torsdag den 16. juni 2022

Boganmeldelse: Et sidste kys

 


Forfatter: Pernille Kim Vørs
Serie: Brændemærket for evigt (2)
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Forlaget Drømmefangeren
[Reklame/Anmeldereksemplar]

Jeg syntes den første bog i “Brændemærket for evigt” serien var god, men denne anden bog i serien er endnu bedre. En fornemmelse jeg fik allerede efter de første par sider tilbage på brandstationen, og som viste sig at holde stik, selv da sidste side var læst.

Efter de første fire kapitler, var jeg helt opslugt af Malthe og Olivias historie, og havde svært ved at lægge bogen fra mig.

Olivia en stille pige, som langsomt er ved at miste sig selv. Hun er forlovet med Kenneth, men er ikke lykkelig i sit forhold. Hun bruger det meste af sin energi på at please Kenneth, som altid er på tværs og ikke støtter hende i hendes drømme. Hun er på afstand lidt betaget af brandmanden, Malthe, som altid er sød og opmærksom. Malthe er en stille og hemmelighedsfuld deltidsbrandmand. Han har har gennem det sidste års tid haft et godt øje til Olivia, men han kunne ikke drømme om at gå efter en anden mands kæreste. 

Et uskyldigt kys til en havefest ændrer alt for dem begge, og et enkelt kys er vist ikke nok. Vennegruppen tager i sommerhus, og her får de sværere og sværere ved at holde sig fra hinanden og ignorere den spirende tiltrækning. Hjemme igen kan Ingen af dem glemme den weekend de tilbragte sammen, men er de klar til at tage konsekvenserne af deres handlinger og følge deres hjerter? Eller vinder fornuft over følelser? Og hvad er fornuft, og hvad er følelse?

Forfatteren tager nogle temaer op i bogen, som mange unge kan identificere sig med, enten hos sig selv eller i omgangskredsen.  At tro på sig selv og virkelig mærke efter, hvad man vil og så tro på sine drømme og stå ved dem.  Derudover berører bogen temaer som også skam, partnervold og forelskelse. Alt sammen mens læseren på fornemmeste vis guides gennem historien.

Fortællestilen er frisk og levende, og historien udvikler sig så dynamisk, at jeg fik lyst til at hoppe ind i bogen, og jeg blev vist også selv lidt forelsket i Malthe. Jeg er vild med vennegruppen og glæder mig til at læse, hvad der videre sker i serien. Perfekt læsning til en hot dag.
Lektørudtalesen siger om bogen, at det er en skøn og underholdende kærlighedsroman, der er fyldt med hed tiltrækning og lækre brandmand, hvilket jeg kun kan tilslutte mig. 

Egner sig fortrinligt som sommerlæsning. 
Serien findes også som lydbog på ereolen og Mofibo, hvor den er ratet til 4,4.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6


Tusind tak for anmeldereksemplaret til @forlaget_droemmefangeren






Ingen kommentarer:

Send en kommentar