Viser opslag med etiketten 5 stjerner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 5 stjerner. Vis alle opslag

torsdag den 11. august 2022




Asfrid - Spindlernes dal
Forfatter: Laura Helena Piementel Da Silva
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Leitura

[Anmeldereksemplar]
Kæmpeedderkopper, menneskeslaver, stjernefolk og edderkoppefolk er bare lidt af det vi stifter bekendtskab med i denne spændende high fantasy, som foregår i urtiden blandt civilisationer, som har udviklet sig i forskellig retning isoleret fra hinanden.

17-årige Asfrid er en del af stjernefolket, som bor i Klippedal, hvor de lever i harmoni med naturen. Hendes bedstemor er gammel og svækket, og skal snart drage til Skyggeland. En dag overhører Asfrid sin bedstemor fortælle, at hun ved at optage energi fra et edderkoppeæg vil kunne leve længere. Det får Asfrid til at drage til Spindlernes dal for at finde et edderkoppeæg.
På den farefulde rejse møder hun mange fremmede farer, men også menneskedrengen, Theo, som er på flugt fra sin skæbne, som slave blandt edderkoppefolket. Sammen begiver de sig mod Spindlernes dal for at hente et edderkoppeæg, og bringe det til Klippedal.
Det ender med at blive en farefuld færd, som byder på tab, voldsomme kampe, et ægteskabstilbud, frygtindgydende væsener og spirende følelser.

Wauw, det er spændende læsning. Den slags hvor man sidder helt ude på kanten af stolen af bar spænding over, hvad der sker på næste side. Worldbuildingen er fantastisk og byder på et spændende forhistorisk setup med stjernene i fokus, og det holder hele vejen.
Hovedpersonerne er karismatiske på hver sin måde, og utrolig nemme at holde af. Kemien mellem dem er dynamisk og mærkbar, og jeg glæder mig til at se hvordan den udfolder sig i næste bog.

Det hele strammer så meget til mod slutningen, at man sidder med et tilbageholdt åndedrag. Vi efterlades med en så gigantisk cliffhanger, at det næsten ikke er til at holde ud, at næste bog ikke står parat i bogreolen. Jeg glæder mig virkelig til at læse videre om Asfrid og Theos videre færden, og til at få svar på alle de spørgsmål, jeg sidder tilbage med.

Og sidst men ikke mindst, så er bogen super lækker med de mange illustrationer og kort. Den er virkelig indbydende.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️💫/6


 

søndag den 7. august 2022

Boganmeldelse af På Udebane

 


Forfatter: Jasmine Guillory
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Palatium

[Anmeldereksemplar]
En sød, romantisk feel good bog, som efterlod mig med et smil på læben og et varmt hjerte. Her er der dømt friends to lovers for alle pengene.

Nikole er til baseballkamp med sin skuespiller kæreste, da hendes værste mareridt bliver til virkelighed - han frier til hende på storskærmen, på et stadion der er fyldt til randen. For at det ikke skulle være nok, så bliver det live transmtteret, så alt og alle ser, at hun takker nej. Kæresten og hans venner stormer ud og efterlader hende alene tilbage.
Carlos er børnelæge og inkarneret baseballfan, og misser sjældent en hjemmekamp. Han ser med gru på frieriet, der udspiller sig et par rækker foran ham og kan med det samme se, at det ikke ender lykkeligt.
Da et kamerahold beslutter sig for at følge op på frieriet, tager han sin ridderrustning på for sammen med sin søster, at redde Nikole fra yderligere ydmygelser og smugler hende ud af stadion.
Nikole ender i en sand shitstorm på de sociale medier, men kommer gennem det med hjælp fra sit trofaste heppekor og Carlos. Hun leder bestemt ikke efter en kæreste og har flere dårlige forhold bag sig, men der er nu noget ved den rare børnelæge, som får hende til at hænge ved.
Carlos har ikke tid til en kæreste. Både pga. sit arbejde, men også fordi han skal passe sine pligter som familiens overhoved efter sin fars alt for tidlige død.
Et venskab med fordele passer dem begge to fint, lige indtil det ikke gør.

Det er en velskrevet pageturner og lidt af en tidsrøver, da man lige skal læse en side mere for at se hvad der sker. Sproget er let og flydende og historien bygger op, præcis som en romance skal. Begge hovedpersoner er utolig nemme at holde af. Deres kemi slår gnister og er krydret med masser af humor undervejs i fortællingen. En klassisk friends to lovers, som holder hvad der er lovet. Der er feminisme, venskab, kunsten at mærke efter og at turde elske for alle pengene.
Det er min første bog af Jasmine Guillory, men bestemt ikke den sidste.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Boganmeldelse af Josh + Hazel's guide to not dating

 


Forfatter: Christina Lauren
Udgivelsesår: 2018
Forlag: Piatkus

Tåkrummende pinligheder, skøre påfund og lang række dårlige dates det er du garanteret ved at læse denne bog. Jeg var fanget allerede efter prologen, og jeg må sige, at man aldrig keder sig i selskab med forfatterduoen bag Christina Lauren.

Josh og Hazel kender hinanden fra college, hvor de ikke havde ikke meget andet tilfælles end en lang række pinlige sammenstød, hvor Hazel gjorde sig uheldigt bemærket. 7 år efter mødes de tilfældigt igen til en havefest, da skæbnen vil, at Hazels nye veninde, som hun har lært at kende gennem sit arbejde som lærer, er Joshs søster.
Josh husker Hazel for hendes smukke ydre og hendes mange pinlige episoder. Ærlig talt, så var hun en mundfuld i college og ikke ligefrem kærestemateriale. I dag er hun om muligt smukkere end før, men nok stadigvæk en mundfuld sammen med hendes hund, kanin, papegøje og fisk.
Josh har altid været alt det Hazel ikke er, og er det stadig. Han er velovervejet, praktisk og gør som der forventes af ham. Kedelig - måske lidt, lækker - helt klart og hans mange timer i træningscenteret gør, at han står knivskarpt.
I jagten på kærligheden og den eneste ene, og begiver de sig ud på datingmarkedet med en stribe af dobbeldates, som får dem til at reflektere over, hvad det er de i virkeligheden søger efter i en kæreste.

Både Josh og Hazel er nemme at holde af og jeg er helt sikker på, at mange kan identificere sig med dem og deres tanker om kærlighed og dating. Det er en underholdende og velskrevet pageturner, hvor man både griner og får lidt ondt maven, der er jo lige det med
kærligheden, at den også godt kan gøre ondt.
Jeg har læst flere bøger af forfatterduoen, og denne er helt i stil med, hvad der kendetegner dem - humor, romance og lidt spicy stunder, men det er slet ikke i samme stil som Beautiful-serien, hvor der er skruet godt op for varmen.
En super romance hvor handlingen ikke kræver mere af læseren andet end, at man lader sig underholde. Den er lige til at tage under armen med ud i sensommeren.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Boganmeldelse af Hævnens Paradis




Forfatter: Rachel Hawkins
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Falco

[Anmeldereksemplar]
Her er der lagt op til en rigtig sommer thriller. Drømmen om en smuk paradisø har nok strejfet de fleste af os i disse ferietider. Meroe Island er lige præcis det. En sagnomspunden paradisø hvor fortællinger beretter om både kannibalisme og mystiske forsvindinger.

Lux har fulgt sin kæreste Nick til Hawaii. Pengene er små, men de har hinanden og deres drømme om at sejle ud på eventyr i deres båd. Båden er dog i stykker, så deres planer har lange udsigter.
To unge kvinder tilbyder dem en god betaling mod at blive sejlet ud til en afsides liggende ø. Øen er omgæret af mystik og har en skræmmende historie, men udsigten til at deres eget eventyr rykker tættere på gør, at parret går med på tilbuddet.
Da de kommer frem er de ikke de eneste der har drømt om en øde ø, for der ligger allerede en båd for anker. Båden tilhører et smukt, ungt par, som frister med delikatesser og kolde drikkevarer. Idyllen indfinder sig hurtigt, og de finder en fælles rytme med at udforske øen om dagen og feste om aftenen.
Men livet på øen udvikler sig hurtigt til en klaustrofobisk oplevelse, da de føler at nogen iagttager dem. Da en række hemmeligheder kommer frem, bliver det pludselig en kamp for livet at forlade øen.

Hold da op, sikke et sommermysterium.
Bogen byder på spænding, sorg, hævn, ondskab, eventyrlyst, hemmeligheder og masser af forviklinger. Der veksles mellem nutid og fortid, hvor fortiden fortælles fra de fire kvinders vinkel, så man lærer deres hemmeligheder og historie at kende.

Velskrevet bog hvor forfatteren formår at holde læseren til ilden og bevare spændingen til det sidste. Bogen er svær at lægge fra sig, da den næste side frister med at komme mysteriet nærmere.
Skal du læse en thriller i sommer, så er denne et godt bud.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Tusind tak for anmeldereksemplaret til @forlagetfalco

Boganmeldelse af Kys Din Kæreste På rejsen




Forfatter: Pia Konstantin Berg 
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Flamingo

Er du til moderne og nutidig romance, som beskriver hverdagen under en nedlukning og samtidig skildrer en vigtig periode i vores danmarkshistorie, så er dette en bog for dig.

Vi møder Caroline, som er koncertanmelder på landets førende avis, 5 min. i lukketid inden Danmark bliver lukket ned. Fra det ene øjeblik til det andet, ser livet pludselig anderledes ud, da hun og de andre medarbejdere på avisen hjemsendes.

Hun er egentligt godt tilfreds med sit liv. Hun har en god uddannelse, et godt job, gode venner og en lækker chef (med benefits), så alt kører faktisk på skinner for hende eller gør det? Vennerne har begge kærester og den ene har en baby på vej, så i takt med nedlukningen af Danmark, bliver Coroline endnu mere bevidst om, at hun savner en at dele hverdagen med.

Den ekstra fritid giver Caroline tid til at reflektere over livet, og rigtigt mærke efter hvad hun ønsker sig her i livet. Det hjælper heller ikke, at hendes nabo, en frisk ældre herre på 94 år, også gladeligt deler ud af sin visdom og livsglæde.

På en dating app finder hun et kendt ansigt. Der er bare lige det ved det, at hans mål i livet er helt modsat hendes, da han har travlt med at overbevise sin akademiske familie om, at man godt kan have et godt og indholdsrigt liv uden en uddannelse.

Men kan man overhovedet date og møde nye mennesker under en nedlukning? Og hvad er det egentligt Caroline søger?

En sød romance hvor man både griner, er frustreret og får en klump i halsen. Der er masser af pingpong mellem karaktererne og sproget er friskt og levende.

Der er mange fine betragtninger og refleksioner i bogen, der viser, hvordan det har været at bo alene under nedlukningen.
En hjertevarm og eftertænksom romance om at finde sig selv og give sig tid til at mærke efter hvad der virkelig betyder noget. Om ikke lade sig styre af andres ambitioner, og om at turde forfølge sine drømme.

Tusind tak til @flamingobooks for anmeldereksemplaret

Boganmeldelse af Den Grimme Sandhed

 


Forfatter: Pernille Kim Vørs
Serie: Brændemærket for evigt (3)
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Drømmefangeren

[Anmeldereksemplar]
Da de varme temperaturer igen ramte Danmark, valgte jeg også at skrue op for temperaturen på min læsning, og man må sige, at der er skuet en tand op for erotikken i denne tredje bog i serien “Brændemærket for evigt”. Der skulle et par kolde drinks eller tre til at holde temperaturen nede.

