Dæmon
Forfatter: Ulrik Lauritzen
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Brændpunkt
[Anmeldereksemplar]
Dæmon er anden selvstændige del af krimitriologien fra det danske grænseområde, hvor vi møder efterretningsagenten Jacob Mouritz. Krimien er baseret på virkelige hændelser, rygter og fiktion og tager udgangspunkt i det faktum at 300.000 børn hvert år forsvinder i Europa.
En 7-årig piges forsvinden bringer Jacob Mouritz til Tønder, hvor han skal samarbejde med dansk politi. Her bliver han sat til at arbejde sammen med kriminalkommissær Dagmar Thomasson, som af personlige årsager har måtte vende ryggen til sin familie i København.
Opklaringsarbejdet viser sig hurtigt, at trække tråde til Rote Armee Fraktion og Jacobs egen familietragedie og hans mors uopklarede drab i 1979. Det hele ender med at udfordre hans dømmekraft og loyalitet, da nye oplysninger om hans egen familie ser dagens lys. Ydermere står det lynhurtigt klart for den umage duo, at pigens bortførelse er en del af et stort spind af organtyveri og human trafficking.
Virkelig spændende, troværdig og aktuel krimi, hvor man ikke keder sig på noget tidspunkt.
Læseren tages ved hånden allerede i epilogen og føres elegant ind i den velskrevne fortælling. Jeg er imponeret over det nærvær, som man kan mærke stråle ud fra personerne til trods for al den ondskab og barskhed, som bogen også rummer.
Undervejs i fortællingen veksles der mellem forskellige personers synsvinkel ligesom man fodres med en lind strøm af oplysninger. Det bliver dog aldrig for meget eller forstyrrer læseoplevelsen.
Plottet er spændende og udfolder sig på bedste vis undervejs, og efterlader stof til eftertanke hos læseren.
En skræmmende barsk krimi om handel med organer og human trafficking og de mange, mange børn der hvert år forsvinder sporløst.
Læs den hvis du er til velskrevne krimier, som efterlader stof til eftertanke.
Findes også som lydbog og e-bog.
5/6⭐️
fredag den 2. september 2022
onsdag den 31. august 2022
Wrap up for august
August måned bød på nogle virkelig fantastiske og medrivende læseoplevelser. Flere bøger kom ind under huden på mig, og jeg har stiftet bekendtskab med nye forfattere, som jeg glæder mig meget til at læse mere af.
Alt i alt en superspændende læsemåned.
📚11 bøger svarende til 3694 læste sider blev det til.
🎧 Enkelte bøger har også jeg haft med i ørerne på farten og under hundeluftning. Det er skønt at kunne veksle mellem lydbog og fysiskbog, men jeg må tilstå, at jeg elsker papirbøger.
📗På udebane - Jasmine Guillory
📕 Hjertets afkroge - Kis Baadsgaard
📗Det grønne sind - Hanne Rump
📕Asfrid -Spindlernes dal - Laura Helena Pimentel da Silva
📗Bliv hos mig - Pernille Kim Vørs
📕Estrid Ulvfare - Charlotte Mandrup
📗Kærlighed for kontrolfreaks - Pia Konstantin Berg
📕Jeg fortryder dig - Pernille Kim Vørs
📗Maid - Stephanie Land
📕A dance with the fae prince - Elise Kova
📗Dæmon - Ulrik Lauritzen
Jeg er helt sikker på at sepember også byder på nogle lige så fantastiske læseoplevelser.
Jeg mangler at lægge anmeldelser op på et par af bøgerne - de kommer snart.
Jeg fortryder dig
Forfatter: Pernille Kim Vørs
Serie: Brændemærket for evigt (4)
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Drømmefangeren
Det her er en bog, hvor siderne vender sig selv, hvor man glemmer tid og sted, og først kommer op til overfladen når sidste side er læst. Og da den var læst, så overvejede jeg at nappe den igen. Jeg blev fra starten fanget af Augusta og Elias og deres kemi. Jeg kunne slet ikke slippe dem, og slugte bogen på en dag. Her er dømt badboy og fars pige for alle pengene.
Augusta er en af drengene. Hende der gladeligt stiller op når en drengene har brug for lidt hjælp til at score deres livs kærlighed. Selv hun har lidt svært ved at finde kærligheden. Hun er dog er faldet for Silas, men tør ikke gå efter den selvsikre brandmand, som nedlægger kvinder på stribe. Hun sender ham lange blikke og ville ønske, at det var hende han kyssede, men tør ikke.
Elias har godt set hvordan den smukke blondine sender lange blikke efter Silas, så han tilbyder at hjælpe. Han er ikke blind. Augusta er toplækker, fræk og virkelig veltrænet af al det kampsport hun dyrker, men hun er en af drengene. Der er så meget han ikke ved om Augusta, men jo mere han lærer om hende, jo bedre kan han lide hende. Hans første pigeven.
