Viser opslag med etiketten Brudekjolens Hemmelighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brudekjolens Hemmelighed. Vis alle opslag

søndag den 10. juli 2022

Boganmeldelse af Brudekjolens Hemmelighed


 

Forfatter: Barbara Davis
Udgivelsesår: 2022
Forlaget Memoris

[Anmeldereksemplar]
Sikke en vidunderlig bog. Bogens indhold matcher helt det flotte cover. Den er en af mine allerbedste læseoplevelse i år. Det er en virkelig fortryllende og rammende historisk romance. Det er fortællingen om at finde en åndsfælle og det smukke venskab, man kan udvikle på trods af en stor aldersforskel, men det er også fortællingen om at finde den helt store kærlighed og miste den igen.

Resume:
Soline Roussels familie har gennem generationer syet brudekjoler i deres forretning i Paris. Enhver parisisk brud med respekt for sig selv ved, at hvis man bærer en brudekjole fra familien Roussel, så er man garanteret et langt og lykkeligt ægteskab.
Da 2. verdenskrig rammer Paris, er der ikke længere brude at sy kjoler til, og Soline tvinges til at lukke forretningen. Hun tager arbejde som frivillig på det lokale hospital, og her møder hun en amerikansk ambulancefører, som hun forelsker sig i. Mødet med ham åbner op for en ny og ukendt verden, og hurtigt må det forelskede par sætte liv og kærlighed på spil for deres overlevelse.
40 år senere dukker en glemt kjoleæske op, og den bliver startskuddet på et venskab mellem den unge Rory og den ældre Soline, som deler en fælles skæbne.

Temaer:
Det er en velskrevet, rørende og til tider hjerteskærende fortælling om venskab, mod, familiebånd, stærke kvinder og de ofre man kan blive tvunget til at gøre krig. Man kan ikke undgå, at blive tryllebundet af de to kvinders skæbner. Alle følelser kommer i spil. Jeg har undervejs både smilet bredt, siddet med en klump i halsen og fældet en tåre.

Eksempler:
Der er mange smukke beskrivelser i bogen af den magi, som kjoleheksen gør brug af når hun syr en brudekjolen. Nedenfor kan du læse et par eksempler: 

"Når besværgelsen er fuldent, bliver den syet ind i kjolen - helt diskret i den søm, der ligger tættest på brudens hjerte. Ordene skal udformes med en hvid silketråd, så de næsten er usynlige og derfor ikke kan kopieres eller misbruges af andre."

"Vi lever af at give løfter om evig lykke, men ikke alle er tiltænkt at leve lykkeligt til deres dages ende. Nogle kan ikke, andre vil ikke, og endnu flere har fået at vide, at de ikke har fortjent det. Det er den enkelte væverske, der må afgøre, hvem der er hvem."

Karakterer: 
Alle personerne i bogen er beskrevet så troværdige, at man har let ved at forestille sig, at de kan være virkelige personer. De to kvinder gennemgår en udvikling i løbet af bogen, og ender med at finde sig selv og forlige sig med deres skæbner. 

Læseren forkæles med smukke anekdoter og magiske beskrivelser, og jeg ville ønske at enhver brud kunne få syet sin kjole hos Madame Roussel, så hun var sikret et lykkeligt ægteskab.

Det kan siges meget simpelt- læs den!

Om Barbara Davis er Lucinda Rileys arvtager, kan jeg ikke udtale mig om for hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ikke læst en eneste af hendes bøger.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6

Tusind tak for anmeldereksemplaret til @forlaget_memoris