torsdag den 22. september 2022


 

Bugten
Forfatter L J Ross
Udgivelsesår: 2022
Forlag: LindbakLindbak
 
[Anmeldereksemplar]
Hvis man kan lide krimi og romance, så er Bugten et oplagt valg af læsning her i sensommeren, for der er fyret op i kakkelovnen under begge genrer med en historie krydret med drama, mysterier og romantik.
 
Alt kører på skinner fra Gabrielle. Hun har et godt job i forlagsbranchen, gode venner og en forlovet, men en sen aften ændres alt, da hun skubbes ud foran et tog på metrostationen. Hun overlever, men den forfærdelige hændelse efterlader hende med posttraumatisk stress og alt smuldrer mellem hendes fingre. Pludselig har hun hverken job eller en forlovet.
 
Et stillingsopslag i avisen viser sig som en kærkommen lejlighed til at begynde på en frisk. En lille boghandel mangler en bestyrer og Gabrielle søger jobbet. Da hun får det, sætter hun hurtigt kurs mod Cornwall. Boghandlen ligger i fantastiske omgivelser i en afsides bugt, som kun er tilgængelig ved lavvande, og man efterlades med følelsen af at være afsondret fra omverdenen.
Hun indlogeres i et lille hus med en vidunderlig udsigt over bugten, og finder sig hurtigt til rette i den lille by med 5 indbyggere, som alle er venlige og imødekommende. Romantikken blomstrer mellem Gabrielle og naboen Luke, men er hun overhovedet parat til at kaste sig ud i kærligheden igen og tør hun lukke en anden ind i sit hjerte.
 
Da hun under et uvejr overværer en forfærdelig hændelse fra boghandelen, bliver hun i tvivl om alt er som det ser ud. Det får hende også til at sande, at det er lettere sagt end gjort at flygte fra fortiden.
 
Bugten er velskrevet i et let og flydende sprog, hvor siderne næsten vender sig selv. Forfatteren beskriver omgivelserne så livagtigt, at man næsten kan høre bølgernes brusen og dufte havet. Dog kan persongalleriet til tider virke lidt overfladisk. Jeg ville gerne have lært Luke lidt bedre at kende end jeg gjorde, hvilket er ærgerligt.
Alt i alt en hyggelig læseoplevelse som bød på både romantik, hygge, mord og drama, og som formår at holde læseren fanget undervejs.
4,5/6⭐️

Ingen kommentarer:

Send en kommentar