søndag den 7. august 2022

Boganmeldelse af På Udebane

 


Forfatter: Jasmine Guillory
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Palatium

[Anmeldereksemplar]
En sød, romantisk feel good bog, som efterlod mig med et smil på læben og et varmt hjerte. Her er der dømt friends to lovers for alle pengene.

Nikole er til baseballkamp med sin skuespiller kæreste, da hendes værste mareridt bliver til virkelighed - han frier til hende på storskærmen, på et stadion der er fyldt til randen. For at det ikke skulle være nok, så bliver det live transmtteret, så alt og alle ser, at hun takker nej. Kæresten og hans venner stormer ud og efterlader hende alene tilbage.
Carlos er børnelæge og inkarneret baseballfan, og misser sjældent en hjemmekamp. Han ser med gru på frieriet, der udspiller sig et par rækker foran ham og kan med det samme se, at det ikke ender lykkeligt.
Da et kamerahold beslutter sig for at følge op på frieriet, tager han sin ridderrustning på for sammen med sin søster, at redde Nikole fra yderligere ydmygelser og smugler hende ud af stadion.
Nikole ender i en sand shitstorm på de sociale medier, men kommer gennem det med hjælp fra sit trofaste heppekor og Carlos. Hun leder bestemt ikke efter en kæreste og har flere dårlige forhold bag sig, men der er nu noget ved den rare børnelæge, som får hende til at hænge ved.
Carlos har ikke tid til en kæreste. Både pga. sit arbejde, men også fordi han skal passe sine pligter som familiens overhoved efter sin fars alt for tidlige død.
Et venskab med fordele passer dem begge to fint, lige indtil det ikke gør.

Det er en velskrevet pageturner og lidt af en tidsrøver, da man lige skal læse en side mere for at se hvad der sker. Sproget er let og flydende og historien bygger op, præcis som en romance skal. Begge hovedpersoner er utolig nemme at holde af. Deres kemi slår gnister og er krydret med masser af humor undervejs i fortællingen. En klassisk friends to lovers, som holder hvad der er lovet. Der er feminisme, venskab, kunsten at mærke efter og at turde elske for alle pengene.
Det er min første bog af Jasmine Guillory, men bestemt ikke den sidste.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar