tirsdag den 31. maj 2022

Boganmeldelse: Vild i natten af L. Sherman

 



Forfatter: L. Sherman, Serie: Forført i Aarhus, Udgivelsesår: 2022, Forlag: Flamingo


Endnu en gang har L. Sherman sat rammen i Aarhus. Vi har været Fortabt i Aarhus og nu bliver vi Forført i Aarhus, men jeg må tilstå, at jeg er FORELSKET i Aarhus. 

Vi bliver præsenteret for en ny vennegruppe fra Aarhus universitet, denne gang er vi på økonomistudiet. Ligesom vores tidligere venner, så er de alle utroligt likeable. 

William er den charmerende og festlige singlefyr på studiet, som er velholdt af alle, og som alle vil have en bid af. 

Laura er enlig mor, og har ikke tid og plads til mange fornøjelser udover sin søn, studiet og vennerne fra læsegruppen. Hendes hverdag er presset og hendes netværk er lille, så hun arbejder hårdt for at få det hele til at balancere. 

Mens Laura drømmer om fast arbejde og en god hverdag i Danmark for sin søn og sig selv, så drømmer William om at erobre verden og arbejde i udlandet. 

De forelsker sig i hinanden, men har begge betænkeligheder ved at give efter for deres følelser på grund af deres forskellige drømme for fremtiden. For kan man satse på kærlighed og familieliv, men samtidig have verden som legeplads? Det må du læse bogen for at få svar på. 

Vild i Natten er en hjertevarm romance, hvor siderne vender sig selv. Karaktererne er så autentiske og gennemførte, at de kommer helt ind under huden på dig, og man kan ikke andet end at blive ført med ind i historie. 

Sproget er let og flydende og bogen er så velskrevet, at man har svært ved at lægge den fra sig. Her er virkelig feel good for alle pengene. 

Endnu en super romance fra L. Sherman, som i den grad har sat sit præg på dansk romance, og absolut er en af mine yndlingsforfattere. Jeg er vild med den nye vennegruppe og glæder mig allerede til at læse videre i serien!


⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6


Ingen kommentarer:

Send en kommentar