søndag den 5. februar 2023




 

Lysets datter
Louise H Trankjær
Superlux
2020

Der er bøger der får dig til at smile fra start pga. deres sprog, og “Lysets Datter” tilhører denne kategori. Bogen suger dig ind i handlingen med dens lette sprog og smukke formuleringer, og al den kærlighed og magi der stråler ud fra siderne.

Enilia er halvt menneske og halvt aimatunari, som er en slags elver. Som datter af lyset, og bærer syvstjernemærket, er hun vokset op i Tinby sammen med sin bror, Elior, som også er barn af lyset.
Mørket truer med at overtage verden. Elior har forladt Enilia uden hendes viden for at tilslutte sig deres far, kongen, i kampen mod mørket.
Ked af at være efterladt tilbage, begiver Enilia sig ud på en farefuld færd for at finde Elior og tilslutte sig krigen. En rejse hvor hun møder kærligheden i flere former.
En profeti fortæller at Lysets børn vil gøre en ende på mørket, så det er med livet som indsats, at Enilia og Elior tager kampen op mod det onde.

Det er en spændende fortælling om kampen mellem det gode og det onde, om kærlighed i alle dens facetter, om at turde tro på sit eget værd, at lære at elske sig selv, og at turde elske med alt hvad det indebærer, også når det gør ondt.
Jeg blev til tider lidt irriteret på Enilia over hendes usikkerhed og hendes lidt naive opførsel. Måske fordi Enilia og Elior beskrives som værende 23 og 30 år, men det kan man som læser godt glemme, da specielt Enilias opførsel kunne passe på en stor teenager.

Hvis du vil læse en episk fantasyfortælling om visdom, kærlighed og hjertet som tyst kommunikation, magi, kampen mellem det gode og det onde, profetier og venskab, så skal du læse bogen. Forholdet mellem action og kærlighed er fint fordelt, så man som læser holdes til ilden hele vejen gennem bogen.
Sæt dig godt tilrette i din yndlingsstol med din yndlingsdrik for du skal sidde der et stykke tid, når du tages med på denne medrivende rejse.

6/6⭐

Ingen kommentarer:

Send en kommentar