onsdag den 30. november 2022


 Wrap up for november

En læsemåned med masser af romantik, lidt spænding, lidt fantasy og lidt spice. Lige hvad jeg havde brug for.

Året store bogfest - Bogforum - deltog jeg i. Det var skønt at være blandt så mange andre bogelskende mennsker. Tak til forlag, forfattere, bogbloggere og alle de andre søde mennsker jeg fik hilst på.

Læsemæssigt så blev det blandt andet til et hyggeligt gensyn med familien Stone i Natasha Madisons spicy hockeyromance serie “This is”. Det var ikke planlagt, men hendes opslag her på Insta fristede.

November var også måneden hvor jeg var medvært i “Dragedronningen” readalong sammen med @pipaluklaeser , @you.look.like.a.book og @bogormens_verden , hvor vi sammen med en masse skønne fantasyfans læste den sidste bog i triologien om Dragernes æra skrevet af C. G. Valentin.
Den var fuld af spænding, store følelser og bød på overraskelser undervejs.

📚11 bøger blev det til i denne måned.

📗 Den Røde Jord - Hanne Rump

📕 Byens Boghandel - Rachael Lucas

📗Forheks din eks - Erin Sterling

📕Frækt spil - Lucy Felthouse

📗Vinter i Applemoore - Rachael Lucas

📕Fru Kuk - Kat Lassen

📗Pistacieskovens forbandelser - Richard Asklund

📕 Dragedronningen - C G Valentin

📗Hypotesen om Kærlighed - Ali Hazelwood

📕This is crazy - Natasha Madison

📗This is forever - Natasha Madison

Det overraskede mig faktisk, at det alligevel blev til 11 bøger i denne måned, da der har været en hel del sociale arragementer på tapetet.

December byder på hele to jule readalongs med Readalongklubben. Jeg glæder mig til at læse juleromancer med en masse andre romancefans.

Alt i alt en skøn læsemåned.

søndag den 27. november 2022


 

Fru Kuk
Forfatter: Kat Lassen
Illustrator: Nina Broen
Udgivelsesår 2022
Forlag: Forlaget Leitura

[Anmeldereksemplar]
Dette er en bog for børn og barnlige sjæle. Det er en skøn og finurlig fortælling om den farverige Fru Kuk og hendes fantasifulde univers, hvor alt kan ske. Et sted hvor man aldrig keder sig, hvor selskabet altid er godt og hvor der er både hjerterum og omsorg.

Fru Kuks citronhat er blevet borte, og det er ikke så godt, for den skal hun bruge når hun skal mødes med jordbærkongen, som ikke længere har lyst til at være kongen for jordbærrene, hvis hun skal redde jordbærrene fra at rådne. Nabopigen Rosenknop, som har det lidt svært hjemme, er tit er at finde hos fru Kuk og katten Futtelur, og hun er straks parat til at hjælpe Futtelur med at finde hatten.
Da hatten først er fundet, så skal den afleveres igen, men det er ikke lige til. Den umage duo må gennem alverdens finurlige prøvelser i den eventyrlige by Hyggeflygge før de kan aflevere hatten til Fru Kuk. De møder finurlige gadenavne og fantasifulde væsner på deres vej, hvor de både skal finde den rette dør og vælge den rigtige trappe.
Alt er dog ikke fest og farver i ”Fru Kuk” for alt mens Fru Kuk skal redde jordbærrene, så skal hun også hjælpe Rosenknop og hendes far, den grå Hr. Skygge, som er knuget af sorg efter at have mistet sin kone.

En skøn, farverig fortælling i børnehøjde i et vidunderligt fantasiunivers, som man ikke kan undgå at blive fascineret af. Der er masser og farver og skønne illustrationer, som er med til at trækker læseren længere ind i fortællingen og slippe fantasien fri. Jeg er vild med fru Kuk, hendes rim, og hendes skønne, grønne sofa.
En bog der egner sig godt til højtlæsning og som kan give mange snakke, både de sjove og de alvorlige, da der også er alvorlige emner som omsorgssvigt, sorg og ensomhed vævet ind i fortællingen.
Jeg forestiller mig, at denne bog kommer til at stå på ønskesedlen i mange hjem.
6/6⭐️

tirsdag den 22. november 2022


 

Vinter i Applemore
Forfatter: Rachael Lucas
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Cicero

[Anmeldereksemplar]
Så er sæsonen for hyggelige juleromancer skudt i gang. Det er tid til indendørs hygge, varme drikke og en feel good bog i hånden. Bogen her efterlader dig i godt humør og fyldt op med feel good. Er du til feel good genren, så sæt bogen på din TBR.

Rilla Clarke har rejst verden tynd for at arbejde de sidste mange år. Da hendes far pludselig dør, vender hun hjem til hans hus i Skotland for en kort bemærkning inden hun skal videre til sit næste job i Paris. Tilbage i farens hus konfronteres hun med gamle minder, følelser og gamle venner fra barndommen.
Lachlan Fraser har arvet det slidte gods Applemore sammen med en masse bekymringer og økonomiske udfordringer. Egentligt vil han hellere brygge øl på sit mikrobryggeri i Edinburgh, men han føler ansvar for sine tre søstre og vender tilbage for at finde en afklaring på godsets fremtid. Tilbage i Applemore møder han Rilla, som han ikke har set i 18 år, og som han aldrig fik fortalt om sine varme følelser. Måske er det tid nu, men eller også er det lige meget for Rilla rejser, og han kan ikke tilbyde andet end bekymringer og et faldefærdigt gods.

Rachael Lucas formår virkelig at skrive hyggelig feel good, som efterlader læseren med et varmt hjerte. Hun skriver godt og historien indeholder lige præcis de elementer, som en bog i denne genre skal. Følelser, forviklinger, hemmeligheder og forløsning. Det kan godt være at handlingen er lidt forudsigelig, men det er jo lige præcis det vi læsere sætter pris på. Vi ved de får hinanden til sidst, og vi elsker rejsen der til.
Jeg er vild med hendes beskrivelser af den skotske barske natur, og kan sagtens se godset, hotellet og alle de hyggelige bygninger for mig. Hun skaber hjertevarme karakterer, som man ville ønske man kendte.
Hvis du vil have en hyggelig læseoplevelse med kærlighed og svære beslutninger, så er det bogen for dig.
5/6⭐️

fredag den 18. november 2022


 

Pistacieskovens forbandelse
Forfatter: Richard Asklund
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Den sorte svane

[Anmeldereksemplar]
Forfatteren kontaktede mig og spurgte om jeg havde lyst til at læse med på hans thriller, og det ville jeg gerne. Der er langt op til spændende læsning med en hemmelig orden, menneskeofringer, et tragisk mord og en mors kamp for at finde sin datters morder.

Franske Nadine tager på ferie med sin lille datter til Sicilien. Et sted hun selv har mange gode barndomsminder fra. Skæbnen vil, at Adeline bliver brutalt myrdet af en flugtbillist, hvorefter Nadine starter en personlig vendetta mod sin datters morder.
Hun ledes mod en hemmelig orden bestående af verdens magtelite, og snart bliver hun hvirvlet ind i en verden fuld af korruption, hvidvask og mennskeofringer.
Det viser sig, at blive en ferie som får store konsekvenser for Nadine og ikke mindst resten af verdens befolkning. Det bliver en ferie med livet som indsats.

En meget detaljerig læseoplevelse, som gør, at man nemt kan forestille sig omgivelserne, men faren er også, at de mange detaljer til tider tager tempoet lidt af, hvilket er ærgerligt. Når det er sagt, så er bogen velskrevet og spændende, og til tider både barsk og blodig. Det er en skildring af rendyrket ondskab, og der var enkelte passager, som fik min mave til at vende sig pga. deres voldsomhed.
Jeg savnede lidt opdeling når der blev skiftet mellem de forskellige karakterer, det forvirrede lidt at det blot var ved linjeskift.
Sidste halvdel af bogen, hvor Nadine kommer tæt på den hemmelige orden er virkelig spændende, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig.
Den slutter med en cliffhanger, hvor læseren kun kan gisne om hvad der videre sker.
Hvis du har hang til spænding og hemmeligheder krydret med rendyrket ondskab, så er bogen et godt bud på din næste læseoplevelse.
4/6⭐️

onsdag den 16. november 2022


 

Byens Boghandel
Forfatter: Rachael Lucas
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Cicero

[Anmeldereksemplar]
Ingen du skal læse juleromancer, så kan du lige nå at snuppe denne søde og romantiske slowburne romance, som vil efterlade dig med et smil på læben og et varmt hjerte. Her er hygge og feel good for alle pengene.

Hannah blev gravid som forholdsvis ung og opgav sine studier for at passe mand og barn. Men Hannah har brug for forandring og da hun får tilbuddet om at overtage det lille posthus i Little Maudley, slår hun til. Landsbylivet passer hende godt, og indbyggerne accepterer efterhånden hendes idéer om både bogklub og boghandel.
Jake Lovatt er tidligere professionel fodboldspiller, men måtte indstille karrieren pga. en slem skade. Livet i den lille by passer ham fint langt væk fra mediernes søgelys. Ved en tilfældighed får han chancen for at blive fodboldtræner for ungdomsholdet, hvor Hannahs søn spiller.
Snart er der amoriner i luften for Hannah og Jake, men lykken er ikke altid lige til at regne med.

En superhyggelig læseoplevelse som egner sig perfekt til en kold efterårsdag med et tæppe og lidt varmt at drikke. Her er skønne personligheder, sammenhold, personlig udvikling og masser af humor og frustrationer. Hannah og Jake er måske nok en smule langsomme om at komme ud af starthullerne og følge deres følelser, men de kommer efter det.
Bogen er let læst og velskrevet, og hvis du vil læse en god feel good bog, så er Byens Boghandel et oplagt bud.
5/6⭐️

mandag den 14. november 2022


Forheks din eks
Forfatter: Erin Sterling
Udgivelsesår 2022
Forlag: Flamingo 

Hvis du er til hekse, troldmænd og besværgelser, så er denne romcom et oplagt bud. Der er dømt hot kemi, glødende kærlig og magiske forbandelser.

Vivienne havde den perfekte kæreste, eller det troede hun, at hun havde, lige indtil hun en dag finder ud af, at han er trolovet og skal giftes bort. Den uge heks får knust sit hjerte og forlader straks Rhys Penhallow for at tage hjem og pleje sit sårede hjerte. Hvordan gøres det bedst? Tja, når man er en ung heks, så indebærer det vodka, stearinlys og lidt magi, hvilket nok ikke den mest gennemtænkte blanding.
Penhallow slægten har grundlagt byen Glen Graves. Rhys skal repræsentere sin slægt ved efterårsfestivalen og skal samtidig oplade de leilinjer der løber gennem byen. Men noget er helt galt for, så snart han træder inden for bygrænsen, bliver han ramt at den ene ulykke efter den anden.
Og så er der lige Vivienne, hende han ikke har kunne glemme. Luften slår gnister når de er i samme rum, men Vivienne er fast besluttet på at holde sig langt væk fra Rhys. De tvinges dog til at samarbejde om at bryde den forbandelse, som pludselig hænger over byen og magi opstår.

Jeg havde nok forventet mig lidt mere magi og spænding. Handlingen er lidt for forudsigelig og lige ud af landevejen. Bogen holder hvad den lover mht. til handling og underholdning, men gør umiddelbart ikke det store indtryk og er desværre nok hurtigt glemt.
Men en velskrevet og underholdende romcom til en regnfuld efterårsdag, og jeg skal da læse videre i serien og høre om hvad der videre sker af forviklinger i Glen Graves.
4/6⭐️


fredag den 11. november 2022


 

Den Røde Jord
Forfatter: Hanne Rump
Serie: Kærlighedens Bånd (2)
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Baadsgaards Books

[Anmeldereksemplar]
Jeg har glædet mig til at læse Christines historie lige siden, der blev hintet til den i forrige bog, og lad mig bare med det samme sige, at jeg ikke blev skuffet. Jeg slugte den fra start til slut. Det er en bog der går tæt på med en fortælling om en hård kvindeskæbne og en ulykkelig kærlighedshistorie.

Christine er ung og en smule naiv. Hun er ud af en fin adelig slægt, der ikke er særligt velhavende. Hendes far arrangerer et fornuftsægteskab med den noget ældre og velhavende diplomat, Arthur. På overfladen ligner det et lykkeligt ægteskab, men sandheden er et ægteskab præget af tvang, dominans og kontrol for Arthur går op i at tage sig godt ud. Kort efter deres bryllup skal han udstationeres i Afrika. Det bliver et møde med både frihed og kærlighed for den unge Christine, da hun forelsker sig hovedkulds i den jævnsldrende amerikaner John.
Eventyret i Afrika slutter brat og der følger udstationeringer i flere forskellige lande, men et skelsættende gensyn med John i Paris, ændrer hendes liv for altid.

En virkelig medrivende fortælling om en ung kvindes skæbne i 60’erne. Den har dybde og er på samme tid både både barsk, spændende og hjerteskærende. Christines historie kom under huden på mig, for hold op hvor mit hjerte bristede for den unge kvinde. Hun blev voksen på ingen tid og måtte hurtigt lære at passe på sig selv og tage ansvar.
En velskrevet og letlæst kærlighedshistorie, som du kun kan blive ramt af. Der veksles i tiden mellem 1960’erne og 2014, og det fungerer rigtigt fint, at vi både møder den unge og den ældre Christine.
5/6⭐️
Den efterlod mig med med et smil på læben, og jeg glæder mig til næste bog, hvor vi får Eloises historie.


fredag den 4. november 2022


Mekaniske hjerter
Forfatter: Stine Bahrt
Serie: Urværkerne (2)
Forlaget Krabat
Udgivelsesår: 2022

[Anmeldereksemplar]
Skønt at være tilbage i det fascinerende steampunk univers. Bogen starter kort efter, at første bog slutter lige, efter angrebet fra de grå.

Genopbygningen af Kuppelbyen er i fuld gang. Uro og splittelse blandt de evneløse og urværkerne begynder at ulme i krogene. Midt i det hele, så har Nil og Dorian svært ved at tale sammen. De går tit forkert af hinandens følelser,og det ender ofte i misforståelser.
Nil kæmper med at lære, at beherske sine fey-evner, og det er ikke helt lige til.
Freden i Kuppelbyen varer ikke ved. Snart står Dorian og Nil overfor en række skæbnesvangre valg, som viser sig at få vidtstrækkende følger. Følger som ingen havde kunne forestille sig, for Kuppelbyens nye fjende er langt mere farlig end først antaget.

Igen en amaze og medrivende fortælling om vores venner i Kuppelbyen. Denne gang får vi også Dorians synsvinkel, og det fungerer supergodt. Han er skøn og har noget på hjertet, og kunne sagtens have mere plads.
Nil og Dorian taler en del forbi hinanden, og af og til måtte jeg drage et frustreret suk.
Jeg er vild med det lidt skæve persongalleri, og deres amaze personligheder. De er autentiske og nemme at holde af pga. deres følelser og usikkerhed på sig selv og hinanden.
Jeg er fascineret over alle de sproglige finurligheder, de lækre urværkerdetaljer og det kuppel-fantastiske univers, som forfatteren har skabt. Plottet er spændende og overraskende, og holder læseren fanget. Der er en del ender at holde styr på, men det hele bliver samlet op på fornemmeste vis.

Jeg var vært for en readalong sammen med @you.look.like.a.book og @bogormens_verden og det var en sand fornøjelse at læse med dem og de andre dedikerede læsere.
@forfatterstinebahrt krydrede det hele med spændende fun facts undervejs, og det var sjovt at høre om de tanker hun havde gjort sig undervejs i skrivningen.
Jeg glæder mig allerede til at læse videre om flokken fra Kuppelbyen.
5/6⭐️ til denne amaze læseoplevelse.

 

tirsdag den 1. november 2022


 

Dragesværdet
Forfatter: C. G. Valentin
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Forlaget Klippe/Forlaget Leitura

Mit fantasyhjerte hoppede af begejstring over at være tilbage i magiske Novahr Orbís. Jeg er vild med magien, elverne, grifferne, dragerne og kampen mellem det gode og det onde. Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab Dragernes æra, så er det bare med at komme i gang, det er en fantastisk fortælling.

Som datter af mørkelveren, Daerin, og menneskefrelseren, Juliana, er Sarina den frelser, som alle har ventet på. Hun er vokset op uden sine forældre i en kærlig plejefamilie, som skulle forberede hende på hendes skæbne.
Det endelige opgør og krigen rykker tættere på, og snart er hun på en hæsblæsende flugt fra sin ukendte far med troldmanden Queridor.
Der går mange rygter om Sarinas far, og hun ved ikke helt, hvad hun skal tro på. Hendes mange romantiske forestillinger om faren sættes på en hård prøve, da der åbnes en verden for hende, som hun ikke vidste eksisterede. Men det er ikke det eneste hun finder på din rejse, hun finder også kærligheden, men ikke der hvor hun troede.

En virkelig velskrevet og fængende fantasyfortælling, som holdt mig fanget fra start til slut. En pageturner uden lige. Jeg syntes godt om første bog i serien, men denne opfølger tog mig med storm. Fortællingen om Sarina, som den udvalgtes kamp og hendes kamp mod det onde for retfærdighed for alle, er virkelig medrivende og spændende. Der er plottwists, forhindringer og skilleveje undervejs, som opbygger og krydrer handlingen, og holder læseren til ilden. Jeg er vild med at lære det superspændende univers endnu bedre at kende og komme lidt mere i dybden. Potentialet jeg så i etteren, må man sige udfolder sig i opfølgeren. Jeg er vild med den.
Den slutter med en kæmpe cliffhanger, og jeg glæder mig helt vildt til den magiske rejse, som jeg er sikker på forfatteren tager os med på i næste og sidste bind i serien, som udkommer på Bogforum.
6/6⭐️ til denne magiske læseoplevelse.
Forsiden er lavet af @breth_design og vandt årets danske fatasyforside i 2022.

🎧Lydbogen kan anbefales, Kristine Marie Brendstrups oplæsning er helt fantastisk.