Viser opslag med etiketten C. G Valentin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten C. G Valentin. Vis alle opslag

mandag den 9. januar 2023


 
Dragedronningen
Forfatter: C.G. Valentin
Forlaget Leitura
2022

Jeg har været spændt på at komme tilbage til Novahr Orbis, og har glædet mig til et kærligt gensyn med alle de skønne skabninger.

Vi følger Juliana i fortiden gennem dagbogsnotater og Sarina i nutiden, på hver sin side af portalen.
Dagbogsnotaterne fortæller om en trist verden med menneskeskabte klimaforandringer, manglende føde og opgør menneskene i mellem.
På den anden side af portalen kæmper Sarina en intens kamp mod modstandsbevægelsen for at nå frem til portalen i tide.

Det er en utrolig følelsesladet fortælling om kærligheden mellem mor og datter, men også om afsavn, indre styrke og om at turde satse alt for et større formål end sig selv. Man kan slet ikke undgå ikke at blive rørt af følelserne i denne bog, som til tider er intense.

Desværre syntes jeg, at de dystre breve kommer til at fylde lidt for meget, og tager plads for det som mit fantasyhjerte banker for, nemlig magi, drager og andre magiske skabninger, og mit ønske om at lære karaktererne endnu bedre at kende.

Alle trådene fra de tre bøger væves på fornem vis sammen, alle mysterier ser dagens lys og eventyret fuldendes.

Alt i alt en spændende afslutning på Dragernes æra. I forhold til hvad jeg havde forventet, så var der en del klima- og science fiction, og det fyldte lidt for meget i forhold til drager og magi.

Endelig må jeg sige, at worldbuildingen fantastisk. Jeg er blæst bagover over det store arbejde som ligger bag. Det er et virkeligt spændende univers, som Carina har skabt. Jeg er slet ikke klar til at forlade magien, jiklaerne, dragerne, rådsdamerne eller Queridor, og jeg håber, at det kommer mere fra dette spændende magiske univers.

En intens afslutning på triologien, som dog skuffede mit lille fantasyhjerte, da jeg havde sat næsen op efter mere magi og drager.
4/6⭐️

tirsdag den 1. november 2022


 

Dragesværdet
Forfatter: C. G. Valentin
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Forlaget Klippe/Forlaget Leitura

Mit fantasyhjerte hoppede af begejstring over at være tilbage i magiske Novahr Orbís. Jeg er vild med magien, elverne, grifferne, dragerne og kampen mellem det gode og det onde. Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab Dragernes æra, så er det bare med at komme i gang, det er en fantastisk fortælling.

Som datter af mørkelveren, Daerin, og menneskefrelseren, Juliana, er Sarina den frelser, som alle har ventet på. Hun er vokset op uden sine forældre i en kærlig plejefamilie, som skulle forberede hende på hendes skæbne.
Det endelige opgør og krigen rykker tættere på, og snart er hun på en hæsblæsende flugt fra sin ukendte far med troldmanden Queridor.
Der går mange rygter om Sarinas far, og hun ved ikke helt, hvad hun skal tro på. Hendes mange romantiske forestillinger om faren sættes på en hård prøve, da der åbnes en verden for hende, som hun ikke vidste eksisterede. Men det er ikke det eneste hun finder på din rejse, hun finder også kærligheden, men ikke der hvor hun troede.

En virkelig velskrevet og fængende fantasyfortælling, som holdt mig fanget fra start til slut. En pageturner uden lige. Jeg syntes godt om første bog i serien, men denne opfølger tog mig med storm. Fortællingen om Sarina, som den udvalgtes kamp og hendes kamp mod det onde for retfærdighed for alle, er virkelig medrivende og spændende. Der er plottwists, forhindringer og skilleveje undervejs, som opbygger og krydrer handlingen, og holder læseren til ilden. Jeg er vild med at lære det superspændende univers endnu bedre at kende og komme lidt mere i dybden. Potentialet jeg så i etteren, må man sige udfolder sig i opfølgeren. Jeg er vild med den.
Den slutter med en kæmpe cliffhanger, og jeg glæder mig helt vildt til den magiske rejse, som jeg er sikker på forfatteren tager os med på i næste og sidste bind i serien, som udkommer på Bogforum.
6/6⭐️ til denne magiske læseoplevelse.
Forsiden er lavet af @breth_design og vandt årets danske fatasyforside i 2022.

🎧Lydbogen kan anbefales, Kristine Marie Brendstrups oplæsning er helt fantastisk.

søndag den 7. august 2022

Boganmeldelse af Drageægget



Forfatter: C. G. Valentin
Udgivelsesår: 2019
Forlag: Forlaget Klippe/Forlaget Leitura

Magi, elvere, drager, dværge, fantastiske riger og kampen mellem det gode og det onde, det er noget af det jeg altid har elsket allermest ved fantasy - og heldigvis, så får man det hele serveret i et lækkert omsvøb i Drageægget.

Juliana har altid følt sig uden for og anderledes, og har higet efter anerkendelse fra sine omgivelser. På vej til reeksamen for at få sin studenterhue, påkører hun en ulv, og herfra ændres den verden hun kender for altid.
Hun kommer til sig selv i en magisk parallelverden, Novahr Orbís, hvor der findes elvere, dværge, orker, gobliner og drager. Her bringes hun til elverrigets konge, hvor hun præsenteres for en profeti, der udråber hende til frelseren fra menneskeverden. Ikke alle magiske væsener er venligt stemte overfor hende, eller er overbeviste om, at hun er den længe ventede frelser, der skal redde deres verden, så uoren begynder at ulme.
For at redde verden, skal nye færdigheder tillæres, og Juliana stifter bl.a. bekendtskab med magi, besværgelser, bueskydning, magiske væsener og den magiske verdens historie.
Oveni dette så møder hun kærligheden i mørkelveren Daerín, som ligesom hende selv er en outsider, men får hende til at føle sig hjemme i det nye rige.

En velskrevet og fængende fantasyfortælling om den udvalgtes kamp mod det onde og mødet med kærligheden. Plottwists, forhindringer og skilleveje opbygger og krydrer handlingen, og holder læseren til ilden. Worldbuildingen er superspændende og har masser af potentiale, som jeg glæder mig til at se blive udfoldet i de næste bøger om drageæraen. Juliana og alle de andre er nemme at holde af, og man kan mærke deres frustrationer og følelser undervejs i læsningen.
Den slutter med en kæmpe cliffhanger, og man kan kun gisne om, hvilken rejse forfatteren tager os med videre på.
Jeg glæder mig at blive trukket længere ind i universet i næste bog.
⭐️⭐️⭐️⭐️💫/6