tirsdag den 28. februar 2023



Aldrig os
Pernille Kim Vørs
Feisty ladies (4)
2022
Forlaget Drømmefangeren

Bogen blev lukket med et smil på læben. Kl. 3 om morgenen, fordi jeg måtte vide hvordan den endte. Det er en af den slags bøger, som man bliver helt opslugt af og glemmer tid og sted.

Leander er strategen i det firma, som han har sammen med sine 3 venner. Det er ham der får idéerne, regner det hele ud på forhånd og får tingene til at glide når der er behov. Kort sagt, han er cool og har overblik. Han aldrig af vejen for en udfordring, for han vinder altid. Og 4 dage i Paris med deres nyeste forretningsforbindelse - piece of cake.
Hold dine venner tæt, men dine fjender endnu tættere.
Gerd er kølig og beregnende, og er vant til ikke at vise følelser for at kunne begå sig i en mandsdomineret verden. Hun er skarp, altid velforberedt og flere skridt foran dem, hun gør forretninger med. Næste projekt kræver lidt ekstra, så derfor må hun narre Leander med til Paris for at få skovlen under ham. Hvad hun ikke ved er, at Leander har samme agenda, og snart spiller de højt spil med den allerhøjeste indsats, deres hjerte.

Bogen er supergodt skrevet. Tit tog jeg mig selv i at sidde grine, for bogen er skrevet med en virkelig fin humor. Deres pingpong dialoger frem og tilbage er i en klasse for sig, og gav mig fornemmelse af at være en flue på væggen med udsyn fra første række. Pernille er virkelig eminent til at få dialogerne til at fremstå levende.
Bogen er fuld af store følelser og både Leander og Gerd har en del selvransagelse de skal gennem undervejs før de finder ud af hvad der virkelig betyder noget i livet. Man forstår dem begge to, både deres forbehold, tanker og frygt.
Der er flere bøger på vej i serien, den næste lige om lidt, så heldigvis er der mulighed for fremtidige gensyn med de fire venner og deres stærke kvinder, som holder dem på tæerne.
6/6 ⭐️ til denne underholdende og hede læseoplevelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar