Viser opslag med etiketten Baadsgaard Books. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Baadsgaard Books. Vis alle opslag

fredag den 12. maj 2023


 

Nattens hjerter
Kis Baadsgaard
Big Point (2)
Baadsgaards Books
2022

Endnu en gang tager Kis os med på besøg hos alle de skønne indbyggere i Big Point. Det er en hjertevarm og stemningsfyldt small town slow burn romance, som man hurtigt bliver fanget af, og inden man ser sig om, er sidste side vendt.

Et one-night-stand efter et veludført job får langt større betydning for Mason end han nogensinde havde forestillet sig. Med et trylleslag, bliver hele hans verden vendt fuldstændigt på hovedet. Heldigvis står alle indbyggerne i det lille samfund klar til at hjælpe Mason.
Harper er byens jordemoder og er vellidt af alle. Hun er tilflytter og kom til byen for at lægge fortiden bag sig. Hun er en såret sjæl og bærer sine ar flot, både de skjulte og de synlige. Da Mason får brug for hjælp, så stepper hun til ligesom resten af indbyggerne i Big Point. Hun havde dog ikke regnet med at skulle sætte dit hjerte i spil.

Endnu en velskrevet og letlæst historie fra Big Point. Det er så nemt at forestille sig de de skønne omgivelser i bjergene, den hyggelige diner, husene og alle byens indbyggere.
Alle følelser kommer i spil, da handlingen er både hjerteskærende, rørende, skræmmende og fuld af hjerterum.
Man kan ikke andet end at holde af Mason og blive ramt af hans udvikling i den nye rolle og hans forelskelse i Harper.
Kis har virkelig skabt et fantastisk samfund i Montanas bjerge, som man ville ønske man kunne besøge i virkeligheden når man trænger til at blive tanket op på feelgood.
Mason og Harpers historie er både sød og rørende, men den ramte mig ikke lige så, som Sam og Graces historie gjorde, som gik lige i hjertet på mig.

5/6⭐️ til dette hyggelige gensyn med Big Point og de skønne mennesker fra bjergene i Montana.

Tusind tak til @baadsgaards_books for anmeldereksemplaret.

lørdag den 6. maj 2023


 

P.S. Jeg udfordrer dig
Winther Renshaw
Baadsgaards Books
P.S. #3
2022

Har du brug en letlæst romance til at koble af med, så er tredje bind i P.S. serien et oplagt valg. Det er en enemies to lovers med masser af forviklinger, benægtelser og misforståelser.
Den ene side tager den anden og bogen er hurtigt læst.

Aerin lever af at organisere, indrette og lette sine klienters hverdag. Hun er godt i gang med at etablere sig inden for niechen af personlige assistenter, man ikke kan komme uden om. En dag får hun et tilbud som vil give lige præcis den økonomiske indsprøjtning, hendes firma har brug for.
Calder Wellis har ikke haft kontakt til sin far i flere år. Han har knoklet for at leve et uafhængigt liv langt fra alt det hans far står for. Da hans far bliver alvorligt syg, beder han Calder om at vende hjem for at overtage familie virksomheden. Han er ikke meget for det, men indvilger i at give det en måned. Farens præmis er dog, at Calder skal have en personlig assistent. En assistent som viser sig, at vende op og ned på Calder liv og drømme for fremtiden.

En sød og hot romance om to sårede sjæle som finder hinanden på trods af deres forskelligheder og ar fra barndommen.
Det er historien om den typiske playboy, som går fra kvinde til kvinde uden at ville binde sig, og den pertentlige kvinde, som ellers aldrig foretager overilede beslutninger.
Dynamikken og flowet i historien er glidende og man keder sig aldrig i denne letlæste romance med masser at dybe temaer som død, sorg og omsorgssvigt.
Desværre var den ikke lige så god som de forrige bøger i serien og sniger sig op på 4/6⭐️

Tusind tak til @baadsgaards_books for anmeldereksemplaret.

onsdag den 8. marts 2023


 

Tag mig igen
Carly Philips
Brødrene Knight(1)
Baadsgaards Books
2022

En sød romance, som gør lige præcis det en romance skal. Den underholder og efterlader dig i godt humør. Selve plottet er måske nok lidt forudsigeligt, og er i store træk set før, men hvis du har brug for en læseoplevelse, som skal underholde uden at den kræver det store af dig, så er denne romance et godt valg.

Sebastian er en topforhandleren i familievirksomheden. Han forstår altid at lukke en god forretningsaftale, hvad enten det er kvinder eller ren forretning. Et uventet dødsfald får ham til at indse, at familien ikke føler at de kan regne med ham, og det får ham til at reflektere over livet. Oveni konfronteres han med en kvinde fra sin fortid, som han gjorde uret, og pludselig står han over for skulle lukke sin livs aftale.
Ashley har aldrig glemt hvad eller hvem der tvang hende væk fra NYC, men hun er godt tilfreds med sit liv i London. Hun har et godt job, en sød kæreste og gode venner. Familieomstændigheder tvinger hende tilbage til USA, og kort besøg kan hun vel godt klare. Henad vejen indser hun, at hun forlod mere end hun regnede med, da hun i sin tid forlod USA.

Fin og velskrevet romance. Det hele beskrives så fint, at man har let ved at forestille sig omgivelserne. Hvad enten det er i NYC eller i Napa Valley.
Deres kemi er hot og det er ikke hede stunder der mangler i bogen. De er et sødt par, og deres udvikling sammen og hver for sig, er ikke til at stå for.
Det er første bog i serien, og da Sebastian har to brødre, så er der lagt i kakkelovnen til endnu mere romance og forviklinger.
4/6⭐️ til denne søde og underholdende romance.

lørdag den 24. december 2022


Mit hjertes længsel
Kærlig Julehilsen 1
Novellesamling fra Baadsgaards Books
Udgivelsesår 2022

Endnu en julebog er føjet til samlingen over læste julebøger. Denne gang har jeg læst novellesamlingen med juleromancer fra Baadsgaards Boooks. Den indeholder 7 juleromancer, som er skrevet af danske forfattere, både debuterende og etablerede.

Noveller er ikke noget jeg læser særlig ofte, da jeg tit sidder tilbage med en følelse af ikke, at have fået det hele med, og at handlingen bliver lidt forhastet. Det skete desværre også i nogle disse noveller, hvor jeg følte at handlingen ville meget mere, end der kunne nås inden sløjfen skulle bindes til sidst.

Men her får man 7 søde juleromancer, som alle har indfanget ånden af hjerternes fest og kan forsøde din juletid. De giver håb om, at små magiske julemirakler sagtens kan indtræffe i en fortravlet hverdag.

Deres længde gør, at de fint kan læses eller lyttes på farten mellem julens arrangementer. Novellesamlingen indeholder både erotiske og romantiske noveller, så der er noget for enhver smag.

Har du ikke fundet julestemningen endnu? Eller har du mistet troen på magiske juleromancer? Så læs novellesamlingen og lad den hjælpe dig tilbage til troen på julens magi.

Samlet vurdering 4/6⭐️

Mine favoritter er “Mit Hjertes Længsel” af Pia Gasberg og “Et Julematch” af Britt Bøgh. Har du læst bogen, og hvilken novelle er din favorit?

 

onsdag den 7. december 2022


 

Frækt spil
Forfatter: Lucy Felthouse
Udgivelsesår 2022
Forlag: Baadsgaards Books

[Anmeldereksemplar]
Titlen ”Frækt spil” passer godt til denne kortroman, den er nemlig fræk på flere måder. Her er højt spil, hede stunder, hotte diamanttyve og en fræk kvindelig spion. Man keder sig ikke i denne tempofyldte action-/kærlighedsbog og inden man ser sig om, er sidste side vendt.

Mallory er ansat af den britiske efterretningstjeneste som spion. Hun har en forrygende karriere og giver sig selv fuldt ud til hver opgave, også hvis det betyder at hun skal give lidt af sig selv. Hun er intelligent, og formår altid at spore sig ind på lige det, der skal til for at hendes mission lykkes. Denne gang skal hun infiltrere en gruppe udspekulerede diamanttyve, som det hidtil ikke har været muligt at fange.
Et tilfældigt møde og en frokostdate med den hotte Baxter ender med at give Mallory lige den åbning, som hun har ledt efter, men det er ikke uden kvaler, at hun sætter sin plan i værk. For første gang i sin karriere, spiller hun højt spil og med hjertet som indsats og er ikke sikker på, at hun kommer ud som vinder i sidste ende.

En fortælling om en stærk kvindelig hovedperson, som i sidste ende må træffe et livsændrende valg, da hendes karriere sættes på spidsen. Der er hed tiltrækning, så gnisterne flyver og erotik, så dine ører bliver røde. Det hele er så bundet ind i en udspekuleret og spændende fortælling om efterretningsarbejde og hensynsløse forbrydere. Deres tiltrækning og pingpong er skøn, og man kan slet ikke lade være med at trække på smilebåndet.
Det er en anderledes romance, men bestemt ikke på den dårlige måde. Der er action og romantik for alle pengene, og det er ikke den sidste bog jeg har læst af forfatteren, jeg venter spændt på mere.
Tip til læseren – sørg for at have lidt fyldt chokolade inden for rækkevidde – du får brug for det!
5/6⭐️

fredag den 11. november 2022


 

Den Røde Jord
Forfatter: Hanne Rump
Serie: Kærlighedens Bånd (2)
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Baadsgaards Books

[Anmeldereksemplar]
Jeg har glædet mig til at læse Christines historie lige siden, der blev hintet til den i forrige bog, og lad mig bare med det samme sige, at jeg ikke blev skuffet. Jeg slugte den fra start til slut. Det er en bog der går tæt på med en fortælling om en hård kvindeskæbne og en ulykkelig kærlighedshistorie.

Christine er ung og en smule naiv. Hun er ud af en fin adelig slægt, der ikke er særligt velhavende. Hendes far arrangerer et fornuftsægteskab med den noget ældre og velhavende diplomat, Arthur. På overfladen ligner det et lykkeligt ægteskab, men sandheden er et ægteskab præget af tvang, dominans og kontrol for Arthur går op i at tage sig godt ud. Kort efter deres bryllup skal han udstationeres i Afrika. Det bliver et møde med både frihed og kærlighed for den unge Christine, da hun forelsker sig hovedkulds i den jævnsldrende amerikaner John.
Eventyret i Afrika slutter brat og der følger udstationeringer i flere forskellige lande, men et skelsættende gensyn med John i Paris, ændrer hendes liv for altid.

En virkelig medrivende fortælling om en ung kvindes skæbne i 60’erne. Den har dybde og er på samme tid både både barsk, spændende og hjerteskærende. Christines historie kom under huden på mig, for hold op hvor mit hjerte bristede for den unge kvinde. Hun blev voksen på ingen tid og måtte hurtigt lære at passe på sig selv og tage ansvar.
En velskrevet og letlæst kærlighedshistorie, som du kun kan blive ramt af. Der veksles i tiden mellem 1960’erne og 2014, og det fungerer rigtigt fint, at vi både møder den unge og den ældre Christine.
5/6⭐️
Den efterlod mig med med et smil på læben, og jeg glæder mig til næste bog, hvor vi får Eloises historie.


torsdag den 15. september 2022


 

Min verden vælter
Forfatter: Britt Bøg
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Baadsgaards Books

[Anmeldereksemplar]
Siddte side er vendt og jeg sidder tilbage med et smil på læben, for hold da op en følelsesmæssig rejse forfatteren sendte mig ud på. Jeg har både grint, fældet en tåre og haft en stor knude i maven undervejs.

Anja og Theis skal giftes og vi møder dem mens de er midt i forberedelser til deres bryllup. De nærer en stor og dyb kærlighed til hinanden, så ægteskabet er det naturlige næste skridt. De har store drømme for fremtiden, men har ikke travlt og nyder livet som nygifte lige indtil deres ægteskab uden varsel bliver sat på den ultimative prøve.

Kort sagt handler bogen om scener fra et ægteskab, om fristelser, tilgivelse, lyst, begær og den helt store kærlighed, som får dig til at kæmpe det bedste du har lært.

Det er svært at gengive handlingen uden at spoile, så tag og læs bogen, hvis du vil vide mere.

Det er en romance ulig noget jeg har læst før, men jeg kan lide det. Jeg blev overrumplet følelsesmæssigt undervejs i læsningen, og da jeg var godt halvvejs, måtte jeg lade bogen ligge et par dage, før jeg læste videre, for jeg havde helt ondt i maven over handlingen og mit hjerte blødte for både Theis og Anja.

Det var en læseoplevelse som virkelig kom under huden på mig. Den ramte mig hårdt og sad i mig selvom jeg ikke selv har været ude for noget lignende i mit parforhold.

Bogen er virkelig velskrevet og er meget flydende i sproget, så siderne vender sig selv. Derudover så er jeg virkelig imponeret over den måde alle de svære følelser bliver formidlet - stor respekt for det!
6/6⭐️

søndag den 14. august 2022




Hjertets afkroge
Forfatter: Kis Baadsgaard
Serie: Big Pont (1)
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Baadsgaards Books

[Anmeldereksemplar]
Dette er bogen du skal læse, hvis du holder af grumpy/sunshine og slow burn romance, og samtidig vil glemme alt om tid og sted. Det er en læseoplevelse, som er svær at lægge fra sig før sidste side er vendt, og når den er det, så vil man have mere.

En positiv graviditetstest kort før hendes bryllup ændrer alt for Grace, da hendes kommende mand ikke er interesseret i en familieforøgelse. Det falder sammen med en opringning fra en advokat i USA, som fortæller, at hun er enearving til en hus i Big Point, Montana. Det viser sig, at være lige den nye start, som Grace har brug for.
Huset trænger til istandsættelse og er ikke møbleret, men med hjælp fra lokalsamfundet, så kommer hun hurtigt på plads og får skabt sig en tryg base. Der er dog bare en torn i øjet, hendes sure, bryske nabo.
Sam holder sig mest for sig selv, og passer sine dyr. Han nyder stilheden og freden i det lille samfund langt væk fra sin familie og sin opvækst i New York.
Hans nye nabo passer ham ikke helt. For hvad skal en storbypige i høje hæle i lille Big Point. Hun har aldrig besøgt sin bedstemor i det lille hus, så hvilken ret har hun til arven. Samtidig så er der ikke noget, han hellere vil, end at kysse hende fra sans og samling. En snestorm og et par firebenende venner, bringer dem tættere på hinanden og får dem til at stille spørgsmålstegn ved alt de troede, de vidste om hinanden.

En virkelig rørende og hjertevarm fortælling, hvor den ene side tager den anden. Det er en følelsesmæssig rutsjetur, hvor man både griner, græder og bander af og med hovedpersonerne.
Den er velskrevet og holder hele vejen hjem. Det er en fortælling om at finde sig selv og turde tage en chance med kærligheden selv om man er blevet såret.
Jeg er vild de forskellige personligheder i det lille samfund, som man ikke kan andet end at holde af. Deres hjælpsom og omsorg for hinanden er både inspirerende og beundringsværdig. Jeg kunne flytte til Big Point i morgen uden betænkeligheder, hvis jeg kunne hoppe ind i bogen.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6


 

mandag den 8. august 2022

Det grønne sind
Forfatter: Hanne Rump
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Baadsgaards Books

[Anmeldereksemplar]
En til tider barsk romance med mange hårde temaer på programmet, og måske lidt mere sørgmodig og trist, end hvad jeg havde regnet med, men når det så er sagt, så man sige, at det er velskrevet og letlæst romance. Jeg slugte den på en trist gråvejrs eftermiddag/aften.

Josefine er opvokset i London i high society præget af velstand og luksus. Udover enkelte små oprør som ung, så har hun altid gjort hvad man forventede af hende, hvilket har resulteret i at hun er forlovet med svigermorsdrøm. En ulykkelig hændelse og et voldsomt overgreb gør, at hun lægger London bag sig og søger tilflugt hos sin bedstemor ude på landet.
Alex nyder livet og sit arbejde som skovløber, som giver ham højt til loftet og fuglefløjt. Han holder at det stille liv og at være i fred og ro.
Han er den hjælpsomme nabo, som ikke er bleg for give en hjælpende hånd med lidt havearbejde eller at dele ud af sin sin viden om hans store passion, roser.
Josefine søger tilflugt i skoven, hvor hun bearbejder sine traumer i ensomhed. En dag i skoven farer hun vild og hendes veje krydses med Alex. Han bliver straks betaget af den smukke kvinde, men han bemærker også hendes angst, og holder sig på afstand.
Men kan han holde sig væk når det han ønsker allermest er at beskytte hende, og kan Josefine mon overkomme sin angst og turde elske igen.

Bogen fortælles fra 3 forskellige synsvinkler. Alex, Josefines og hendes bedstemor, hvilket giver en fin dynamik til fortællingen. Alex indre ro og tilgang til livet, sammen med hans generthed og tålmodighed gjorde, at jeg selv forelskede mig lidt i ham.
Josefine kæmper og kæmper for at blive sin angst kvit, og man føler virkelig med hende. Alex og Josefines kemi, da de først tør give efter for deres følelser, er både fin og samtidig til at brænde sig på. Jeg heppede på dem hele vejen.
Det er en fortælling der går tæt på, og det er nemt at sætte sig ind i de følelser og tanker, som den ulykkelige Josefine gennemgår på sin vej mod heling.

⭐️⭐️⭐️⭐️💫/6




 

onsdag den 29. juni 2022

Boganmeldelse af P.S. Jeg savner dig




[Anmeldereksemplar]
En virkelig fin og velskrevet læseoplevelse. Inden man ser sig om, er sidste side vendt og hele bogen er læst. Denne anden bog i serien er endnu bedre end første bog, og fangede mig på en helt anden måde.


Melrose er en selvstændig pige, som prøver at slå igennem som skuespiller, men hun har endnu ikke fået den helt rigtige rolle. Hun er rap i replikken og finder sig ikke i hvad som helst. Da hendes barndomsven Nick får chancen for at tage på turne med Maroon 5, overtager hun hans lejemål i seks måneder.


Sutter er selvstændig elektriker og arbejder hårdt for de rige og berømte. Han har ikke den store tiltro til kvinder, for livet har lært ham, at man ikke skal regne med dem. Alligevel er der et eller andet ved hans nye sambo der betager ham, for hun kan spille samme spil som ham. Faktisk så er hun ham, bare i en kvindelig udgave.


De har begge en hel del fordomme om hinanden, og da de endelig slutter fred, er der et helt andet menneske inde bag facaden end de først havde forestillet sig.


Bogen er letlæselig og skrivestilen er flydende og levende. Deres dynamik og samspil er fængende, og der er masser af ping pong og rappe replikker, og humoren holder virkelig.


På trods af bogens lethed, så bliver der alligevel berørt nogle dybe temaer som svigt, sorg, alkoholmisbrug, hvordan man påvirkes af det miljø, man vokser op i. Og så handler den om at være ærlig over for sig selv og at turde elske.


Super romance lige til at tage under armen og med ud i sommerlandet.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Tusind tak for anmeldereksemplaret til Baadsgaards Books

lørdag den 11. juni 2022

Boganmeldelse: P.S. Jeg Hader Dig

 





P.S. Jeg hader dig

Forfatter: Winter Renshaw

Serie: P.S. #1

Udgivet på dansk i 2021 

Forlag: Baadsgaard Books


[Anmeldereksemplar]

Hyggelig romance med twists, uforudsete hændelser og overraskelser, det er hvad denne bog byder på.


Maritza arbejder som servitrice på en diner mens hun prøver at finde ud af, hvad hun skal studere på universitetet. Hun er ikke interesseret i at få en kæreste, er træt af mænd man ikke kan stole på, og dater ikke seriøst. Hun bor i et gæstehus sammen med sin kusine på sin bedstemors grund. Bedstemoren er en tidligere Hollywoodstjerne, som kom på de bonede gulve sammen med Richard Burton. 


Isaiah er soldat og står over for at skulle udsendes i nær fremtid. Han tror ikke på kærlighed, men er kun til uforpligtende møder, da han altid på vej mod sin næste udsendelse. Han har det bedst i sit eget selskab og lukker af for sine følelser for at klare jobbet. Dog er hans familie en undtagelse, da han altid er der for dem når han er hjemme. 


En uventet hændelse bringer den positive og udadvendte servitrice sammen med den indadvendte og lidt dystre soldat. De aftaler at tilbringe de sidste dage inden Isaiahs næste udsendelse sammen som venner, uden forventninger og altid hudløst ærlige. 


Men kan man undgå at blive følelsesmæssigt involveret? Og kan man udvikle et nært venskab efter kun 7 dage? 


Historien er sød og udvikler sig i takt med at man kommer længere ind i bogen. Det jeg holdt allermest af var deres brevudveksling, hvor man kommer dybere ind under huden på karaktereren. 


Sproget er let og flydende, og skrivestilen er fin og levende. Der er dog enkelte steder hvor oversættelsen ikke helt holder på dansk, og formuleringen irriterer en smule. 


Handlingen er nutidig med et budskab om at turde åbne sig og være sårbar og huske på, at tingende ikke altid er som de umiddelbart ser ud til. 

En udmærket bog, som er hurtigt læst. Det er læsning der ikke kræver den store koncentration, og som desværre heller ikke efterlader sig det store indtryk, hvilket gør at den desværre nok går hurtigt i glemmebogen.  

Men alt i alt er det en sød, letlæst romance med twists og overraskelser undervejs. 

⭐⭐⭐⭐️/6


Tusind tak for anmeldereksemplaret til @baadsgaardbooks