Da hun får brug for en partner in crime, tilbyder han sin hjælp, og pludseligt er der meget mere på spil end han først regnede med.
Jeg er vild med Augusta og Elias og deres kærlighedshistorie. Pernille har skabt endnu et powerpar, som man kun kan holde af. Deres kemi er så hot, at det er lige før siderne bryder i brand. De skal begge to lære at turde at elske igen, for de er begge mærket af ulykkelige hændelser i barndommen, men mon ikke, at de alligevel tør give kærligheden en chance.
En virkelig velskrevet bog, som er skrevet i et så flydende sprog, at man flyver gennem siderne. Der er masser af hede stunder, svære følelser, gode venskaber og selvransagelse.
Brændemærket for evigt bøgerne er til dig der elsker bøger om stædige, men også bløde mænd, som er fuldstændigt vilde med deres seje, selvstændige kvinder. For når en brandmand først falder, så falder han hårdt.
6/6⭐️
fredag den 26. august 2022
Forfatter: Pia Konstantin Berg
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Flamingo
Sød sommerromance, som underholder lige præcis som en romance skal. Her er store følelser, hemmeligheder, forviklinger og forløsning. Bogen er velskrevet i et friskt sprog, som får læsningen til at flyde.
Anna har brug for kontrol. Når hun sætter sig et mål, så går hun målrettet efter det. Hun var en straight A student, og det har hun taget videre med ud i sit arbejdsliv. Hun er dygtig til marketing, opnår resultater, men involverer sig ikke i arbejdspladsen. Da hendes farfar dør, vender hendes far hjem fra sit job som freelance fotograf for at overtage driften af familiens gods. Anna tilbydes at overtage marketingen af godset, og da der ikke er noget der hilder hende i København, drager mod Sønderjylland.
Thomas er kok på godset, og har arbejdet der halvdelen af sit liv. Han drages straks mod den blonde kvinde, som skal rebrande godset. Han nyder at hun udfordrer ham, men gradbøjer alligevel hendes forslag, så de passer ham bedst. Da han endelig beslutter sig for at lægge alle kort på bordet, går det slet ikke som havde forventet. Men selvom Thomas har begge ben plantet solidt i den Sønderjyske muld, sætter han alle sejl ind for at vinde pigen.
Det er god, ukompliceret og hjertevarm underholdning, og flere gange sad jeg med et smil på læben. Det er en bog med masser af humor, og der er en god dynamik og ping pong mellem de to hovedpersoner. Der er flere store temaer i bogen, men de bliver aldrig for tunge eller triste for @pia_konstantin_berg formår at behandle alle temaer med både friskhed og lethed.
Er du til hyggelige sommerromancer, der holder hvad de lover, så er det bogen noget for dig.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6
tirsdag den 23. august 2022
A dance with the fae prince
Forfatter: Elise Kova
Serie: Married to magic
Udgivelsesår: 2021
Forlag: @Silverving Press
Jeps, en bog, som er købt på grund af cover og titel, og at jeg var i humør til feer, magi, vinger og lidt overnaturlig slow burn romance.
Derudover havde jeg set flere posts med forfatterens bøger herinde.
Bogen starter ud i bedste Askepot stil med en forældreløs pige, to stedsøskende og en ond stedmor, som udnytter hende på bedste vis til alt det huslige arbejde. Efter farens død er det småt med pengene, så derfor skal Katria giftes bort til den mand der byder højest. Hun bliver købt af den mystiske Lord Fenwood, og hun føres til hans palæ. Hun har svoret aldrig at forelske sig, for hun har set at kærlighed er vejen mod svaghed og ruin, men hendes mand gør det ikke let at modstå kærligheden.
Hendes nye liv indebærer strenge regler, mærkelige skrig og lyde om natten og angreb fra onde væsener, som hun kun har hørt om i fortællinger. Da hun en nat overværer et overnaturligt ritual, som involverer gammel magi fra tidligere konger, tager hendes liv for alvor en uventet drejning. Det bliver starten på en rejse mod feernes rige og kampen mod det onde, et rige der skal generobres, en konge der skal krones og feer der skal sættes fri.
Der er en fin worldbuilding, som leder tankerne lidt hen på ACOTAR, pga. de flere forskellige riger. De udfoldes dog ikke helt, men man møder personer fra de forskellige riger undervejs i bogen.
Det er en standalone, så jeg tror ikke at vi kommer til at stifte yderligere bekendtskab med de andre riger, men muligheden er der.
Katria og Lord Fenwood/Davien har en del de skal overkomme undervejs, men det er spændende at følge deres udvikling både sammen og hver for sig.
Super spændende læseoplevelse, som bare blev bedre og bedre. Jeg blev hurtigt fanget af både univers og personer, og er glad for at det kun var i starten, at der kunne drages paralleller til Askepot.
Er du til fantasy med lidt romance, så kan bogen anbefales.
4,5/6⭐️
torsdag den 18. august 2022
Estrid Ulvfare
Forfatter: Charlotte Mandrup Larsen
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Forlaget Mandrup
[Anmeldereksemplar]
En fuldstændig fantastisk og opslugende læseoplevelse om vikingetiden, som kryber ind under huden. Der skulle ikke mange sider til, før jeg var suget ind i vikingetiden og den barske, men samtidig også hjerteskærende fortælling om den unge kvinde Estrid. Man stifter bekendtskab med hirdsmænd, vikinger, trælle, nordisk mytologi og længe glemte ritualer.
Estrid bor med sin husbond og sin søn i Søndreby. De har kendt hinanden altid og det lå i kortene, at de en dag skulle blive mand og kone. En forfærdelig tragedie rammer den lille familie og Estrid tvinges til at forlade byen i hast.
Knuget af sorg begiver Estrid sig afsted på en farefuld færd uden andet formål, end at komme langt væk fra Jarl Tokilson, som var manden der tog alt fra hende. Det eneste der driver hende, er en tørst efter blodhævn.
Et tilfældigt møde med Sorte Thorsten, sender hende mod kongsgården, hvor hun trænes som skjoldmø og lærer at tøjle sin vrede, og at kæmpe for det hun har kært.
Virkelig velskrevet saga, som tryllebandt mig fra start til slut og virker så autentisk, at man føler, at man er tilstede i vikingetiden. At den var nomineret til en Mofibo award som årets roman i 2022 kan jeg kun bifalde. Jeg blev lynhurtigt grebet af fortællingen om Estrids transformation fra ung bondekone til erfaren skjoldmø, og de venskaber hun knytter.
Det er en fortælling om liv og død, om en kvindes kamp i en mandsdomineret verden, om venskaber, kærlighed og store følelser. Der var flere steder, hvor jeg sad med en klump i halsen og tårer i øjnene mens jeg læste om alle de udfordringer, som Estrid møder på sin vej. Beskrivelserne i bogen er så nærværende, at man kan dufte røgen fra bålet, se støvet på kamppladserne, dufte maden og mærke havets store bølger.
Det er en af de læseoplevelser, som kan mærkes og som går lige i hjertet på læseren. Jeg er vild med Estrid, hendes medsammensvorne og livet i vikingetiden, og glæder mig til at læse videre i serien.
6/6⭐️
søndag den 14. august 2022
Forfatter: Kis Baadsgaard
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Baadsgaards Books
[Anmeldereksemplar]
Dette er bogen du skal læse, hvis du holder af grumpy/sunshine og slow burn romance, og samtidig vil glemme alt om tid og sted. Det er en læseoplevelse, som er svær at lægge fra sig før sidste side er vendt, og når den er det, så vil man have mere.
En positiv graviditetstest kort før hendes bryllup ændrer alt for Grace, da hendes kommende mand ikke er interesseret i en familieforøgelse. Det falder sammen med en opringning fra en advokat i USA, som fortæller, at hun er enearving til en hus i Big Point, Montana. Det viser sig, at være lige den nye start, som Grace har brug for.
Huset trænger til istandsættelse og er ikke møbleret, men med hjælp fra lokalsamfundet, så kommer hun hurtigt på plads og får skabt sig en tryg base. Der er dog bare en torn i øjet, hendes sure, bryske nabo.
Sam holder sig mest for sig selv, og passer sine dyr. Han nyder stilheden og freden i det lille samfund langt væk fra sin familie og sin opvækst i New York.
Hans nye nabo passer ham ikke helt. For hvad skal en storbypige i høje hæle i lille Big Point. Hun har aldrig besøgt sin bedstemor i det lille hus, så hvilken ret har hun til arven. Samtidig så er der ikke noget, han hellere vil, end at kysse hende fra sans og samling. En snestorm og et par firebenende venner, bringer dem tættere på hinanden og får dem til at stille spørgsmålstegn ved alt de troede, de vidste om hinanden.
En virkelig rørende og hjertevarm fortælling, hvor den ene side tager den anden. Det er en følelsesmæssig rutsjetur, hvor man både griner, græder og bander af og med hovedpersonerne.
Den er velskrevet og holder hele vejen hjem. Det er en fortælling om at finde sig selv og turde tage en chance med kærligheden selv om man er blevet såret.
Jeg er vild de forskellige personligheder i det lille samfund, som man ikke kan andet end at holde af. Deres hjælpsom og omsorg for hinanden er både inspirerende og beundringsværdig. Jeg kunne flytte til Big Point i morgen uden betænkeligheder, hvis jeg kunne hoppe ind i bogen.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

-
Jeg giver altid min ærlige mening i anmeldelserne af de bøger, jeg har læst. Jeg bedømmer ud fra den samlede læseoplevelse og de tanker og f...