fredag den 14. oktober 2022


 

Drømme om sne og blod
Forfatter: Sidsel Katrine Slej
Serie: Asgårds datter (1)
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2022

[Anmeldereksemplar]
Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret begejstret for de universer, som forfatteren skaber, så jeg har virkelig glædet mig til læse mere fra Asgård, og jeg blev ikke skuffet. Bogen her er både hjertevarm, spændende og yderst fængende. Handlingen veksler lidt mellem at foregår i Aarhus og Asgård, og det fungerer.

Fréa bor i Aarhus med sine forældre. Hendes liv er fyldt med skole, venner, musik og fester. Kort sagt en helt almindelig teenager. Der er dog lige den undtagelse, at det hun drømmer af og til bliver til virkelighed. Efter et indbrud røber hendes mor en stor familiehemmelighed, og Fréa er helt sikker på at det rabler for hende. Hun følger dog sin mor, og snart bliver hele hendes verden vendt på hovedet, da de ender i Asgård. Her skal hun finde sig til rette i et nyt liv som valkyrie og lære at navigere mellem guder og jætter alt mens hendes drømme tager til i styrke.

Jeg er vild med fortællingen om Fréa og den nordiske mytologi. At det samtidigt beskrives så levende, at man føler at man selv er tilstede, det gør blot læseoplevelsen endnu bedre. Der er spænding, plottwists, drama og store følelser på spil.

Igen en virkelig rørende og opslugende barsk fortælling om den nordiske mytologi fra Sidsels hånd. Karaktererne er troværdige og autentiske, og yderst nemme at holde af. Bogen er skrevet til de lidt yngre læsere, men jeg var godt underholdt af den medrivende fortælling fra Asgård. Jeg har siddet med hjertet oppe i halsen, været rørt og heppet på Fréa og hendes venner. Bogen kan sagtens anbefales den til voksne læser også, hvis man er til guder, jætter, valkyrier og einherjer.

Virkelig en super læseoplevelse. Jeg er vild med bogen, og glæder mig til at læse videre i serien. En kæmpe anbefaling herfra.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

søndag den 9. oktober 2022


 

Kuppelbyens Hemmelighed
Forfatter: Stine Bahrt
Serie: Urværkerne (1)
Forlag: Krabat
Udgivelsesår: 2021

[Anmeldereksemplar]
Med denne bog trådte jeg ind i en for mig ukendt verden. Jeg har aldrig besøgt et lignende univers, men hvis du er til steampunk og fantasy, så får du den perfekte kombination i denne bog. Den er yderst velskrevet og byder på masser af nervepirrende spænding. Jeg læste den i en readalong med andre fantasyfans hvor vi talte plot og teorier undervejs, og det gav en superhyggelig læseoplevelse.

Verden er ødeløgt, så de sidste mennesker på jorden har bosat sig under en kuppel for at sikre fremtiden. Indbyggerne er delt op i evneløse og urværkere, som bidrager til fællesskabet på hver sin måde. 15-årige Nil er evneløs, og bor i Kuppelbyen sammen med sine forældre. En række hændelser truer byens fortsatte eksistens, og før hun ved af det, er hendes liv forandret for altid. Oveni det hele oplever hun også sin første forelskelse, men er det nu også en forelskelse? Og hvis det er, hvem er det så hun egentligt er forelsket i?

Jeg er vild med worldbuildingen og den måde steampunken er integreret på. Det er virkelig gennemført, og der er tænkt på det hele ned til mindste detalje. Der er spændende urværksdele, diverse hapsedimser, geniale opfindelser, lækkert tøj og ikke mindst en masse cool, eller rettere sagt amaze, udtryk i sproget, som forfatteren selv har fundet på. Oveni så er det hele beskrevet så billedligt, at man levende kan se det for sig.

Det er en fortælling om kampen mellem det gode og det onde, om venskaber, forelskelse og om at finde dig selv, og at turde være den man er. Nil er en sød og følsom pige, som man kun kan holde af. Hendes personlige udvikling og spirende kærlighedsliv er spændende at følge.

Kuppel-spændende læsning med amaze karakterer og en fascinerende worldbuilding. Helt vildt originalt - jeg er fan.
6/6⭐️


Tusind tak til mine søde medværter @you.look.like.a.book og @bogormens_verden for masse en hyggelig bogsnak undervejs.

onsdag den 5. oktober 2022


Íssóls fortælling
Forfatter: Sidsel Katrine Slej
Serie: Asgårds døtre (2)
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2021

[Anmeldereksemplar]
Jeg har virkelig glædet mig til at læse videre i denne serie. Første bog tog mig med storm, så forventningerne til denne var høje og jeg kan lige så godt sige det med det samme - jeg elskede den. Den er absolut lige så fantastisk og medrivende, som første bog. Jeg nød gensynet med de tre søstre og deres skønne personligheder.

Lynhurtigt var jeg tilbage i Asgård og blev fuldstændig opslugt af Íssóls historie. Forfatteren beskriver det hele så levende, så man føler at man selv er tilstede. Jeg kunne dufte de helbredende urter, lugte den metalliske lugt af blod, lugten af sved, støv og mjød og se det hele for mit indre blik.

Íssól er en af de dygtigste urtemagersker i Asgård. Efter at være blevet enke, er hun ofte at finde på sygehuset, hvor hun bruger sin viden til at helbrede de sårede, og gemmer sig i sørgeklæder gor at undgå nye ægteskabstilbud. Da manglen på urten stormkrone bliver så fatal, at de ikke kan slå et udbrud af kopper ned, begiver hun sig ud på en farefuld færd til jætternes land, hvor urten er at finde i overflod. Det bliver en skæbnesvanger rejse, der ender med at ændre både hendes og slægtens liv for altid.
Nye alliancer dannes, og snart er der vendt op og ned på hvem der er fjende og hvem der er frænde.

Igen en virkelig fantastisk, men barsk og blodig saga om at finde den eneste ene, og om at turde satse på kærligheden, og kæmpe for den til det sidste. Jeg har både været rørt og fældet en tåre undervejs. Der er så fine og rørende beskrivelser af kærlighed mellem to elskende, men også af søskendekærlighed. Det er læsning der går lige i hjertet - og jeg elsker det. Bogen er så velskrevet og levende, at man ikke kan undgå at blive fanget. Karaktererne er så troværdige og virker så ægte, at man kan mærke dem.

Det her er fortællingen om nordisk mytologi og stærke kvindeskæbener når det er allerbedst. Jeg er vild med beskrivelserne af miljøet, med urterne, kampene og valkyriernes handlekraft. Kort sagt - jeg er vild med bogen.

6/6⭐️
 

fredag den 30. september 2022


 

Wrap up for september
I september blev der læst væsentligt mindre end vanligt, men der var virkelig fantastiske og medrivende læseoplevelser mellem de bøger der blev læst. Flere bøger satte sig i mig, både indenfor romance og fantasy.

Det var også en måned hvor jeg stiftede bekendtskab med nye forfattere, som jeg virkelig glæder mig til at læse mere af.

September var også måneden hvor jeg sammen med @you.look.like.a.book og @bogormens_verden var vært for en readalong hvor vi sammen med en masse andre skønne fantasyfans læste “Urværkerne - Kuppelbyens hemmelighed” af Stine Bahrt.
Virkelig spændende steampunk fantasy, som får en stor anbefaling herfra.

Jeg mangler at lægge en anmeldelse op på et par af bøgerne, de kommer snart.

📚7 bøger svarende til 2261 læste sider blev det til.
🎧 Ingen lydbøger i denne måned

📗 Urværkerne 1 - Stine Bahrt

📕 Thrills ofl lust - L A Busch

📗Kære Nemesis - Kristen Callihan

📕min verden vælter - Britt Bøg

📗Issóls fortælling - Sidsel Katrine Slej

📕Stormtid - Rikke Havner Alrø

📗Bugten - L J Ross

Jeg glæder mig til oktober måneds læsning, som nok vil være præget af, at jeg er førsteårsstuderende på Arcanum Akademiet og skal studere vølve magigrenen. Det er noget jeg har set frem til.

Jeg helt sikker på, at det også bliver til en masse fantastiske læseoplevelser i oktober✨

“Bugten” mangler desværre på billedet, da min søster bortførte den sidst hun var på besøg.

torsdag den 29. september 2022


Stormtid
Forfatter Rikke Havner Alrø
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Superlux

Det her er superspændende og til tider nervepirrende fantasy for voksne. Den slags hvor siderne vender sig selv, og hvor man glemmer tid og sted. Jeg havde meget passende bogen med på min togtur fra Kbh. til Esbjerg, da jeg skulle til Fantasyfestivalen, og jeg var allerede helt hooked i den hjerteskærende prolog, og endte med at se frem til togturen hjem, så jeg kunne læse videre.

Bogen handler om ellekvinden, Maren, på 32 år. Hun er opvokset langt fra den magiske verden, så hun er ikke helt klar over hvad det vil sige at være ellekvinde, men hun er faktisk også mere eller mindre ligeglad.
Hun har job i firmaet Urtid, som projektleder, men det er et dække for hun er hemmelig agent, som tager på tidsrejser og udfører forskellige missioner.
Helt uventet møder hun kærligheden i Esben, der ligesom hende selv har et magisk ophav. Sandheden om hendes forældre ser dagens lys og alt hvad hun ved bliver vendt på hovedet. Samtidig bliver hendes veje krydset af forskellige magiske skabninger, og snart bliver det svært at vide hvem hun kan stole på.

Jeg er vild med historien om Maren og Esben og deres venner. Maren er til tider drevet af sit viltre temperament, men jeg forstår hendes vrede. Alt hun troede om sit ophav, viser sig at være løgn. Det er interessant at følge hendes færden/udvikling ud i kærligheden, og den magiske tiltrækning til Esben, og de tragiske farer de må overvinde i fællesskab undervejs.
Det læsning hvor alle følelser kommer i spil, da det er både hjerteskærende, tårepressende og nervepirrende spændende. Der er plottwist, som jeg ikke havde set komme, hvilket var skønt og overraskende, og det er med til at holde læseren til ilden undervejs.
Jeg glæder mig til at læse videre i serien, for der er lagt op til masser af spændende udfordringer for den ulig flok, og heldigvis er næste bog allerede udkommet.
5/6⭐️
 

torsdag den 22. september 2022


 

Bugten
Forfatter L J Ross
Udgivelsesår: 2022
Forlag: LindbakLindbak
 
[Anmeldereksemplar]
Hvis man kan lide krimi og romance, så er Bugten et oplagt valg af læsning her i sensommeren, for der er fyret op i kakkelovnen under begge genrer med en historie krydret med drama, mysterier og romantik.
 
Alt kører på skinner fra Gabrielle. Hun har et godt job i forlagsbranchen, gode venner og en forlovet, men en sen aften ændres alt, da hun skubbes ud foran et tog på metrostationen. Hun overlever, men den forfærdelige hændelse efterlader hende med posttraumatisk stress og alt smuldrer mellem hendes fingre. Pludselig har hun hverken job eller en forlovet.
 
Et stillingsopslag i avisen viser sig som en kærkommen lejlighed til at begynde på en frisk. En lille boghandel mangler en bestyrer og Gabrielle søger jobbet. Da hun får det, sætter hun hurtigt kurs mod Cornwall. Boghandlen ligger i fantastiske omgivelser i en afsides bugt, som kun er tilgængelig ved lavvande, og man efterlades med følelsen af at være afsondret fra omverdenen.
Hun indlogeres i et lille hus med en vidunderlig udsigt over bugten, og finder sig hurtigt til rette i den lille by med 5 indbyggere, som alle er venlige og imødekommende. Romantikken blomstrer mellem Gabrielle og naboen Luke, men er hun overhovedet parat til at kaste sig ud i kærligheden igen og tør hun lukke en anden ind i sit hjerte.
 
Da hun under et uvejr overværer en forfærdelig hændelse fra boghandelen, bliver hun i tvivl om alt er som det ser ud. Det får hende også til at sande, at det er lettere sagt end gjort at flygte fra fortiden.
 
Bugten er velskrevet i et let og flydende sprog, hvor siderne næsten vender sig selv. Forfatteren beskriver omgivelserne så livagtigt, at man næsten kan høre bølgernes brusen og dufte havet. Dog kan persongalleriet til tider virke lidt overfladisk. Jeg ville gerne have lært Luke lidt bedre at kende end jeg gjorde, hvilket er ærgerligt.
Alt i alt en hyggelig læseoplevelse som bød på både romantik, hygge, mord og drama, og som formår at holde læseren fanget undervejs.
4,5/6⭐️

søndag den 18. september 2022


 Fantastisk dag i Esbjerg i går til Fantasyfestival.

Selvom jeg var oppe før hønsene og med toget 05.49 fra Valby station, så var det hele festen værd. Jeg er vildt imponeret og er blæst bagover over alle de engagerede mennesker, jeg mødte i går. Både arrangørere, forfattere, forlag, kunstnere, bogbloggere og alle de besøgende gæster, både de udklædte og ikke udklædte.

Det blev til masser af skønne bogsnakke med både forfattere, forlag og andre bogbloggere. Tusind tak for jeres store inspiration og boganbefalinger.

Jeg fik signeret bøger af @stinebahrtforfatter @katlassen @annespanget @marianemide @writer_dina.k.sjoblom @authorlsherman @judith_solvkjar @r.alroforfatter

Jeg fik handlet ved de mange skønne stande og fik lidt lækkert med hjem, både bøger og merch.
@madebytrolls @beesnitch @overlapp.dk @hexmuseum
Der var mange flere ting, som godt måtte bo hos mig, men der skal jo også være plads til mand og børn, og deres ting.

Og så var jeg så heldig at vinde en bog i tombolaen hos @superlux ✨

Og desværre, så fik jeg slet ikke taget alle de billeder jeg gerne ville, kan jeg se på min kamerarulle i dag.

Igen stort tillykke med priserne til @andreasboeskov og @c.g.valentin som jeg også fik en snak med.

Tusind tak til jer alle sammen - det var helt fantastisk at opleve❤️

Jeg glæder mig allerede til næste år @fantasyfestivalen