Tobias og Lunas historie har ligget og ulmet i de to foregående bøger, og den har bestemt været værd at vente på.

Luna er rap i replikken og mændene er vilde med hende, også Tobias, som er Lunas venindes storebror. Han er der altid et eller andet sted i periferien med sine drillende kommentarer og glimt i øjet. Han er hot og så meget off limits, men han bliver sværere og sværere at modstå. Det skræmmer Luna, som bestemt ikke er intetesseret i at have en kæreste.
Tobias er brandmand med stort B, han elsker alt ved jobbet og tager gerne en ekstavagt eller to, hvis der er behov for det. Han har ikke lyst til at binde sig, og har sine egne regler for dating, og at score sin lillesøsters veninde, er ikke tilladt, heller ikke selvom hun er den smukkeste kvinde han nogensinde har set.
En frivillig ekstravagt går helt galt og ændrer alt for dem begge.

Tobias og Lunas fortælling er virkelig hjerteskærende. Hold op hvor blev jeg ramt af deres skæbne. De skal virkelig gennem ulykkelige begivenheder før de finder hinanden. De beskrivelser hvor Tobias ikke føler at han er værd at elske, de gav mig en klump i halsen og hvor fik jeg ondt i maven af alt det Luna må stå model til.

Er du til læsning der kan mærkes, hot kemi, hede stunder, mænd med store egoer og stærke kvinder, som indeholder så meget mere, så er dette bestemt en bog for dig.
Endnu en fantastisk bog i serien, og jeg kan slet ikke vente med at læse Augusta og Elias historie.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6
Tusind tak for anmeldereksemplaret til @forlaget_droemmefangeren

Boganmeldelse af Det Lille Blå Hotel




Forfatter: Dayane De Oliveira
Udgivet 2022
Forlag: Lindbak-Lindbak

[Anmeldereksemplar]
Hvis du er til hyggelig dansk sommerromance, hvor du bliver grebet af kærligheden og hvor siderne vender sig selv, så er Det lille blå hotel lige bogen for dig.

Da Alina arver et badehotel i Hornbæk efter sin danske farfar, og der ikke længere er noget der holder på hende i Brasilien, så forlader hun sit liv for at starte på en ny tilværelse i Danmark.
I Danmark bliver hun mødt med åbne arme af sin danske familie dog lige med undtagelse af hendes kusine, som er alt andet end begejstret for hendes ankomst.
Hotellet trænger til den helt store renovering, men det skræmmer ikke Alina, som allierer sig med den lokale handymand, Oliver, som gladeligt hjælper til.

Oliver har været lettere betaget af Alina fra det øjeblik han hentede hende i lufthavnen. Han er netop kommet ud af et forhold med Alinas kusine, som var præget af jalousi og vrede, så han skærmer sit hjerte. Under renoveringen kommer de dog tættere og tættere på hinanden, og han finder ud af, at Alina er alt det han ikke vidste han ønskede sig.

Alina kæmper en brav kamp sammen med Oliver for at få hotellet færdigt til åbningen, men desværre er der flere forhindringer undervejs som skal løses.

Sød og romantisk, og til tider en måske lidt naiv fortælling, hvor handlingen ikke byder på de store overraskelser. Bogen er skrevet i et let og flydende sprog, som fører læseren hurtigt gennem bogen. Der er en fin pingpong mellem Alina og Oliver, og deres kemi er fængende og et bærende element i bogen.

Der er mange fine beskrivelser af mad og bagværk, og der er tider, hvor man næsten kan dufte de mange kager Alina bager, og se smørebrøddet der serveres i cafeen for sig.

Der er fokus på kulturforskelle, knuste hjerter, psykisk sygdom og at turde tage springet ud i noget nyt og følge sit hjerte, selvom man er blevet såret.
Rigtig romance skal ende lykkeligt, det gør denne også, men dog alligevel også med et lidt ulykkeligt strejf.

Jeg håber forfatteren tager os tilbage til flere søde læseoplevelser i Hornbæk.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6


Tusind tak for anmeldereksemplaret til @lindbaklindbak

mandag den 4. juli 2022

Boganmeldelse af Er du sindssyg mor?


 

Forfatter: Anne Rye Andersson
Udgivet: 2022
Forlaget Leitura
Udgivet med støtte fra @statenskunstfond

[Reklame/Anmeldereksemplar]
En autofiktiv ærlig og ikke mindst modig kortroman der handler om psykisk sygdom og moderskab. I denne velskrevne debutroman stiller forfatteren skarpt på rollen som patient i psykiatrien og vigtigheden af nære relationer.

Anne hører stemmer og føler ansvar for verdens børn. Hun er overbevist om at hendes handlinger er skyld i positive eller negative hændelser. Slår hun en flue ihjel, dør et barn i Afrika og faktisk var det en hændelse omkring hende da hun var to år, som udløste atomkatastrofen i Tjernobyl.

Anne er fraskilt og har en lille søn. Hendes psykiske tilstand ændres gradvist, og stemmerne hun hører bliver flere og flere. De kæmper for at overtage styringen af hendes liv. Hun er ikke den typiske psykiatriske patient, da hun har både netværk og uddannelse, men hun har en god selvindsigt, og er bevidst om at hun har brug for hjælp, og rækker ud.

Hun bliver indlagt på et lukket afsnit, og man følger hendes vej mod bedring og hendes kamp mod stemmerne, og hendes til tider maniske adfærd. Alt mens hun i sin sårbarhed gør sig tanker om sit moderskab og moderskabsfølelse.

Et ærligt, men måske lettere overfladisk indblik i opholdet på en psykiatrisk afdeling og de forskellige typer af mennesker og situationer, man kan møde under et indlæggelsesforløb. Bogen giver et fint indblik i de tanker, følelser og bekymringer, som Anne gennemgår i sin kamp mod bedring.

Bogen er skrevet i et let og flydende sprog, og er opdelt i korte kapitler, som beskriver tanker og handlinger på de enkelte dage, og strækker sig over det halvandet år, som Annes udredningsforløb varer.

Bogen og dens budskab er vigtigt og væsentligt, da hver tredje af os bliver ramt af psykisk sygdom på et eller andet tidspunkt i vores liv. Netop derfor er bogen vigtig for at oplyse og nedbryde tabuer.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Tusind tak til @forlagetleitura for anmeldereksemplaret.

mandag den 27. juni 2022

Boganmeldelse af Familie Hemmeligheder

 


Forfatter: Julie Houston
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Palatium Books
[
Reklame/Anmeldereksemplar]


Drømmer du om at tilbringe sommeren i et idyllisk engelsk landsbysamfund, hvor alle kender alle og kommer hinanden ved, så er Familie Hemmeligheder et virkeligt godt bud.

Her får du en super hyggelig læseoplevelse, som handler om stærke kvinder, romance, snakken i krogene og selvfølgelig - familie hemmeligheder.

Handlingen foregår i byen Westernbury, hvor Juno er læge i byens lægepraksis. Da vi møder Juno, er hendes mand er netop rejst et år til Boston, hvor han har fået en spændende stilling. Juno tager mandens afrejse, som en kærkommen pause til at reflektere over deres samliv, så det passer hende egentligt udmærket at blive tilbage og tage sig af hus og børn.

Da lægepraksissen skal udvides, ansætter de en skøn, single, lægevikar af australsk oprindelse. Juno ender med at blive lettere betaget af ham, lige som resten af det lille samfund.

Junos mor og to af tre søstre bor også i byen. Den hjemmegående Pandora og karrierekvinden Ariadne. Den tredje søster Lexia, har ingen af dem haft kontakt med siden hun blev en stor popstjerne.

Moderen er aldrig helt kommet sig over, at faren forlod dem til fordel for en yngre kvinde, så pigernes opvækst har været delvist præget af morens psykiske sygdom og farens fravær.

Søstrenes skæbner har bragt dem i hver sin livsretning, og da Lexia uventet returnerer til Westernbury med sin familie, er gamle hemmeligheder i fare for at blive afsløret. Opsætningen af en musical i byen bringer søstrene sammen, og tvinger dem til at se hinanden og fortiden i øjnene.

Bogen har et virkelig flot persongalleri, der forkæler læseren undervejs med så mange detaljer, at man kommer dybt ind under huden på karaktererne, og virkelig kan mærke dem.

Søstrenes forskellige personligheder skildres så fint, at man faktisk ikke overraskes af deres handlemønstre. De er alle beskrevet reflekterende og yderst omsorgsfulde overfor hinanden og deres mor. Mange af de valg de har taget undervejs i livet, har de taget af hensyn til hinandens ve og vel.  

Det er en gribende og hjerteskærende fortælling om, at være der for hinanden når livet er sværest og nogle af de tungeste beslutninger skal tages, men også om hvordan man kommer videre efter svigt og finder evnen til at åbne sit hjerte igen.  

Plottet er rimeligt simpelt, men forfatteren formår at holde spændingen gennem hele bogen og selvom man sagtens kan fornemme, hvordan det hele ender, så er der plottwist undervejs, som man ikke havde set komme.  

I takt med at hemmelighederne afsløres, bliver bogen sværere og sværere at lægge fra sig, og den ene side tager hurtigt den anden.

En hjertevarm fortælling om at finde sig selv, mærke efter og følge sit hjerte. Om at kigge indad og finde evnen til at tilgive, selv om det kan være svært.

En god og levende læseoplevelse af en forfatter, som jeg bestemt skal læse mere af.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Tusind tak for anmeldereksemplaret til Palatium Books.

 


lørdag den 21. august 2021



Bliv hos mig
Forfatter: Pernille Kim Vørs
Serie: Grænselæs (4)
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Forlaget Drømmefangeren

Denne sidste bog i Grænseløs serien, har boet hos mig siden den udkom. Jeg har bare ikke været parat til at læse den før nu. Forrige bog i serien ramte virkelig noget i mig, og jeg stortudede mig gennem slutningen. Og skal jeg være ærlig, så har jeg været jeg lidt bange for, hvordan Pernille ville samle op på Selene.

Selene prøver at komme videre efter Rayans død. Hun savner ham og selvom de ikke var kærester, så mangler han i hendes liv.
Roland gav Rayan et løfte om at holde øje med Selene og sørge for at hun var i sikkerhed. Det er svært, for den lille psykiater stritter imod, men Roland er en mand der holder sit ord, så han står fast.
Da det viser sig, at Selene har en stalker, så overtager Roland selv tjansen med at passe på hende, der er dog bare lige den hage ved det, at Selene er alt det han ikke burde tiltrækkes af, og snart har hun invaderet alt.
Langt hår og fuldskæg, ikke lige Selenes type, men inden under alt håret gemmer der sig en irriterende, smuk mand, som Selene ikke burde begære, men det gør hun.
Det hele spidser til og Roland frister med stabilitet, normalitet og følelser, men er Selene der, hvor det er det hun har brug for.

Super velskrevet og spændende slutning på serien. Hele følelsesregisteret er i brug, og man både smiler, griner og fælder en tåre sammen med dem. Der er flere steder hvor handlingen overrasker, og man er faktisk ikke helt sikker på hvor Selene ender, og om hun får sin happy ending til sidst. Hun er til tider frustrerende,
og man har lyst til at ruske lidt op i hende, men hun er jo en såret sjæl . Samtidig er Roland også irriterende overbærende, men også han har sine grunde.
Der er flere tunge temaer i bogen end hvad man normalt ser i erotikken, men det bliver aldrig for meget, og det giver god mening, hvis man skal forstå karaktererne og deres handlinger.
Det bliver bundet en rigtig flot sløjfe på serien med denne bog - og jeg fik en ny bookboyfriend i Roland.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6