Viser opslag med etiketten Christina Lauren. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Christina Lauren. Vis alle opslag

fredag den 21. april 2023



Bryllupsrejse på afbud
Christina Lauren
Forlaget Flamingo 
2023
 
En morsom rom-com fra forfatterduoen Christina Lauren med den populære enemies to lovers trope. Den får dig til at trække på smilebåndet mange gange undervejs i læsningen pga. de hylende morsomme formuleringer og beskrivelser fra Olive. Den er til tider tåkrummende på den helt rigtige måde, og krydret med spillet mellem Olive og Ethan, så keder man sig bestemt ikke.
 
Ulykker har altid forfulgt Olive mens hendes tvillingsøster, Ami, altid har haft heldet med sig. Nu skal Ami giftes og Olive tvinges til at tilbringe en del dag med sin kommende svoger og ærkefjende, Ethan. Men en skaldyrsbuffet ender med at sætte en brat stopper for festen, og da bryllupsrejsen ikke kan refunderes, beslutter Olive at tage af sted, alene. Dog ved hun ikke, at det også er Ethans plan at tage af sted på bryllupsrejsen.
 
Selve handlingen kender vi og der er ikke sparet på klicheerne, men der er tilsat tilpas nok drama og twists i handlingen til, at den måske nok alligevel ikke er helt så forudsigelig.
Deres kemi er skøn og deres modsatrettede følelser gør, at de til tider er fyr og flamme. Oveni er der masser af misforståelser, spydig ping pong mellem dem, og ikke mindst den indre dialog gør, at man virkelig lærer dem at kende.
Det er en letlæst romcom med feelgood for alle pengene, som efterlader dig i godt humør og med et smil på læben. Bogen egner sig til at blive læst på en plet i solen, da de skønne beskrivelser af Hawaii, får dig til at længes efter sommer og kolde drinks. Og så kan man jo spørge sig selv om man kan holde en uges ferie og lade som om man er gift uden, at det vækker følelser…
 
Vi læste bogen i @readalongklubben og bogen gav anledning til mange skønne bogsnakke.
Tusind tak til Forlaget Flamingo for anmeldereksemplaret.
5/6⭐️

 

søndag den 7. august 2022

Boganmeldelse af Josh + Hazel's guide to not dating

 


Forfatter: Christina Lauren
Udgivelsesår: 2018
Forlag: Piatkus

Tåkrummende pinligheder, skøre påfund og lang række dårlige dates det er du garanteret ved at læse denne bog. Jeg var fanget allerede efter prologen, og jeg må sige, at man aldrig keder sig i selskab med forfatterduoen bag Christina Lauren.

Josh og Hazel kender hinanden fra college, hvor de ikke havde ikke meget andet tilfælles end en lang række pinlige sammenstød, hvor Hazel gjorde sig uheldigt bemærket. 7 år efter mødes de tilfældigt igen til en havefest, da skæbnen vil, at Hazels nye veninde, som hun har lært at kende gennem sit arbejde som lærer, er Joshs søster.
Josh husker Hazel for hendes smukke ydre og hendes mange pinlige episoder. Ærlig talt, så var hun en mundfuld i college og ikke ligefrem kærestemateriale. I dag er hun om muligt smukkere end før, men nok stadigvæk en mundfuld sammen med hendes hund, kanin, papegøje og fisk.
Josh har altid været alt det Hazel ikke er, og er det stadig. Han er velovervejet, praktisk og gør som der forventes af ham. Kedelig - måske lidt, lækker - helt klart og hans mange timer i træningscenteret gør, at han står knivskarpt.
I jagten på kærligheden og den eneste ene, og begiver de sig ud på datingmarkedet med en stribe af dobbeldates, som får dem til at reflektere over, hvad det er de i virkeligheden søger efter i en kæreste.

Både Josh og Hazel er nemme at holde af og jeg er helt sikker på, at mange kan identificere sig med dem og deres tanker om kærlighed og dating. Det er en underholdende og velskrevet pageturner, hvor man både griner og får lidt ondt maven, der er jo lige det med
kærligheden, at den også godt kan gøre ondt.
Jeg har læst flere bøger af forfatterduoen, og denne er helt i stil med, hvad der kendetegner dem - humor, romance og lidt spicy stunder, men det er slet ikke i samme stil som Beautiful-serien, hvor der er skruet godt op for varmen.
En super romance hvor handlingen ikke kræver mere af læseren andet end, at man lader sig underholde. Den er lige til at tage under armen med ud i sensommeren.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6