fredag den 26. august 2022



Kærlighed for kontrolfreaks
Forfatter: Pia Konstantin Berg
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Flamingo

Sød sommerromance, som underholder lige præcis som en romance skal. Her er store følelser, hemmeligheder, forviklinger og forløsning. Bogen er velskrevet i et friskt sprog, som får læsningen til at flyde.

Anna har brug for kontrol. Når hun sætter sig et mål, så går hun målrettet efter det. Hun var en straight A student, og det har hun taget videre med ud i sit arbejdsliv. Hun er dygtig til marketing, opnår resultater, men involverer sig ikke i arbejdspladsen. Da hendes farfar dør, vender hendes far hjem fra sit job som freelance fotograf for at overtage driften af familiens gods. Anna tilbydes at overtage marketingen af godset, og da der ikke er noget der hilder hende i København, drager mod Sønderjylland.
Thomas er kok på godset, og har arbejdet der halvdelen af sit liv. Han drages straks mod den blonde kvinde, som skal rebrande godset. Han nyder at hun udfordrer ham, men gradbøjer alligevel hendes forslag, så de passer ham bedst. Da han endelig beslutter sig for at lægge alle kort på bordet, går det slet ikke som havde forventet. Men selvom Thomas har begge ben plantet solidt i den Sønderjyske muld, sætter han alle sejl ind for at vinde pigen.

Det er god, ukompliceret og hjertevarm underholdning, og flere gange sad jeg med et smil på læben. Det er en bog med masser af humor, og der er en god dynamik og ping pong mellem de to hovedpersoner. Der er flere store temaer i bogen, men de bliver aldrig for tunge eller triste for @pia_konstantin_berg formår at behandle alle temaer med både friskhed og lethed.
Er du til hyggelige sommerromancer, der holder hvad de lover, så er det bogen noget for dig.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar