søndag den 25. december 2022


 


Som i et vintereventyr
Forfatter: L Sherman
Udgivelsesår 2022
Forlag: Augusta Publishing

Da jeg så, at L Sherman ville udkomme med en juleromance, så hoppede mit lille romance hjerte af bar begejstring i forventning om at komme med på juleeventyr til de franske alper.
Det er en juleromance, som får dit hjerte til at smelte, og som giver dig troen på, at små julemirakler og kærlighed kan ske når du mindst venter det, og at du kan få dit eget lille vintereventyr.

Franske Claire lever det gode liv i London, nyder sin tilværelse og holder af sit job som hotelmanager. En dag kaldes hun hjem til sin families hotel i byen Montagne des Agnes, da hendes bror, som bestyrer hotellet, er forsvundet. Til Claires overraskelse, står hotellet over for en konkurs, hvis der ikke indtræffer et mirakel.
Sebastian Fogg er en anerkendt rejseanmelder, som er mere på farten end hjemme i London. Hans succes beror på hans altid ærlige rejseanmeldelser, og at han er tro mod sit brand. Da han bliver bedt om at lave en anmeldelse af det lille familieejede hotel, er han i syv sind. For hvordan kan han anmelde det hotel, som ejes af kvinden han aldrig glemte?

Der er lagt op til en sød og hot romance i bedste L Sherman stil, og jeg blev ikke skuffet. Som altid er kataktererne og deres følelser nemme at relatere til, og kan mærkes gennem siderne mens de arbejder sig vej ind i dit hjerte. Settingen i de franske sneklædte alper, julelys, knitrende ildsteder, kaneture og snefald gør, at du nemt indfanger stemningen i bogen og kan se det for dit indre øje. Som altid bliver læseoplevelsen sanselig, da det er lige før du kan dufte den boeuf bourguignon der bliver serveret eller den bacon der bliver stegt på hotellet.
Sproget er let og flydende, og fører dig ind i en fortælling, som taler hjertets sprog.
Endnu en superskøn juleromance fra L Sherman , som skriver bøger du ikke vil hjem fra og bøger som du du vil bo i.
5/6⭐️ til denne hyggelige juleromance, som du ikke skal snyde dig selv for, hvis du er vild med juleromancer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar