Viser opslag med etiketten Natasha Madison. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Natasha Madison. Vis alle opslag

lørdag den 18. juni 2022

Seriesøndag

 


Seriesøndag - anbefaling fra mig til dig!

Kan du lide Elle Kennedys Off Campus og Briar U bøger, og har du en ting for hotte, insisterende ishockeyspillere, så er Natasha Madisons Something So serie sikkert også noget for dig. Serien handler om professionelle ishockeyspillere, så college er for længst overstået og voksenlivet har meldt sin ankomst og kører lystigt derudaf. Her er både børn, skilsmisser, sygdom, tarvelige ekser etc. 


I den første bog møder vi Parker, som er en enlig mor til to og fraskilt efter ægtemandens utroskab. Hendes far ejer en ishockeyhal, hvor hun arbejder som personlig træner for ishockeyspillere, som skal gennem et intensivt træningsforløb for at vende tilbage til den bedste liga efter en skadesperiode. 

Cooper er en af NHL's største stjernespillere og har haft en skade, så han har brug for lidt ekstra hjælp til at komme tilbage igen og spille ishockey på højeste plan. 

Deres tiltrækning er til at brænde sig på, men der er dog en hel del forhindringer, som de skal overvinde undervejs. 


Forfatteren har skabt et miljø, som virker utroligt indbydende og som man har lyst til at lære at kende. Sproget er let og flydende og historien udvikler sig dynamisk undervejs. 


De andre bøger i serien handler om Parkers søn, hans medspillere og deres vej mod kærligheden. 


Alle personerne er utrolig nemme at holde af. Det kan godt være at de er store ishockeystjerne, men de er helt nede på jorden, opmærksomme og utroligt omsorgsfulde mænd. 


Men jeg må også hellere lige advare om, at der er skruet en tand eller to op for det spicy og de hede stunder. 

Natasha Madison er en af mine favoritforfattere, når jeg skal læse engelsk romance. 

Alle bøgerne i serien er til topkarakter og det er utrolig svært at vælge en favorit, da de alle er utrolig gode. 

Serien skal læses på engelsk, da den ikke er oversat til dansk. 

Find den på din Kindle, Apples bøger eller der hvor du ellers læser engelske e-bøger. Jeg endte til sidst med at købe dem hos Amazon, fordi jeg måtte eje papirversionen.