fredag den 28. april 2023

Langt væk fra Midgård
Thea Astrid
Forlaget Brændpunkt
2022

Hvis du er til nordisk mytologi, så er Thea Astrids bøger absolut et bekendtskab værd. Langt væk fra Midgård er en unik fortælling som tager udgangspunkt i jætternes historie, hvilket for mig er noget helt nyt og spændende. Bogen er intens, barsk og til tider blodig, men også fyldt med masser af følelser, spændende action og medrivende karakterer. Historien fortælles fra flere synspunkter og det holder hele vejen gennem bogen. Man bliver hurtigt suget ind i handlingen og da hvert kapitel slutter med en lille cliffhanger, så fristes man hele tiden lyst til at læse videre for at se, hvad der videre sker. 

Jætten Frøydis kæmper en brav kamp for at bevare freden på øen Vølukur mod de mere eller mindre konstante trusler fra mennesker og andre jætter, som ønsker at erobre øen. En fatal hændelse tvinger hende ud på en farefuld færd mod Udgår for at bevare freden. Det varer ikke længe, før Frøydis og hendes følge står overfor nye trusler midt i et magtspil mellem en storjætte og hans familie. Det viser sig hurtigt, at alt ikke er som det ser ud til. Hvem kan man stole på og hvem skal man snakke efter munden?

Bogen er velskrevet med en lethed og et indbydende sprog, som hele tiden frister med løfter om mere spænding. Thea formår at bruge alle facetter i sproget til at opbygge stemningen, så man tryllebindes til handlingen, både de drabelige og de mere følelsesladede øjeblikke. Karaktererne og deres historie er rørende og så gennemarbejdede, at de ikke er til at sætte en finger på. Man kommer under huden på dem alle og trækkes ind i deres sind, så man forstår deres handlinger hver især. 

Hvis du er til magtkampe, spin, plottwist, intriger, mystik og magi og holder af skjulte dagsordener, der giver dig Game of Thorne vibes, så skynd dig at få fat i bogen. 
Vi læste bogen i @readadlongklubben og havde virkelig mange skønne snakke undervejs, hvor vi delte vores begejstring for bogen og snakkede plot og karakterer. 
6/6⭐️


Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar