torsdag den 18. august 2022


 

Estrid Ulvfare

Forfatter: Charlotte Mandrup Larsen
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Forlaget Mandrup

[Anmeldereksemplar]
En fuldstændig fantastisk og opslugende læseoplevelse om vikingetiden, som kryber ind under huden. Der skulle ikke mange sider til, før jeg var suget ind i vikingetiden og den barske, men samtidig også hjerteskærende fortælling om den unge kvinde Estrid. Man stifter bekendtskab med hirdsmænd, vikinger, trælle, nordisk mytologi og længe glemte ritualer.

Estrid bor med sin husbond og sin søn i Søndreby. De har kendt hinanden altid og det lå i kortene, at de en dag skulle blive mand og kone. En forfærdelig tragedie rammer den lille familie og Estrid tvinges til at forlade byen i hast.
Knuget af sorg begiver Estrid sig afsted på en farefuld færd uden andet formål, end at komme langt væk fra Jarl Tokilson, som var manden der tog alt fra hende. Det eneste der driver hende, er en tørst efter blodhævn.
Et tilfældigt møde med Sorte Thorsten, sender hende mod kongsgården, hvor hun trænes som skjoldmø og lærer at tøjle sin vrede, og at kæmpe for det hun har kært.

Virkelig velskrevet saga, som tryllebandt mig fra start til slut og virker så autentisk, at man føler, at man er tilstede i vikingetiden. At den var nomineret til en Mofibo award som årets roman i 2022 kan jeg kun bifalde. Jeg blev lynhurtigt grebet af fortællingen om Estrids transformation fra ung bondekone til erfaren skjoldmø, og de venskaber hun knytter.
Det er en fortælling om liv og død, om en kvindes kamp i en mandsdomineret verden, om venskaber, kærlighed og store følelser. Der var flere steder, hvor jeg sad med en klump i halsen og tårer i øjnene mens jeg læste om alle de udfordringer, som Estrid møder på sin vej. Beskrivelserne i bogen er så nærværende, at man kan dufte røgen fra bålet, se støvet på kamppladserne, dufte maden og mærke havets store bølger.
Det er en af de læseoplevelser, som kan mærkes og som går lige i hjertet på læseren. Jeg er vild med Estrid, hendes medsammensvorne og livet i vikingetiden, og glæder mig til at læse videre i serien.
6/6⭐️

Ingen kommentarer:

Send en kommentar