at holde af. Bogen er skrevet til de lidt yngre læsere, men jeg var godt underholdt af den medrivende fortælling fra Asgård. Jeg har siddet med hjertet oppe i halsen, været rørt og heppet på Fréa og hendes venner. Bogen kan sagtens anbefales den til voksne læser også, hvis man er til guder, jætter, valkyrier og einherjer.

Virkelig en super læseoplevelse. Jeg er vild med bogen, og glæder mig til at læse videre i serien. En kæmpe anbefaling herfra.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

torsdag den 29. september 2022


Stormtid
Forfatter Rikke Havner Alrø
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Superlux

Det her er superspændende og til tider nervepirrende fantasy for voksne. Den slags hvor siderne vender sig selv, og hvor man glemmer tid og sted. Jeg havde meget passende bogen med på min togtur fra Kbh. til Esbjerg, da jeg skulle til Fantasyfestivalen, og jeg var allerede helt hooked i den hjerteskærende prolog, og endte med at se frem til togturen hjem, så jeg kunne læse videre.

Bogen handler om ellekvinden, Maren, på 32 år. Hun er opvokset langt fra den magiske verden, så hun er ikke helt klar over hvad det vil sige at være ellekvinde, men hun er faktisk også mere eller mindre ligeglad.
Hun har job i firmaet Urtid, som projektleder, men det er et dække for hun er hemmelig agent, som tager på tidsrejser og udfører forskellige missioner.
Helt uventet møder hun kærligheden i Esben, der ligesom hende selv har et magisk ophav. Sandheden om hendes forældre ser dagens lys og alt hvad hun ved bliver vendt på hovedet. Samtidig bliver hendes veje krydset af forskellige magiske skabninger, og snart bliver det svært at vide hvem hun kan stole på.

Jeg er vild med historien om Maren og Esben og deres venner. Maren er til tider drevet af sit viltre temperament, men jeg forstår hendes vrede. Alt hun troede om sit ophav, viser sig at være løgn. Det er interessant at følge hendes færden/udvikling ud i kærligheden, og den magiske tiltrækning til Esben, og de tragiske farer de må overvinde i fællesskab undervejs.
Det læsning hvor alle følelser kommer i spil, da det er både hjerteskærende, tårepressende og nervepirrende spændende. Der er plottwist, som jeg ikke havde set komme, hvilket var skønt og overraskende, og det er med til at holde læseren til ilden undervejs.
Jeg glæder mig til at læse videre i serien, for der er lagt op til masser af spændende udfordringer for den ulig flok, og heldigvis er næste bog allerede udkommet.
5/6⭐️
 

fredag den 2. september 2022


 

Dæmon
Forfatter: Ulrik Lauritzen
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Brændpunkt

[Anmeldereksemplar]
Dæmon er anden selvstændige del af krimitriologien fra det danske grænseområde, hvor vi møder efterretningsagenten Jacob Mouritz. Krimien er baseret på virkelige hændelser, rygter og fiktion og tager udgangspunkt i det faktum at 300.000 børn hvert år forsvinder i Europa.

En 7-årig piges forsvinden bringer Jacob Mouritz til Tønder, hvor han skal samarbejde med dansk politi. Her bliver han sat til at arbejde sammen med kriminalkommissær Dagmar Thomasson, som af personlige årsager har måtte vende ryggen til sin familie i København.
Opklaringsarbejdet viser sig hurtigt, at trække tråde til Rote Armee Fraktion og Jacobs egen familietragedie og hans mors uopklarede drab i 1979. Det hele ender med at udfordre hans dømmekraft og loyalitet, da nye oplysninger om hans egen familie ser dagens lys. Ydermere står det lynhurtigt klart for den umage duo, at pigens bortførelse er en del af et stort spind af organtyveri og human trafficking.

Virkelig spændende, troværdig og aktuel krimi, hvor man ikke keder sig på noget tidspunkt.
Læseren tages ved hånden allerede i epilogen og føres elegant ind i den velskrevne fortælling. Jeg er imponeret over det nærvær, som man kan mærke stråle ud fra personerne til trods for al den ondskab og barskhed, som bogen også rummer.

Undervejs i fortællingen veksles der mellem forskellige personers synsvinkel ligesom man fodres med en lind strøm af oplysninger. Det bliver dog aldrig for meget eller forstyrrer læseoplevelsen.

Plottet er spændende og udfolder sig på bedste vis undervejs, og efterlader stof til eftertanke hos læseren.

En skræmmende barsk krimi om handel med organer og human trafficking og de mange, mange børn der hvert år forsvinder sporløst.
Læs den hvis du er til velskrevne krimier, som efterlader stof til eftertanke.
Findes også som lydbog og e-bog.
5/6⭐️

fredag den 26. august 2022



Kærlighed for kontrolfreaks
Forfatter: Pia Konstantin Berg
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Flamingo

Sød sommerromance, som underholder lige præcis som en romance skal. Her er store følelser, hemmeligheder, forviklinger og forløsning. Bogen er velskrevet i et friskt sprog, som får læsningen til at flyde.

Anna har brug for kontrol. Når hun sætter sig et mål, så går hun målrettet efter det. Hun var en straight A student, og det har hun taget videre med ud i sit arbejdsliv. Hun er dygtig til marketing, opnår resultater, men involverer sig ikke i arbejdspladsen. Da hendes farfar dør, vender hendes far hjem fra sit job som freelance fotograf for at overtage driften af familiens gods. Anna tilbydes at overtage marketingen af godset, og da der ikke er noget der hilder hende i København, drager mod Sønderjylland.
Thomas er kok på godset, og har arbejdet der halvdelen af sit liv. Han drages straks mod den blonde kvinde, som skal rebrande godset. Han nyder at hun udfordrer ham, men gradbøjer alligevel hendes forslag, så de passer ham bedst. Da han endelig beslutter sig for at lægge alle kort på bordet, går det slet ikke som havde forventet. Men selvom Thomas har begge ben plantet solidt i den Sønderjyske muld, sætter han alle sejl ind for at vinde pigen.

Det er god, ukompliceret og hjertevarm underholdning, og flere gange sad jeg med et smil på læben. Det er en bog med masser af humor, og der er en god dynamik og ping pong mellem de to hovedpersoner. Der er flere store temaer i bogen, men de bliver aldrig for tunge eller triste for @pia_konstantin_berg formår at behandle alle temaer med både friskhed og lethed.
Er du til hyggelige sommerromancer, der holder hvad de lover, så er det bogen noget for dig.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6